Ny film
På en god blæsedag leverer vindmøllerne mere end halvdelen af den strøm, der bruges i Danmark.
Men det er ikke kun i miljømæssig sammenhæng, vindmøllerne udgør et lille dansk mirakel. Også for erhvervslivet spiller møllerne en væsentlig rolle, idet danske vindmølleproducenter i dag sidder på mellem 40 og 50 procent af verdensmarkedet. Vindkraft har for længst overhalet bacon og er i dag vort tredjestørste eksporterhverv.
Ikke desto mindre har den borgerlige regering valgt at nedprioritere vindkraft som indsatsområde. Og ikke nok med det. Politikerne udbasunerer oven i købet over for omverdenen, at vindkraft ikke er noget, man satser på i Danmark. Ikke just den bedste opbakning af et af landets helt store eksporterhverv, kunne man mene. Eller som journalist Torgny Møller formulerer det i Jørgen Vestergaards nye dokumentarfilm om vindkraft:
»Vi er løbende i kontakt med producenter i andre lande, som dårligt kan skjule deres begejstring over den danske regering set fra et konkurrencesynspunkt.«
Iværksættere
Udnyttelse af vindkraft, ikke mindst i landbruget, har været kendt i århundreder. Men der skulle 70ernes energikrise til, før mulighederne i en mere systematisk og højteknologisk udnyttelse af vindkraft satte en hel underskov af græsrødder i gang med at udvikle effektive mølletyper med henblik på at gøre vindkraft til et reelt alternativ til de traditionelle energikilder.
Det er disse ukuelige ildsjæle og deres fantastiske, snurrende apparater, filmen helliger sin primære opmærksomhed. Der fortælles om gæve tømrermestre, landmænd og andre iværksættere, som alene eller i samråd med ingeniører har eksperimenteret med vindkraft, først til eget forbrug, men hen ad vejen som små hjul i en meget større mekanisme med globale ressourcemæssige perspektiver.
I starten var det mindre problemer som vingernes hældning eller effektive bremsemekanismer, der var på dagsordenen. Men fra midten af 70erne, hvor Tvind, primært ved hjælp af knofedt og sund fornuft, kastede sig ud i at konstruere verdens største mølle, kom der fart i de danske vindmølledrømme. Uden overordnet styring eller en politisk masterplan samledes de mange erfaringer hen ad vejen, og omkring 1984 eksploderede markedet. En virksomhed som Vestas voksede i løbet af fire år fra 12 til 650 medarbejdere. Og op gennem 80erne slog de danske producenter de store amerikanske selskaber på deres hjemmebane.
Fortællemæssigt er filmen noget rodet i konstruktionen, og lidt mere journalistisk skarphed havde klædt emnet. Men som almindelig øjeåbnende information er der tale om et væsentligt stykke danmarkshistorie. På én gang en solstrålehistorie om sandheden i klichéen om at løfte i flok og et lavmælt debatindlæg. På sin egen underspillede jyske facon svinger Jørgen Vestergaard pisken over et samfund og en stand af beslutningstagere, som i dén grad har sovet i timen og derfor ikke i tide har set, hvilken vej vinden er blæst på det energimæssige område.
*Vindkraft en dansk historie. Instr: Jørgen Vestergaard. 2003. 75 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Øst For Paradis (Århus) og Biffen (Ålborg) fra i dag, desuden i Cinemateket (København) 13., 20. og 30. januar