Læsetid: 5 min.

Vi taler om journalistisk dokumentation, hr. Fogh

Anders Fogh Rasmussen devaluerede i sin tale til Cavlingprisvinderne journalisternes Irak-dokumentation med en bemærkning om, at han var ’uenig’ med dem. ’Uenig’, når kendsgerningerne hober sig op...
17. januar 2004

Qlummen
Hatten af for statsministeren. Hatten af for, at han mødte op i Journalistforbundets Hus til festen forrige fredag for sine tre journalistiske kritikere, Cavlingvinderne Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen (Information) og Bo Elkjær (Ekstra Bladet). Den stakkels mand måtte kæmpe for at finde en grimasse, der kunne passe, men han kom. Og blev udsat for en seance, enhver ved sine fulde følelser ville opleve som ikke bare ubehagelig, men som decideret ydmygende. Ikke mindst Informations-journalisternes dialog påviste regeringens omgang med begrebet sandhed og stod som syle i et blomsterbed.
Men ikke bare kom han. Han anstrengte sig for at være venlig og åbnede sågar munden, da Ekstra Bladets mange udsendinge var færdige med at rose hinanden. Foran hvad der må have været det største opbud nogensinde i Journalistforbundets hus på Gammel Strand – mange måtte nøjes med at høre talerne transmitteret i tilstødende rum – sagde ministeren, at han egentlig havde besluttet ikke at sige noget. Men nu alligevel ville sige, at han var uenig med de tre journalister, idet han tillod sig at fortolke dem som kritikere af krigen. »Mine herrer, jeg er uenig med jer, men jeg vil kæmpe til det yderste for jeres ret til at være det,« som han sagde med Voltaire.
Hvis jeg havde været så heldig at have en stol, ville jeg være dejset ned af den. For her stod statsministeren og devaluerede Cavling-indsatsen til holdninger – efter gennem måneder i Informa-
tion og Ekstra Bladet at være blevet præsenteret for journalistisk dokumentation for, at regeringens argumenter for at gå i krig ikke holdt vand. Statsministeren leverede her midt i festen for vore kollegers dygtige graven kendsgerninger frem bare endnu en omgang mageløs magtfordrejning.
Intet af det faktuelle vil være nyt for dette blads læsere, men
alligevel her nogle eksempler til erindring. Under optakten til
Irak-krigen påstod regeringen, at Irak havde masseødelæggelsesvåben – (i form af bl.a. miltbrand og nervegas) og var »meget langt med sit atomvåbenprogram« (statsministeren i juni 2003 til
Ekstra Bladet). Regeringen påstod ligeledes, at størstedelen af Iraks masseødelæggelsesvåben blev fundet efter 1995. Det har vist sig at være forkert. Da Cavling-journalisterne prioriterede at gå til biddet, fandt de dokumentation for, at de masseødelæggelsesvåben, der var i Irak, blev fundet og destrueret allerede før 1994. Den svenske chef for FN’s våbeninspektion UNMOVIC, Hans Blix, konkluderer eksempelvis i sin sidste rapport til FN’s Sikkerhedsråd, at de masseødelæggelsesvåben, som FN’s våbeninspektører har fundet, blev fundet og »destrueret før 1993, når det drejer sig om missiler, og før 1994, når det drejer sig om kemiske våben.« Våbeninpektørerne fandt aldrig biologiske våben.
Med hensyn til atomvåbenprogrammet har en talsmand for det Intenationale Atom Energi Agentur, IAEA, Melissa Fleming, sagt, at organisationen fik kendskab til programmet i 1991, og at størstedelen af programmet blev ødelagt de følgende to-tre år – »og i 1997 erklærede vi arbejdet for afsluttet«.
Mange af disse helt centrale oplysninger fandt journalisterne såmænd på FN-organisationernes hjemmesider. Det skal siges til statsministerens ros, at han hele vejen igennem har været mere ulden i mælet end sin udenrigsminister, Per Stig Møller, men
ikke desto mindre: Regeringen handlede, som om den vidste – uden at vide. Eller også vidste den og undlod at tage kendsgerningerne til indtægt.

Er det nu så galt, kunne man spørge. Det er jo politikere, vi har med at gøre. Statsministeren forklarede selv i et interview med Information, at når han talte om faren for, at giftgasser skulle regne ned over »vores store byer,« så var det »politik og ikke jura.« Ikke desto mindre måtte regeringen siden – efterhånden som dens argumentation for at sende nationen i krig blev skudt ned – opfinde nye begrundelser. Fra den folkelige slags som, at »verden er et bedre sted at leve, når man er en diktator mindre« til det postulerede – at Saddam Hussein samarbejdede med terrorister. Det sidste har aldrig kunnet bevises – det første kan vi allesammen blive enige om. Man må nødvendigvis hade en mand, der slår tusinder af andre mennesker ihjel. Men som argumenta-
tion for at gå i krig?
Politikere bør efter min opfattelse have lang line med hensyn til at kridte banen af i sort/hvide argumenter – de skal jo skabe ørenlyd. Men den status legaliserer ikke redskaber som manipulation og magtfordrejning. Niels Helveg Petersen, tidligere radikal udenrigsminister, der må være blevet mild på sine ældre dage, nøjedes med at skælde regeringen ud for at rende om hjørner med Folketinget. Fordi den leverede ét og kun ét argument, da den bad Folketinget om at godkende en dansk deltagelse i Irak-krigen. Men det er jo ikke bare Folketinget – det er hele vores demokrati, de folkeligt valgte borgerlige har forgrebet sig på. Politikere, der manipulerer så åbenlyst, undergraver tilliden til magthaverne og nedbryder demokratiet. Det er alvor.
At vi så stadig har enheder i pressen, der ikke udelukkende tænker i at lægge mediet om til markedet, men rent faktisk tager rollen som samfundets vagthund alvorligt, er tilsyneladende ikke bare nødvendigt, men ualmindelig glædeligt. For det er jo udelukkende takket være Information og Ekstra Bladets journalister, at vi har fået kastet lys over regeringens manipulation. Informations journalister hævdede iøvrigt beskedent i deres takketale, at deres arbejde havde været pærenemt: De havde bare søgt aktindsigt og i øvrigt rekvireret og læst det relevante materiale. Hvad til gengæld ikke ret mange af deres kollegaer på de andre medier gad. Her satte man hurtigt fokus på selve krigen i stedet for på den danske regerings argumentation.

Nu står og falder situationen i Irak med, om amerikanerne kan skabe et levedygtigt demokrati i Irak. Lykkes det, kan den militære aktion forsvares. Men ender aktionen i anarki, må den betragtes som en misforståelse, der omvendt åbner en slagmark for terrorister, islamister og had til den vestlige verden. Som om der ikke var tilstrækkeligt.
Nogle magthavere kommer derud, hvor man har lyst til at repetere børnelædommen: Vær ærlig. Sig sandheden. Og husk at sige undskyld, hvis du begår fejl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her