Læsetid: 3 min.

Spanning med spænding

’Mågen’ rammes af et mesterskytteskud, så både spænding og fjer eksploderer i andenakten
24. januar 2004

Teater
Hans hænder dør. De har hele tiden været beherskede – som om de ikke ville røre ved den virkelighed, der kunne bringe ham ud af tankehallucinationerne. Men til sidst dør de – hænger bare forstenede for enden af armene, som små klumper størknet mudder fra den vej, der alligevel ikke fører til Moskva.
Sådan står Caspar Phillipson til sidst som forfatteren Konstantin i Søren Spannings instruktion af Mågen for Det Fri Teater – beskudt af Tjekhovs ord. Og her kulminerer Spannings korporlige forståelse for stykkets drømme, både om kærligheden og om døden – i Niels Brunses lige så nøgne oversættelse.
Mågen flyver tungt, med rolige vinger og ingen hastværk. Til gengæld rammes den uventet af mesterskytteskud, da Spanning får både fjer og spænding til at eksplodere i andenakten – overrumplende og omvendt. For Caspar Phillipson fylder sin figur med balance – kun hans fingre på klaveret røber hans distraktion. Og netop derfor bliver hans nødvendige sammenbrud så overraskende.

Uundgåelig
Hans besættelse, skuespillerinden Nina, har Spanning tilsvarende givet krakeleringen som omdrejningspunkt. Og Mille Dinesen, der endnu kun er 4. års elev på Statens Teaterskole, formår at følge denne tolkning helt til dørs – fra blafrende i førsteaktens rundkindede overstadighed til knugende uundgåelig i andenaktens knogletærede smerte og den evindelige kamp med vanviddet. Det er flot – og milevidt fra den heltindeskikkelse, som rollen så let kan forføre til. Og Mille Dinesen er ikke bange for at gøre sig grim, helt ned i en sitrende hage.
Alle roller tilsyneladende uddelt af lyst. Derfor kan Frank Rubæk læne sin sørgmodige, store mave ind over sin Masja, uden at Stine Schröder Jensen orker at give ham så meget som et kunstigt smil – også selv om hun er god til at få os andre til at le af sit groteske liv. Og derfor kan Pia Jondal udbrede sin egen ærgrelse over at have fået den forkerte, mens Henrik Larsen bare sjosker videre uden for store refleksioner.

Overbærende
Måske rystede Nis Bank-Mikkelsen mig allermest. Fordi han som indfalden olding i sin kurvestol pludselig så så syg ud, at han lod til at kunne udånde på stedet. Hans læber var trukket helt fri af tænderne, og hans hænder anede ikke, hvad der var stok, og hvad der var armlæn. Han var på vej et andet sted hen.
Det var Lars Lippert kun i forførerforstand. Hans digter Trigorin var arrogant som en Eugen Onegin i dårligt humør, men han havde sværere ved at overbevise om sin sanselighed; eller var denne mangel på begær netop en pointe, fordi selv den korteste, hede affære også blot er en illusion i Tjekhovs verden?
Karen-Lise Mynsters Irina lader til at have indset sammenhængen – og til at være selve nøglen til forestillingen. Hendes primadonna Irina er både egocentrisk og ulidelig og yderst effektfuld i sit moder-søn-opgør. Men hun har en overraskende sødme som midtpunkt, hvilket faktisk forklarer, hvorfor de andre rundt om hende bliver ved med at støtte dette kunstige scenarie.
Kun Hans Henrik Voetmanns læge holder sig udenfor, på ironisk afstand og samtidig med verdensmandens objektive overblik, sådan med en snert af det overbærende. Og med en velgørende og afgørende stemmeføring til allersidst, henne i et hjørne af Nina Schiøttz’ scenografi, der ellers postulerer mere frihed og dødningetilstand, end stykket måske rummer fra Tjekhovs side.
Forleden havde jeg den tvivlsomme ære at være den yngste Tjekhov-tilskuer i salen. Det er helt galt. Afsted, også I youngsters, og grib chancen for at opleve bristede illusioner udsat for døde hænder.

*’Mågen’ (1896) af Anton Tjekhov. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Søren Spanning. Scenografi: Nina Schiøttz. Lys: Morten Perfort. Det Fri Teater på Hippodromen, Folketeatret. Til 14. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her