Interview
Det var sommeren 2001, og triphop-kollektivet Blue Foundation tourede i Japan. Eventyret var selvfinansieret og derfor også umanerlig skrabet. De 11 unge mennesker alle i deres tyvere spillede et par klubjob om dagen med afsæt i deres kritikerroste debutalbum. Bagefter lagde de sig til at sove i parker og andre offentlige rum. I millionbyen Kyoto søgte de ly for natten under en bro. Andre dage lejede medlemmerne sig ind i disse hersens små læsebokse, hvori japanerne isolerer sig for at dyrke deres skattede manga-tegneserier. Desperationen efter ensomhed og søvn skreg til himlen over Stillehavet.
»Men vi spillede fantastisk«
Som den månedlange turné lakkede mod enden, krakelerede kollektivet. Til sidst kunne musikerne dårligt udstå synet af hinanden. Og når de med deres enorme oppakning af instrumenter og baggage ventede på endnu en langtursbus, gik tiden med konsensual stilleleg:
»Der findes billeder fra Japan, hvor ingen har øjenkontakt. 11 mennesker var vi, og alle nåede at skændes på kryds og tværs. Vi tog til kanten sammen,« dramatiserer Blue Foundations altid dunkelt performende spoken word-rapper, engelske MC Jabber.
Trompetist, co-producer og keyskontrollør, Bo Rande:
»Vi så hinanden i situationer, hvor vi var ude at skide og i virkeligheden fremstod enormt nøgne. Og det blev for meget af det gode i længden.«
»Vi blev pissetrætte af hinanden. Ærlig talt. Men vi spillede fantastisk,« supplerer sangerinde og tekstforfatter, Kirstine Stubbe Teglbjærg.
Kernen genforenet
Til trods for den musikalske optur, tog Japan-touren næsten livet af Blue Foundation. Medlemmerne mistede kontakten til hinanden, og langsomt spredtes de og påbegyndte hver især deres små solo- og sideprojekter. Det hjalp måske også til at styrke selvværdet hos de egenrådige egoer, der tegner kollektivet.
Et helt år gik, før de fandt sammen igen. Men kun kernen. Væk for stedse var en række af instrumentalisterne. Blandt andre kontrabassisten, hvis enorme arbejdsredskab ikke havde gjort det nemmere med transporten rundt i Japan.
Tilbage var kollektivets kaptajn, producer og komponist Tobias Wilner, sammen med Bo Rande, MC Jabber, Kirstine Stubbe Teglbjærg og så den japanske dj, Tatsuki Oshima.
På nær sidstnævnte er det dem, der onsdag aften i denne uge giver interview i anledning af Blue Foundations album nummer to, Sweep of Days.
Firkløveret har sat sig til rette i et af øvelokalerne, som støder op til teatersalen Comedievognen på Nørrebros Griffenfeldtsgade. Der er god logik i lokaliteten. Her mødtes Blue Foundation i slutningen af 1990erne og jammede på en håndfuld kvadratmeter, og her spillede kollektivet en eksklusiv showcase for venner og samarbejdspartnere for to uger siden.
Den intime koncert blev et behageligt varsel om Blue Foundations grynede lyd anno 2004. De fem medlemmer udtrykker sig så absolut klarere end på den i øvrigt anmelderroste og tre år gamle debut.
»Vi er blevet sikrere på os selv siden dengang. Rollerne er fordelt, og vi har konkretiseret, hvad vi kan give hinanden. Kirstine har eksempelvis fået mere kraft på sin vokal,« analyserer Bo Rande.
På trods af den større forståelse for styrker og mangler har Sweep of Days ikke været nogen smertefri eller hurtig fornøjelse. Efter Blue Foundation blev genforenet i august 2002, er der blevet knoklet med at sammenfiltre en rød tråd gennem albummets 11 skæringer.
»Det har været et meget intenst halvandet år med opbygning, dekonstruktion, genopbygning og produktion, til tingene hang sammen og gav hinanden noget. Det nyttede ikke noget, at der kun lå en stryger eller spansk guitar på et enkelt nummer. Alle elementer skulle integreres i hele pladen. Ellers ville det virke som om, de bare flagrede lidt tilfældigt,« forklarer Tobias Wilner.
»Ja, mange af numrene har været igennem otte-ni ansigter,« erkender Bo Rande.
Også lyrikken på Sweep of Days er tænkt ind i en helhed, tilføjer Kirstine Stubbe Teglbjærg, der sammen med MC Jabber står for tekstskrivningen. Temaet cirkler om tiden, der ubarmhjertigt skrider fremad, hvordan vi end angriber den.
»Vores næste single, »End of the Day« blev oprindelig lavet som et remix for Groove Armada (britisk electronica, red.). Derfra har vi udviklet det, til det både kunne stå alene og give de andre numre noget.
Blue Foundations anerkendte kaptajn, Tobias Wilner, nævner blandt andet dub, mali-musik og klassisk i Ravel-afdelingen som inspiratorer undervejs i den skabende proces. Det har været vigtigt at søge andre veje end de gængse, mener han. Også selv om hans egen kærlighed til hiphop undervejs måtte træde i baggrunden i det komplekse og karakteristisk støvede lydbillede, så kategoriseringen af Blue Foundation i dag maksimalt kan strække sig til en placering i den mere chillede
triphop-genre.
Reduceret kollektiv
»Det nytter ikke noget, at man bare laver et beat, og så synger Kirstine YEAH! Det kan der også være en effekt i, men vi ville gerne have, at den instrumentale del talte for sig selv,« fastslår Tobias Wilner.
I februar skal det kraftigt reducerede kollektiv øve deres repertoire op, hvorefter de drager på en tour i Danmark. Til sommer udgiver Virgin Music i Japan så Sweep of Days, og, ja, dernæst går turen igen rundt i Solens Rige.
»Men bare rolig,« griner Bo Rande: »Denne her gang bor vi på hotel.«
*Blue Foundations nye album udkommer på mandag
