Læsetid: 4 min.

To liv i reformernes tid

Denne måned for 25 år siden lød startskuddet på Kinas økonomiske liberalisering. Selv om projektilet ikke altid har bevæget sig i en lige linje fremad, har fremgangen været enorm – men de imponerende vækstrater har repræsenteret vidt forskellige oplevelser for to kinesere
13. januar 2004

Udvikling
BEIJING – Det er ikke et navn, der egner sig til slagfærdige overskrifter. Men »Kinas Kommunistpartis Elvte Centralkomites Tredje Plenum« er efterhånden en legendarisk begivenhed.
Det var her, Kina begyndte en ny tidsregning. Deng Xiaoping, der netop for anden gang havde gnavet sin vej tilbage til toppen af kinesisk politik, proklamerede i december 1978, at det var tid til, at Kina skiftede spor. KKP opgav klassekamp som den primære politik og satte fokus på økonomisk udvikling. Økonomien er siden da blevet mere og mere decentraliseret, og private kræfter har mere og mere økonomisk indflydelse.
Kina satte af til sit spring ind i den moderne verden. Selv om en del mennesker i Kina har fået så lidt udbytte ud af udviklingen, at de måske vil spørge, »hvilke reformer? Hvad for en økonomisk vækst?«, så er det alligevel en realitet, at de fleste kineseres liv har taget op til adskillige saltomortaler som følge af den begivenhed. Mens nogle er gået langsomt frem og andre luntet afsted, er mange spurtet fremad for at høste frugterne af den økonomiske fremgang.
Da Partiet har opgivet nogle af sine tidligere dyder, som gratis uddannelse og sikret livslang ansættelse, føler nogle, at gulvtæppet er revet væk under dem. Tilværelsen er mere usikker og de har ingen ideologi at støtte sig til. Hos andre er den indre entreprenør kommet til live, og de tjener store penge på ejendomshandler i Shanghai eller bare lidt ekstra på at sælge sokker i Lanzhou. Før var politik alt. Nu taler alle et sprog: pengesnak. Og hvis du har penge, viser du det.

På hver sin side
Yang Hengyou og Chen Di står på hver sin side af Kinas udvikling. 49-årige Yangs liv er næsten et kronologisk billede af Kinas nyere historie. Fra taget på den 24 etager høje bygning, hvor han arbejder som vagtmand, nyder han den formidable udsigt over Shanghai. Nedenfor snor Nanpu-broen sig og forbinder Shanghai med Pudong, byens nye finanscentrum.
Yang er stolt over byens fremskridt. »Det er imponerende,« siger han. Han er dog ikke synderligt tilfreds med, hvad byen og landets fremskridt har gjort for hans tilværelse. Da Kulturrevolutionen sang på sidste vers, tog han i 1974 til Anhui provinsen for at arbejde på en våbenfabrik. Den kinesiske våbenindustri var dengang i højeste gear på grund af ledelsens frygt for krig med Sovjetunionen, men da regeringen under Deng Xiaoping skar kraftigt ned på militæret, blev fabrikken nedlagt.
Yang kom tilbage i starten af 1980’erne og fandt hurtigt arbejde på en statsejet cykelfabrik. Statsejede virksomheder har pr. definition altid kørt med enorme underskud og tæret på statskassen. Staten begyndte at lukke massevis af statsejede virksomheder, og millioner af ansatte måtte sande, at et job i statssektoren ikke længere betød livslang ansættelse.
Deng Xiaopings reformer indhentede igen Yang, da cykelfabrikken blev nedlagt. Efter længere tid uden arbejde fandt han arbejde her for syv måneder siden. Baoan, sikkerhed, står der på hans uniform.
»Det er ikke et arbejde for en gammel mand som mig,« siger han.
Yang arbejder hver anden dag fra syv morgen til seks aften for 40 yuan om dagen.
Han klager over, at der er så mange bønder, der kommer til byen for at finde arbejde: »De behøver ikke så mange penge, så de bliver ansat i stedet for os andre. Der er ikke nok job.«
»Kina er helt sikkert et rigere land i dag, end det var før, men livet er blevet meget mere usikkert. Vi tjener mere, men ting koster også mange gange mere. Før vidste vi, at vi også ville have et job næste dag. Sådan er det ikke mere. Det er ikke alle, der har nydt godt af udviklingen,« mener han.
Yangs kone arbejder også, og han har en 17-årig datter, der studerer: »Hun har helt klart flere muligheder end vi havde førhen.«

Det fede liv
I hovedstaden Beijing lever Chen Di et helt andet liv. Han kører i splinterny amerikansk Buick, har smart jakkesæt, og tager på ferie i USA og Europa sammen med kæresten. Han er 28 år og produktudvikler i et privat internetfirma og får cirka 7.000 yuan om måneden. »Jeg har et godt liv,« siger han over en kop kaffe i den amerikansk cafékæde Starbucks.
Det er helt andre problemer, han kæmper med end Yang.
»Trafikken og forureningen er de største problemer i Beijing,« siger han. Han tager sin levestandard for givet, og kan slet ikke forestille sig et andet liv: »Det ville jeg ikke kunne klare,« siger han.
Han tilhører den generation, der slet ikke har nogle erfaringer fra Kina før reformprocessens start, og da hans økonomiske situation er fantastisk efter kinesiske standarder, har han ingen grund til at være sentimental over forgangne tider. Han skuer fremad og ser muligheder: »Jeg vil have mit eget firma,« siger han.
Chen, der kommer fra Liaoning provinsen i nord, kom til Beijing for at få sin uddannelse ved Peking Universitet. »Efter jeg afsluttede min uddannelse var det let at finde arbejde,« siger han. Chen har egentlig ikke tænkt over, hvordan de økonomiske reformer har påvirket hans liv. »Men det er klart, at mit liv ville have set meget anderledes ud, hvis Kina ikke var så udviklet.«
»Jeg har bare været bedre til at udnytte mulighederne,« forklarer han om, hvorfor han har klaret sig så godt. At hans forældre havde råd til at betale hans uddannelse skal nok også tages med i ligningen, indrømmer han.
Chen har svært ved at identificere sig med de økonomiske problemer mange af hans landsmænd kæmper med: »Jeg har travlt med mit eget arbejde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu