Læsetid: 3 min.

USA tynger global kamp mod fedme

Bush-regeringen forsøger i FN at spænde ben for international kamp mod fedme, der belaster os allesammen som aldrig før
26. januar 2004

FN skal ikke komme og blande sig i, at flere og flere mennesker over alt i verden bliver tykke. Det er budskabet fra den amerikanske regering, som i den forgangne uge formåede i FN at få udskudt en strategi mod den globale fedme-epidemi.
Det amerikansk ben-spænd får hårde ord med på vejen fra fødevare-eksperten Jørgen Højmark Jensen, som er tidligere chef for Levnedsmiddelkontrollen i København.
»Den amerikanske politik er primitiv og uhyggelig, når man tager i betragtning, at fedme overalt i verden er et voksende problem,« siger Jørgen Højmark Jensen.

Budgetter belastes
I dag vejer en ud af seks mennesker på kloden for meget, og denne overvægt er en stor belastning for både den enkelte og staterne.
Alene i EU viser beregninger, at udgifter til fedme-relaterede sygdomme som diabetes 2 (gammelmands-sukkersyge) og hjerteproblemer æder otte procent af sundhedsbudgetterne. En procentdel, som er voksende.
På grund af de store omkostninger forsøger FN's sundhedsorganisation (WHO) at få tilslutning til en global strategi mod fedme.
I forrige uge blev strategien diskuteret i Génève under møder i WHO's styrelsesråd.
Her forsøgte USA's repræsentant William Steiger at sætte en kæp i hjulet på arbejdet, der stiler mod bl.a. at begrænse industriens anvendelse af sukker og fedt, regulere reklamer for eksempelvis junkfood og sodavand samt fremme dyrkelse af motion.
»Det er ikke altid passende, at regeringer blander sig på det her område. Det er vigtigere, at folk gøres bedre i stand til at tage ansvar for deres eget helbred,« siger William Steiger til avisen Irish Times.
Professor Kaare Reidar Norum fra Oslos Universitet er leder af WHO's rådgivende panel vedrørende svær overvægt. Som ekspert undrer han sig over den amerikanske holdning.
»To ud af tre amerikanere er overvægtige, og det giver USA enorme problemer. Derfor virker det uforståeligt, at Bush-regeringen ikke vil gribe ind. Men det skyldes nok den stærke fødevareindustri som f.eks. Coca-Cola,« siger Kaare Reidar Norum til Information.

Lette argumenter
Den amerikanske regering fremfører i et 30 siders brev til WHO's generalsekretær en lang række både videnskabelige og politiske argumenter mod en global indsats mod fedme. I brevet står bl.a.:
»Ingen data har hidtil klart vist, at reklamer (f.eks. for fastfood fra McDonald's, red.) i forbindelse med børneprogrammer fører til svær overvægt. «
Hertil svarer Gary Ruskin, som er leder af den amerikansk reklame-kritiske organisation Commercial Alert:
»Helt ærligt. Koncernerne er ikke så dumme. De har brugt milliarder af dollar på at markedsføre junkfood over for børn af en eneste grund: de virker. Industrien ved det, og forældrene ved det alt for godt.«
Jørgen Højmark Jensen klæder også Bush-folkenes argumenter af.
»Amerikanerne bærer sig utroligt klodset ad i sin argumentation. Man behøver ikke være ernæringseksperrt for at pille deres argumenter fra hinanden. Eksempelvis ved enhver jo, at der er en sammenhæng mellem at spise en masse kartoffelchips og drikke alt for meget cola og fedme. Alligevel sætter amerikanerne spørgsmålstegn ved videnskabeligeheden i sådan nogle fakta,« siger Højmark Jensen.

EU i kødet på USA
Under forhandlingerne i Génève lykkedes det amerikanerne med opbakning fra Rusland, Indien og et sukkerproducerende land som Mauritius at få udsat færdiggørelsen af en global strategi mod fedme. Den skal efter planen blåstemples på WHO's generalforsamling i maj. Kaare Reidar Norum siger:
»USA møder stor modstand fra en række EU-lande som f.eks. Frankrig, og jeg tror og håber, at deres primitive argumentation vil give bagslag.«

*Mere om forhandlingerne i WHO
www.who.int/gp
*Kritik af Bush-regeringens politik www.commercialalert.org
*Den internationale arbejdsgruppe mod svær overvægt
http://www.iotf.org/
*Fedme i Danmark
www.sundhedsstyrelsen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu