Læsetid: 4 min.

TV-avisen

Systemet er svagt, og retssamfundet er impotent; politiet gør ingenting, og forbrydere går rundt på fri fod: En kvinde tager sagen i egen hånd
30. januar 2004

(2. sektion)

Systemet er svagt, og retssamfundet er impotent; politiet gør ingenting, og
forbrydere går rundt på fri fod: En kvinde tager sagen i egen hånd

Fjernsyn
Det er som taget ud af TV-avisen. Det er en historie om et offer, som bliver svigtet af systemet. Hun ved, hvem der gjorde det, og det var meget grimt. Hun vil have hævn, men systemet er impotent. Hun bliver offer to gange: først bliver hendes datter voldtaget og dræbt af en ond mand. Og bagefter bliver hun offer for retssamfundet, som ikke kan få morderen dømt.
Filmen hedder Øje for øje. Den lykkelige middelklassefamilie forbereder den ældste datters fødselsdag. Moren bliver spillet mesterligt småborgerligt af Sally Field, manden er en tyndhåret tilbageholdende Ed Harris. Da moren i en traditionel privatbilistscene er på vej hjem fra arbejde, ringer hun sin datter op. Og under samtalen ringer det på døren. Datteren åbner for manden, der voldtager og dræber hende. Moren overværer forbrydelsen telefonisk live. Politiet finder snart frem til en ubehagelig mand ved navn Doob. Han er et rigtigt usympatisk svin. Og her skal man skue hunden på hårene. Fordommene har ret. Videnskabelige beviser afslører ham som morderen. Dna-prøver beviser hans skyld. Men anklagemyndigheden bliver efter juridiske og bureaukratiske udvekslinger tvunget til at frafalde tiltalen.
Den flinke politiassistent ved godt, at Doob har gjort det. Men han forsvarer ’retssamfundet’ lige så tøvende, som når rige mennesker siger, at penge sandelig ikke er lykken. Han tror ikke selv på det. Ingen i filmen tror rigtig på retssamfundet, som bliver udlagt som et livsødelæggende princip, der beskytter forbrydere og øver vold mod almindelige husmødre med en sund hævntørst.

Ene kvinde
Den pæne husmor kæmper ene kvinde mod det mægtige system. Hun identificerer morderen og finder frem til hans adresse. Hun overvåger ham. Og han bliver ved med at leve op til fordommene. Han spytter efter hjemløse, og hans lejlighed er temmeligt ulækker. Det er som om filmen vil fortælle seerne: ’Denne mand hedder ikke hygiejne til mellemnavn’. Han afleverer købmandsvarer til uskyldige mennesker.
Men det ved moren. Hun ser ham stå og onanere i busken, mens han kigger op mod en mexicansk kvindes vinduer. Han varmer liderligt op til endnu en forbrydelse. Moren kontakter den temmelig slappe politiassistent, som kun vrøvler om ’retssamfund’.
Det går, som det går, når man lader forbrydere gå rundt på fri fod: Doob gør det igen. Og slipper fri igen.
Den pæne husmor tager nu sagen i egen hånd. Hun opsøger en selvtægtsgruppe. Hun begynder at gå til selvforsvar, og hun lærer at skyde med pistol. Man kan se hendes handlekraft, når hun trykker på aftrækkeren på skydebanen. Her ser man ikke den hykleriske blødsødenhed, som kendetegner politiet.
Man ser hende spadsere ind i en parkeringskælder en sen aften. Det ligner rammerne om et klassisk filmoverfald, subsidiært en voldtægt. Hun hører trin bag sig og vender sig resolut. Med spark og slag hamrer hun forfølgeren ned. Denne forfølger viser sig uheldigvis at være en uskyldig mand på vej mod sin bil. Men bagefter kan den pæne husmor ikke tilbageholde et smil: Hun kan mærke, at hun er ved at blive til et våben. Nu er hun klar til at dræbe. Men en besindig FBI-agent opdager hende og spørger, om det virkelig er det, hun vil. FBI har infiltreret selvtægtsgruppen. Men de har selvfølgelig ikke ’gjort noget ved det’. Den pæne husmors fornuftige mand taler hende fra det. Hun opgiver tilsyneladende sin mission. Men kun tilsyneladende. For den afmægtige politiassistent har forklaret hende, at hun kun må dræbe i selvforsvar. Det går hverken værre eller bedre, end at hun provokerer sin datters morder til at bryde ind der, hvor hun bor. Hun provokerer ham til at angribe. Og dræber ham i ’selvforsvar’. Den pæne politiassistent gør på mordscenen straks opmærksom på, at det var rent selvforsvar mod en bevæbnet indbryder. Han fuldbyrder hendes forbrydelse. Han legitimerer hendes hævn. Han afslører i slutscenen sin foragt for retssamfundet.

Teodicé
Den tyske sociolog Max Weber brugte betegnelsen ’sekulær theodicé’ om den velkendte henvisning til systemet som forklaring på ondskaben. Theodice-problematikken handler om at forklare det onde. Hvordan kan Gud være algod og almægtig, når der er ondskab i verden?
’Systemet’ fungerer i Øje for øje som en umenneskelig og illegitim instans, der tillader onskaben. Der er ingen, der vil legitimere systemet. Det er de pågældende aktører lige så fremmed, som hvis det havde været en gammeltestamentelig straffende gud, som pludselig dukkede op her i det nye årtusinde. Det er systemets skyld. Det var denne i bureaukratiske samfund udbredte tilbøjelighed til at bruge systemet som upersonlig ansvarsinstans, som Weber så allerede i begyndelsen af det forrige århundrede.
Men er det ikke den samme skabelon, nyheder på tv gerne fortælles over? Man tager et uskyldigt offer med et menneskeligt ansigt. Og konfronterer det med en embedsmandstype, som repræsenterer det umenneskelige system. Og midt i denne strøm af konsekvensløshed kommer politikerne til at råbe om højere straffe og mere konsekvens. Og det er så umenneskeligt og kedeligt med ’systemet’, at tv-nyhederne bringer flere og flere affektforbrydelsehistorier. Mere og mere følelse: Voldtægt, pædofili og mobning. Højere og højere straffe. Menneskehistorier på tv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu