Læsetid: 3 min.

Torturofre må betale to gange

Nogle kommuner kræver egenbetaling, når de henviser traumeramte flygtninge til behandling for krigs- og torturtraumer. Det vil rehabiliteringscentrene ikke acceptere
20. januar 2004

Egenbetaling
Kostbare behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge sætter i nogle kommuner socialforvaltningerne på kreativt overarbejde. Medarbejderne får til opgave at finde genveje i lovgivningen, så kommunerne med loven i ryggen kan overlade noget af regningen til flygtningene selv. Men der er en alvorlig hage ved den kommunale kreativitet. Alle behandlingscentrene i landet afviser nemlig at tage klienter i behandling, der selv skal betale.
Når kommunerne overhovedet laver krumspring,skyldes det, at behandlingen af flygtninges krigs- og torturtraumer ikke en del af det gratis danske sundhedssystem. Behandlingen foregår på private og amtslige rehabiliteringscentre, hvor kommunerne kan købe behandling. Prisen for et typisk behandlingsforløb ligger på ca. 100.000 kr. eller mere. Og det er ikke ualmindeligt, at kommunerne skønner, at et torturoffer på kontanthjælp anslås at kunne bidrage til behandlingen med 5-600 kr. om måneden.

Ingen hjælp
Ulrik Jørgensen, leder af traume behandlingscentret OASIS i København fortæller:
»Vi har et helt nyt eksempel på et torturoffer, der blev henvist til behandling hos os med krav om fuld egenbetaling« .
Fuld egenbetaling på OASIS svarer minimum til 60.000 kr., da det er prisen på det indledende behandlingsmodul.
Det er første gang, en kommune har henvist en borger til behandling på OASIS med krav om fuld egenbetaling. Men forud har der været talrige eksempler på, at kommuner har krævet, at henviste skulle betale en del af behandlingen selv.
»Det er min opfattelse, at det offentlige må bære den økonomiske byrde for disse mennesker, så de får en behandling på lige fod med alle andre,« siger Ulrik Jørgensen.
Problemet med delvis egenbetaling er kendt landet over. I kredsen af behandlingscentre besluttede man allerede for otte år siden at afvise klienter, der selv skulle betale noget eller hele behandlingen af egen lomme. Den beslutning holder man fast i.
Begrundelsen for ikke at tage flygtninge på egenbetaling i behandling er, at rehabiliteringscentrene ikke finder det fagligt forsvarligt at lægge en yderligere belastning på en i forvejen stærkt belastet og økonomisk trængt klientgruppe:
»For det første har de folk, vi behandler, i de fleste tilfælde kun meget få penge. For det andet kan det ikke være sådan, at man forskelsbehandler folk og gør en behandling afhængig af folks økonomi. Sådan er det danske sundhedssystem ikke skruet sammen,« siger Ulrik Jørgensen.
Han er også medlem af rehabiliteringscentrenes lederkollegium, hvor man har drøftet egenbetaling mange gange.
»Vi ved, at vores beslutning kan føre til, at nogle traumatiserede ikke kommer i behandling. Men efter vores opfattelse ligger ansvaret for det hos de kommunale forvaltninger«.

Ankesager
De offentlige forpligtigelser over for borgerne er strikket sammen af en lang række lovkomplekser, men der er overlap.
Til eksempel siger Integrationsloven, at kommunerne skal kigge folks økonomi efter i sømmene for at vurdere, om de har mulighed for at betale en del af behandlingen selv.
Men ifølge Serviceloven har kommunerne pligt til at give folk med særlige psykiske og sociale problemer et relevant tilbud.
Souschef og lektor i jura på Den Sociale Højskole i Århus, Bente Adolfsen, er stærkt betænkelig ved egenbetaling i tilfælde, hvor flygtninge henvises til behandling på baggrund af svære traumer.
Men det kommer ikke bag på hende, at nogle kommuner føler sig fristet til at vælge den billigste løsning.
For at skabe klarhed over borgernes rettigheder, mener hun kun, der er en vej frem.
»Der er ikke andet at gøre end at anke nogle af de her sager, og få dem prøvet af op gennem hele ankesystemet,« siger Bente Adolfsen.
Opfordringen retter hun direkte til interesseorganisationerne i erkendelse af, at det kan være mere end vanskeligt at stå distancen som privat borger i sociale ankesager.

Syg på den forkerte måde
*I morgen afholdes en høring om traumatiserede og psykisk syge indvandrere i og udenfor det danske sundhedsvæsen. De havner ofte mellem flere stole, fordi deres problemer ikke passer ind i de etablerede behandlingstilbud

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her