(2. sektion)
Interview
Bill Murray spillede kostbar. Den garderhøje skuespiller med det flegmatiske fjæs er berygtet for at være yderst kræsen med, hvilke roller han vil spille. Hans antipati siden Ghostbusters II for at lave toere betød, at denne sommers Charlies Angels 2 måtte klare sig uden ham i rollen som Bosley.
Murray havde fået tilsendt en kopi af Sofia Coppolas manuskript til Lost in Translation, men havde aldrig ringet tilbage. Hendes berømte efternavn, som førhen har åbnet døre i Hollywood, der ville have været lukket for andre unge instruktører, betød åbenbart intet for dette komediedramaets ikon.
Det var meget uheldigt for Coppola, for lige så sikker hun var på, at hun ville i gang med at lave sin anden spillefilm i Japan, lige så klart så hun i sit manuskript for sig, at Murray skulle spille hovedrollen.
»Da jeg skrev historien, forestillede jeg mig Bill Murray siddende på en seng iført kimono,« siger hun, da jeg møder hende i en elegant suite på London-hotellet Dorchester.
»Jeg tænkte: Hvordan vil Bill opføre sig i denne situation, hvordan vil hans minespil være? Netop fordi jeg tænkte på, hvordan replikkerne ville ligge i munden på Murray, var det smadderskægt at skrive det her manuskript.«
Krympet sårbarhed
Sofia Coppola var blevet tændt af den nye side af Murray, som han udfoldede i Rushmore, der er instrueret af hendes ven Wes Anderson. Murrays udtryk af »krympet sårbarhed« var perfekt for hendes figur Bob Harris, en midaldrende skuespiller, der besøger Japan for at optage en indbringende, men uspændende reklamefilm.
Strandet alene i et hotel i Tokyo og hårdt ramt af et smerteligt jetlag er hans professionelle tilværelse lige så smuldrende. Vimsende omkring på Park Hyatt er også Charlotte (Scarlett Johansson) en mondæn rockfotografs unge kone, der keder sig. De mødes og indgår et usandsynligt venskab. Og det er, omtrent, historien.
På papiret lyder det jo ikke af meget. Derfor var det måske heller ikke så overraskende, at Murray ikke tændte på manuskriptet efter første gennemlæsning. Men Coppola havde ikke tænkt sig at give op, selv om hun var begyndt at bruge rigtig store penge på et projekt, der endnu savnede sin altafgørende ankermand.
En anden instruktør, hun kender, var også i gang med at jage Murray, men gav op efter seks måneder. Hun ringede og ringede. Igen og igen. Murray har siden beundrende sagt om hendes insisterende telefonhenvendelser: »Den pige må være lavet af stål,« og efter otte måneder indvilgede han så omsider i at spille hovedrollen i Lost in Translation.
Af den gamle skole
»Selv da vi var taget til Tokyo for at optage filmen, følte vi os ikke helt sikre på, at han ville dukke op,« husker Coppola med antydningen af et smil.
»Han sagde ganske vist, at han ville komme, men vi havde jo ikke skrevet kontrakt eller den slags.«
Han er jo af den gamle skole...
»Præcis. Han havde givet mig sit ord, og det var nok for mig. Alligevel tænkte jeg ved mig selv: Det er jo mit helt eget manuskript gad vide om han kan lide det eller bare føjede mig for at få fred. Og er det bare min fikse idé, at det kun er ham, der duer? Men selv ønskede jeg bare så brændende at lave den film, at jeg var ligeglad med andres indvendinger.«
Ville hun have opgivet projektet, hvis Murray havde sagt definitivt nej?
»Det ville jeg nok,« siger hun stille, men uden at tøve.
»Folk ville sikkert have rådet mig til at finde en anden skuespiller. Men for mig var det afgørende, at jeg ikke ville lave denne film uden Bill Murray, og at den skulle optages i Tokyo. Det var min drøm, og jeg ville ikke gå på kompromis med den.«
Fars datter?
Det vil være nemt at forklare 32-årige Sofia Coppolas viljefasthed ved, at hun er sin berømte og lige så viljefaste fars datter. Man vokser næppe om med en Francis Ford Coppola som far uden at indoptage nogle af mesterinstruktørens karaktertræk i sig.
»Når man laver film, må man være ubøjelig i forhold til at lave præcis den film, man ønsker. Mange vil forsøge at overtale dig til noget andet, men man er nødt til at fortsætte ad det spor, man føler er det rette,« siger hun, der tilbragte store dele af sin barndom med filmhold på locations og filmstudier, hvor hendes far optog sine film.
Det er også let at formode, at hun efter indtil for nylig at have været gift med instruktøren Spike Jonze har fået større indsigt end de fleste i, hvordan man kan få store stjerner med på usædvanlige arrangementer.
Det lykkedes i hvert fald for Jonze at få John Malkovich overtalt til at udlåne sit navn til titlen på hans første film, Being John Malkovich, og før da da han lavede popvideoer fik Jonze overtalt Christopher Walken til at vende tilbage til sine danserødder i videoen til Fatboy Slims Weapon of Choice.
Før de blev gift, fik Jonze også på en eller anden måde den unge Sofia Coppola til at medvirke som gymnast i videoen til Chemical Brothers Elektrobank-single.
Men det er kun den Sofia Coppola, vi kender i kraft af hendes familienavn og forbindelser. Der findes en anden version, hvor Sofia Coppola er en succesrig modefotograf og tøjdesigner, som i kraft af stor viljestyrke er blevet sin helt egen kvinde og allerede en fuldt flyvefærdig instruktør.
Hendes debutspillefilm The Virgin Suicides, er en filmatisering af Jeffrey Eugenides roste roman af samme navn fra 1993 om fem søstre med selvmordstilbøjeligheder, der føler sig udsigtsløst groet fast i en midtvestlig forstad i 1970erne. Det er en følelsesfuld, moderne klassiker i uafhængig filmkunst. Og trods dens smalle budget (fire millioner dollar) har Lost in Translation har netop vundet to Golden Globe-priser Murray tog prisen for bedste hovedrolle og Sofia Coppola prisen for bedste manuskript.
At så mange filmbranchefolk og kritikere peger på Bill Murray som favorit til at vinde en Oscar, viser, at hendes stædige kamp for at hyre netop ham bestemt ikke var en fiks idé. Kunstnerisk set var hendes valg intuitivt rigtigt og inspireret.
En anden Sofia
Men der findes også en anden Sofia Coppola: Den generte, blide, næsten feagtige type, som ikke kunne udstråle mindre stålsat beslutsomhed, om så hun prøvede. Det er denne inkarnation af hende, som sidder foran mig i dag.
Hun er klædt i en diskret sort dragt og taler i et spøgelsesagtigt højt og hviskende register. Siddende i en overdådigt polstret stol skifter hun hyppigt stilling i et forsøg på at løsne op for en skulderkrampe, hun angiveligt har pådraget sig efter i ugevis at have fløjet frem og tilbage mellem USA og Europa for at promovere Lost in Translation.
Med sin magre skikkelse og meget blege ansigtskulør er Sofia Coppola tæt på at være en kvinde, som slet ikke er der.
Alligevel ville hendes to spillefilm ikke være, som de er velkomponerede, prægtige, indfølende, resonansrige, afdæmpede hvis hun ikke var, som hun er.
»Jeg er ret genert. Jeg bliver nok aldrig en udadvendt person, der fører det store ord. Men på mit arbejde ved jeg, hvad jeg vil, og det er man nødt til. I andre sammenhænge ville jeg aldrig være så skamløs, når jeg forsøgte at få fat på en fyr eller noget som helst andet,« siger hun og ler en sagte latter.
Coppolas første filmrolle var i Godfather, hvor hun var med som spæd (hun spillede Michael Corleones nyfødte baby). Som seksårig tilbragte hun måneder i de filmstudier og locations, hvor Apocalypse Now blev optaget.
»Min mor har billeder af mig fra Filippinerne, hvor jeg sidder og tegner helikoptere, eksplosioner og palmetræer,« siger hun. Og i familiens landsted i Napa Valley ud for San Francisco, »plejede vi at optage små film hele tiden. Jeg indskrev mig på kunststudiet for at lære om maleri, men gik hurtigt over til at tage fotos, fordi det var hurtigere. Jeg tog kun snapshots.«
På det ret isolerede landsted elskede Sofia Coppola at læse franske Vogue og lignende internationale modemagasiner. Hun udviklede en smag for mode, som for en kort periode bragt hende til Paris, hvor hun arbejdede for Karl Lagerfeld som kun 15-årig.
»Jeg prøvede rigtig mange ting i den tid, for jeg ville ikke en dag vågne op som 50-60-årig og nå frem til en ærgerlig erkendelse: Havde jeg dog bare gjort det og det.«
Brændte vinger
Dét, insisterer hun på, var dog ikke grunden til, at hun påtog sig rollen som Mary Corleone i Godfather III en præstation, som hun (ærligt talt med rette) nærmest blev korsfæstet for.
»Jeg har aldrig ønsket at være skuespiller. Det er min mentalitet slet ikke til,« siger hun. Det var hendes far, der bad hende om at træde til, da Winona Ryder faldt fra.
»I stedet for at skulle tilbage til studierne kunne jeg blive i Italien og være med i en film. Det var ikke noget, jeg tænkte dybere over. Jeg var kun 18 år.«
Efter at have brændt sine vinger på den erfaring kastede hun sig hovedkulds ud i fotografering og mode. Men endnu mens hun var først i 20erne, var hendes modvilje mod at blive kastet tilbage i familiens særlige branche begyndt at fordufte.
Efter at have læst The Virgin Suicides skrev hun et manuskript af den kun for sin egen skyld. At et andet produktionsselskab ejede filmrettighederne gik hun ikke op i hun gav dem sit manus alligevel. Og de blev begejstrede for det. Da den oprindelige instruktør valgte at bakke ud, tog hun chancen og spurgte, om hun måtte overtage jobbet. Hendes åbenlyse engagement afgjorde sagen.
»Jeg følte meget stærkt for bogen,« fortæller hun.
»Jeg følte, det var op til mig, at beskytte dens integritet. Derfor måtte det blive mig, der filmatiserede den.«
Ikke blot fik novice-filmmageren det bedste frem i veteraner som James Woods, hun formåede også at få de to unge hovedrolleindehavere, Josh Hartnett og Kirsten Dunst, til at levere sande glanspræstationer. Hele den drømmeagtige film blev optaget i døsige, mættede toner for bedst muligt at indfange atmosfæren i en 1970er-soveby i Midtvesten.
The Virgin Suicides har desuden et vidunderligt kongenialt lydspor dels med musik fra perioden, dels leveret af de franske lydlandskabsmalere, Air.
»Det virkede, som om alle elementer var i fin samklang. Jeg havde nogle ret cool ideer om, hvordan jeg ønskede at få billedinstruktion og musikken til at fungere sammen i filmen. Bogen var gennemsyret af en bestemt stemning, som jeg søgte at omsætte til filmen. Heri lå for mig udfordringen.«
Tokyo er anderledes
Coppola forelskede sig i tanken om at lave en film i Tokyo efter flere gange at have besøgt Japans hovedstad, mens hun var først og midt i 20erne. Hun er medejer af det japanske mærkevaremodefirma Milk Fed, og selv om hun ikke længere har tid til at designe tøj, holder hun stadig et vågent øje med den fotografiske og visuelle præsentation af mærket. Tøjet sælger hovedsageligt i Japan, hvor firmaet har oprettet sin egen modebutik, Heaven 27.
»Tokyo er bare så anderledes fra alle andre steder, jeg har været,« siger hun.
»At køre rundt i byen om natten, lytte til musik og se på neonlysene jeg måtte bare lave noget, som foregik i denne verden.«
Hvilken rolle spiller Charlotte-figuren for din film?
»Jeg ville have en figur, der var en smartass-collegepige, som kom ud for et eksistentielt sammenbrud. Jeg har altid elsket historier med den slags personer det er nok JD Salinger-konceptet, jeg kan lide. Jeg havde set Scarlett i Manny & Lo, og hun har lige den udstråling af gravalvorlig uudgrundelighed, jeg gik efter.«
Forholdet mellem den midaldrende mand og den unge pige realiseres i et fremragende sammenspil i filmen. Der er scener tunge af intimitet i hotelsoveværelser, som aldrig spoleres af sekvenser af overdrevent føleri eller alt for eksplicit seksualitet, som en mindre behændig instruktør let ville kunne have følt sig fristet til at ty til.
Der er ømme møder i barer og restauranter, hvor Bob og Charlotte forsøger at hjælpe hinanden med den retning, deres liv er ved at tage. Der er også morsomme øjeblikke, når Bob kører fast i sit whisky-reklamefilmshelvede og i en karaoke-bar.
Afdæmpet og yndefuldt
Murrays gengivelse af Roxy Music-hittet More Than This må på forhånd være dømt til at blive den klassiske scene i denne fødte filmklassiker.
Og skønt baggrunden er en by, der er berygtet for sin rastløshed i alle døgnets 24 timer, er tempoet i Lost in Translation afdæmpet og yndefuldt, på samme måde som The Virgin Suicides næsten var balletagtig.
»Sådan er jeg nok bare,« siger Sofia Coppola.
»Jeg kan godt lide film, der ikke først og fremmest drives frem af historien, men hvor man føler at være et bestemt sted. Jeg kan lide at skrive på den måde. Men det er altid et mysterium, hvordan det kommer til at fungere, for jeg planlægger det ikke på forhånd. Det er som at samle på særlige øjeblikke.«
Coppola er en utrættelig samlernatur, når det gælder om at finde kulisser, der kan danne baggrund for en filmisk idé. På arbejdet bærer hun altid sit stillfoto-kamera på sig, som var det en religiøs genstand. For at finde de optimale billedbaggrunde til Lost in Translation købte hun et enormt udvalg af fotobøger på sine researchture til Japan.
Ud over tanken om at lave en film i en kultur fjernt fra USA eller Hollywood havde hun også indsamlet mange specifikke detaljer fra sine foregående besøg. Filmens fallerede australske lounge-sanger i Park Hyatt-bar, hvor Coppola selv logerer, når hun tager sig af forretningerne i Milk Fed, arbejder således i hotellet i virkeligheden i samme job. I en anden scene optræder Coppolas ven i det virkelige liv, Fumihiro Hayashi, som karaokesanger.
»Han har et modemagasin i Japan ved navn Dune. Hans øgenavn er Charlie Brown. Jeg har set ham fremføre God Save the Queen ved festlige lejligheder og har altid ønsket mig at forevige det i en film. Hele filmen begyndte faktisk sådan. Samtidig ville jeg lave noget, der var romantisk og sødt. Det var det, jeg var mest i humør til.«
Er det en kærlighedshistorie?
»Tja, det er det vel. Den handler om grænseområdet mellem venskab og kærlighed, men selvfølgelig er det en kærlighedshistorie. Jeg kunne godt lide midtvejs-krisemotivet, og så forsøgte jeg at kombinere mig frem.«
Der har været spekulationer fremme i amerikansk presse om, at Lost in translation med dens mislykkede ægteskaber i vidt omfang er selvbiografisk. Hun vil godt gå med til, at fortællingen »har personlige aspekter«. Og det er da også svært ikke at bemærke, at Charlottes mand, John (Giovanni Ribisi, som leverede voiceoveren til Virgin Suicides) med sine nervebetonede og manierede facon, der spænder mellem det distræte og det besatte ja, helt ned til hans krøllede tøjstil minder meget om Jonze, som også er fotograf.
Den virkelige Sofia?
John er, indrømmer hun, »en lille smule« som Jonze.
»Men figuren er mere baseret på selve rock-fotograftypen. Giovanni udviklede i rollen nogle manérer, som mindede mig om Spike jeg aner ikke, hvor han fik det fra,« siger hun og klukler muntert.
Disse rygter næres af parrets forestående skilsmisse. Den omstændighed, at hun tilbragte så megen tid, når hun ikke var i Tokyo, i New York og ikke i parrets hjem i Los Angeles har ikke gjort deres situation nemmere.
Hvilket adjektiv karakteriserer bedst den virkelige Sofia?
»Selv om der var et, ville jeg ikke anerkende det!«, udbryder hun venligt afvisende.
»Det er pinligt, at ens far giver en den her chance, folk ser resultatet, og spørger dig (affekteret stemmeføring): Ih, er det virkelig dig?« ler hun uden mindste forlegenhed.
Okay, så har hun været gift med Spike Jonze, kalder Francis Ford Coppola farmand, har inspireret en parfume, lagt navn til en champagne og har alle de high society-forbindelser, man kan tænke sig.
Men hvad gør det? Lost in Translation er det endegyldige bevis på, Sofia Coppola er et kæmpetalent helt i sin egen ret.
© The Independent og Information
*Lost in Translation har premiere i dag. Se anmeldelsen nederst på næste side
*Oversat af Niels Ivar Larsen
FAKTA
Coppola og Oscar
*Det blev i tirsdags offentliggjort, at Lost in Translation er Oscarnomineret i fire kategorier: Bedste film, Sofia Coppola for instruktion og manuskript og Bill Murray for Bedste mandlige hovedrolle
