Læsetid: 4 min.

Dét man synger, er man selv

Uden den store publikumsbevågenhed er der faktisk godt med grøde i Den Danske Sang for tiden – hvilket ikke mindst DR Radios KarrieKanon har sin andel i
17. januar 2004

Nye cd’er
Åh, de kære gamle danske sange; moders stemme – når hun altså er ædru! – har himmelsk lyd og alt det der. Har man gennem hårdt slid erhvervet sig hentehår, topmave og problemer med potensen, er man i sagens natur gammel nok til at kunne huske fænomenet Morgensang, som pågik i de danske skoler fra
Ældre Stenalder og frem til cirka maj ’68. Ifølge pålidelige kilder (ophav!) hævdede denne signatur i mange år således, at netop Morgensang var hans absolutte yndlingsfag; ærgerligt det kun varede fem minutter. Udover fællesskabsfølelsen – og pigerne fra de store klasser! – var det primært de ofte pragtfulde sange, der var at finde i kompendiet Den Danske Sang, der seriøst trak. Og ikke et ondt ord om hiphop, men svært for sit indre øje at se en sådan forsamling kaste sig ud i »Spændt op til lir« eller »Undskyld ho«.
Nu har diverse kunstnere fået den gode og indlysende ide, at nyfortolke en stribe af de gamle sange med hældning mod Højskolesangbogen, dette uopslidelige værk. Det er der kommet en ujævn, men pletvist givende cd ud af, Danmark nu blunder den lyse nat. Som tommelfingerregel siger vi at jo mindre, der læsses på af hint eller hisset fra maskinparken og instrumentoverdrevet, des bedre lyder det. Skøn er en musikalsk nedbarberet »Jeg gik mig ud en sommerdag at høre« med den stedse dygtigere Cæcilie Norby, mens Michelle Birkballes fortolkning af »Skipper Clements morgensang« kun kan kaldes medrivende. EyeQ giver den med så meget luft på stemmerne, det overhovedet er menneskeligt muligt og formår næsten at forvandle »En lærke letted« til R&B. Ann-Louise har valgt den krævende »Sig nærmer tiden«, som hun hiver hjem på point i et Sorten Muld-klingende arrangement, mens Souvenirs fylder charme og nærvær på »Det er så yndigt at følges ad«. Pladens vinder er Johnny Madsens djærve læsning af »Nu falmer skoven trindt om land«, som virkelig stinker af efterår, muldjord og hård blæst. Og så ikke et ord om baSix behandling af »Ole sad på en knold og sang«, der burde indklages for Menneskerettighedskommissionen.

Som skidt ud af en kanon
Nå, men den danske sang kan
ikke holde sig kørende udelukkende ved at hvile på laurbærrene, hvad de gode folk på DR Radio har indset, hvorfor de 2002 lancerede den såkaldte KarriereKanon med en ambitiøs, men noget uegal dobbelt-cd, hvor en bred vifte af kunstnere gav deres bud på nye dansksprogede sange, som så parallelt hermed kom i rotation på P3 og P4. Hvilket i parentes bemærket er stort set uopnåeligt for de fleste dansksyngende pladekunstnere, som det ustemte klaver p.t. spiller. Mange af de medvirkende gjorde sig følgende bemærket på egen hånd; Monopol, Klondyke, Ørenlyd og Popfilter udsendte debut’cd’er i kølvandet på KarriereKanonen, som dermed levede op til sit navn.
Fra Karrierekanonen 2003 – fornuftigt nok en enkelt-cd – har (så vidt vides) allerede tre ud af i alt seks medvirkende kunstnere markeret sig med debut-cd’er: Tue West, hvis plade fik en endog meget overstrømmende modtagelse af så jordnær for ikke at ordinær udgivelse at være, samt Tilt og Sange i Stereo, som vi vender tilbage til.
Det efterlader os med tre navne, hvoraf ét er så godt, at det skriger til himlen. Med sine to sange – »Hviskepigen« og »Hvem der var« – lægger Karoline Hausted an til en karriere af de store, thi her er noget så sjældent som et originalt kunstnerisk temperament på banen. Tyst, speciel og indtrængende er hun vanedannende som narko og fuldstændig umulig at få ud af systemet igen. Bizart hun ikke for længst er blevet overdænget med tilbud om et liv i sus og dus på et pladeselskabs regning, men hun er vel for god.

Aftenskolestiløvelser
Sjov og fængende er bandet Johnny DeLuxe, hvis »Elskovspony« er/var et oplagt radiohit, mens deres »Penge« er mere på det jævne. Derimod kunne denne signatur snildt leve uden ham, der kalder sig Philip, thi her truer føleriet med at tage kvælertag på lytteren. Det er ren metervare og fører næppe nogensteder hen.
Det absolut gyseligste indslag på Karrierekanonen 2003 er kvartetten Tilt – som desværre også har valgt at plage verden med fuldlængde-cd’en Originalen – med Trine Refsgaard som altdominerende frontfigur. Refsgaard skriver Tilts ordrige, krukkede tekster, fyldt til randen med redundans og pusserløjerlige betragtninger over livets lodne gang i moderniteten. Det skal vist nok fremstå sjovt eller lunt eller hvad ved jeg, men mest af alt lyder det søgt og anstrengende. Refsgaards melodier forsøger at bryde gængse skabeloner, men i stedet for at virke forfriskende, ender de som kvælende aftenskolestiløvelser i deres evige søgen efter at hobe sære akkorder og raffe rytmer ovenpå hinanden. Hele lortet afsynges af Refsgaard, der lyder som en Anne Linnet-klon med for mange ord i munden. Det er virkelig slemt.
Så er der noget mere at komme efter hos den organisk klingende sekstet Sange i Stereo, hvis lavmælte debut hedder Ingen hjemme. Med en velsyngende Mathias Grip i den vokale front gør de seks herrer sig i stilfærdig hverdagsrock med rimelige tekster og et varmt og indbydende lydbillede, hvor de habile musikere demonstrerer den oversete evne at holde igen. Ingen hjemme kan ikke kaldes en musikalsk revolution, men står som en værdig videreførelse af det bedste af traditionen fra 70’erne og 80’erne, selvom man her og der savner både vovemod og – især – originalitet.

*Div. kunstnere: Danmark nu blunder den lyse nat (RecArt)
*Div. kunstnere: Karrierekanonen (Tame/DR Rytmisk/GDC)
*Sange i Stereo: Ingen hjemme (Sony/Tame)
*Tilt: Orginalen(Fabelproduktion)
www.tiltmusik.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her