Læsetid: 2 min.

Turisme som politisk løftestang

Økonomisk vækst kan føre til politiske ændringer, som det f.eks. skete i Kenya
2. januar 2004

Muligheder
Det er et uskønt modsætningsforhold. Dybt nede i kælderen under politistationen torturerer bølleagtige politifolk fanger.
Præsidentens mænd hælder statens penge ind på schweiziske bankkonti. Og frie og retfærdige valg synes som altid at være en fjern drøm.
Men nede på de skinnende strande slænger blege turister sig i det bløde, hvide sand. Med en pina colada i hånden er de sorgløst uvidende om misgerningerne. Skulle de skamme sig over dem selv? Det er et vanskeligt spørgsmål.

Afhængige af turisme
Statsstøttede menneskerettighedskrænkelser foregår overalt i Afrika. Det er oftest et resultat af fattigdom og statsfallit. Nogle af de samme lande er dybt afhængige af turisme, eller ville meget gerne være det.
Men turismen betaler også leveomkostningerne for millioner af mennesker. At afvise den ville skabe store vanskeligheder og ikke nødvendigvis omstyrte despoten. Faktisk kan turisme, i det lange løb, blive en del af løsningen. Penge tjent ved at servere i restauranterne, køre taxi eller levere pølser holder millioner i live. Det betaler for mad, skolegang og hospitalsregninger. Og når tingene fungerer, fører det til økonomisk vækst, hvilket kan føre til politiske ændringer. Tag f.eks. Kenya.
Under præsident Daniel Arap Moi’s 24 år ved magten, der sluttede sidste december, blev politiske fjender myrdet, fængslede blev skudt og regeringens venner iværksatte blodige stammekrige. Men på samme tid strømmede britiske turister til for at nyde Kenyas fantastiske turistattraktioner. De sejlede i små både på det Indiske Ocean, vandrede op på Mount Kenya og tog på safari.

Associationer til sult
Turismen drev ikke præsident Moi fra embedet. Det gjorde en klog kenyansk vælgerbefolkning, der var træt af hans forbrydelser. Men havde Kenyas økonomi været isoleret ville det spinkle uddannelsessystem sandsynligvis være brudt sammen. Det ville mulighederne for en fredelig forandring også.
Sammenlign med f.eks. Etiopien eller Eritrea. De to lande har fantastiske landskaber og en unik kulturhistorie, men alligevel kommer her kun sjældent turister. En af grundene er associationerne til sult, en anden er ledernes hang til at starte krige med hinanden.

Sanktioner er usikre
Men sulten vil aldrig forsvinde i Etiopien, før lederne kan betale sig ud af problemerne. Retfærdige handelsbetingelser for kaffe og andre fødevarer er én af løsningerne. Turisternes dollar en anden.
Sanktioner er et usikkert tiltag. Målet må være nøje afgrænset. For år tilbage indførte Vesten en våbenembargo over for Liberias præsident Charles Taylor. Hans soldater kæmper nu for deres liv. Økonomiske forholdsregler kan virke, som det skete i Sydafrika. Men de, der iværksætter dem, må sikre, at det går ud over dem, som påfører smerten, ikke dem som lider under den.

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu