Læsetid: 7 min.

Den usynlige kristne magtbastion

Kun få danskere kender den religiøse magtbase, som ifølge iagttagere er grundlag for Dansk Folkeparti. Bevægelsen Tidehverv er i dag overtaget af præst og politiker Søren Krarup
17. januar 2004

Højere magter
Umiddelbart ligner Gud ikke en politisk vinder-sag
I Folketinget balancerer Kristendemokraterne på randen af udslettelse. Den siddende kirkeminister får nærmest pr. definition bundkarakter af vælgerne – hvis de overhovedet kender vedkommendes navn. Og sager inden for kirkens område får – med få undtagelser – vælgerne til at falde i søvn af kedsomhed.
Måske derfor kender så få danskere den kristne magtbase, der ifølge flere iagttagere har en afgørende indflydelse på Dansk Folkeparti – og dermed regeringen.
Bevægelsen hedder Tidehverv. Den har hverken formand eller medlemmer.
Men et udbredt netværk af deltagere, skribenter og sympatisører – fra journalister på Danmarks største avis, Jyllands-Posten, over højreekstremister og til topfolk i regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti.
Redaktør på bevægelsens blad og uformel chef for Tidehverv, præst og folketingsmedlem Søren Krarup (DF), er ikke beskeden, når det gælder bevægelsens indflydelse:
»Ligesom Tidehverv i 1920’erne og 1930’erne bestemte den teologiske dagsorden, fordi der simpelthen var vægt og styrke i anliggendet, sådan bestemmer Tidehverv i dag meget af den offentlige dagsorden, fordi der er mening i ordene,« skrev han i Kristeligt Dagblad i 2002.
Her følger beretningen om den bevægelse, som iagttagere har kaldt Søren Krarups familieforetagende.
Fromme fedterøve og elendige socialdemokrater.
Det kunne lyde som Egon Olsen, der skælder på sine medsammensvorne.
Men det er Tidehvervs redaktør Søren Krarup, der hudfletter de danske biskopper i foreningens blad.
Årsagen er, at biskopperne fra København, Århus, Viborg, Roskilde og Aalborg har blandet sig i debatten om indvandrere og maner til tolerance.
Især Århus-biskoppen Kjeld Holm får tørt på i Krarups tidsskrift: »den socialdemokratiske partisoldat« skriver Krarup. Og det er ikke venligt ment.
Tidehvervs kamp mod landets biskopper er et udtryk for bevægelsens rolle som opposition i kirkelige kredse. Tidehverv samler i dag en minoritet af den danske præstestand. Måske en 30 præster, vurderer kilder. Men bevægelsen er højrøstet, meget endda.
Mange danske præster er, som en kilde udtrykker det, »hunderædde og angste« for en konfrontation med Tidehvervs-folkene, som opfattes som hadske og voldsomme i deres angreb på modstandere.
Tidehvervs folk er vant til at være i opposition. At tale parnasset imod. Vi skal tilbage til bevægelsens start for at finde forklaringen:
I 1926 er en lille gruppe teologer mere end trætte af de træk, der dominerer kirken. Det er Indre Missions ulidelige fromhed og tanker om, at blot man er hellig nok, så bliver man et bedre menneske.
Og en pæn, grundtvigsk borgerlighed, repræsenteret af biskopperne.
Efter et oprør i den kristne studenterbevægelse bliver Tidehverv søsat. Med i inderkredsen er bl.a. præsten Vilhelm Krarup – Søren Krarups far.
Tidehverv er straks sat uden for det gode selskab. Vilhelm Krarup husker det i 1983 således:
»Fra tidernes morgen, dvs. fra 1926, er Tidehverv blevet erklæret dødt og betydningsløst og er blevet sat uden for alle pæne og borgerlige og kristelige menneskers omgang, altid med den begrundelse, at det ikke var til at forstå for almindelige mennesker – og hvorfor den grimme tone? Dette vilkår har Tidehverv stadigt at leve under«.
Også Søren Krarup husker i sin erindringsbog, hvordan faderen må vandre fra sogn til sogn uden at kunne få ansættelse, fordi han tilhører Tidehverv.

Martyrernes brigade
Tidehverv tiltrækker teologiske tænkere, der udfordrer det, der opfattes som en forstenet kristendom.
Flere af bevægelsens skikkelser er uenige, og det er for uden-forstående ikke nemt at sætte fingeren på, hvad bevægelsen præcist mener.
Redaktøren Niels Iver Heje skriver selv i bladet Tidehverv i 1938:
»Tidehverv har ingen anden opgave end den, det fra begyndelsen har haft, at lade den evangeliske grundstemning stå, den der alene er forargende for os selv såvel som for vore bekæmpere inden for og uden for kirken«.
Den evangeliske grundstemning er lidt svær at blive klog på. Men tilbage står, at bevægelsen udfordrer det eksisterende teologiske tankesæt og provokerer i samtiden. Deltagernes selvopfattelse er identisk med den selvforståelse, som i nyere tid præger Dansk Folkeparti, mener lektor ved institut for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet, Anders Klostergaard Petersen:
»Det er samme ideologi, der i dag præger de to foretagender: matyrideologien. Jo mere tidsånd og kultur er dem imod, jo mere ret har de. Det gør det selvsagt vanskeligt for udenforstående at diskutere med dem,« siger lektoren.
Tidehverv bliver ifølge præst og forfatter til en bog om Tidehverv Torben Bramming til »den lille mands religion«. Tidehverv slår fast, at alle er syndere. Og kun ved at leve et simpelt liv i ly af nationalstaten, kan danskerne finde frelse.
Under Anden Verdenskrig går flere af Tidehvervs folk ind i modstandsbevægelsen. Tankerne om at værne om det danske flugter godt med modstandskampen. Efter krigen begynder det rebelske at gå af bevægelsen. Redaktør Heje begynder at slippe tøjlerne.
Og filosoffen Løgstrup og flere andre frisindede bliver frosset ud, fortæller Niels Thomsen, der er tidligere rektor på præstehøjskolen i Løgumkloster.
I 1974 bliver præst og tidligere modstandsmand Vilhelm Krarup redaktør af bladet Tidehverv.
Danskheden kommer til at spille en mere fremtrædende rolle, da magten i bevægelsen samles omkring Krarup.
Præst Torben Bramming mener, at 1980’ernes debat om indvandrere er med til at udkrystallisere Tidehvervs fokus på det danske:
»Tidehverv opfatter debatten som et nyt udslag af kulturradikalisme, en ideologi i nye klæder. Tidehverv har altid været et oprør mod ideologier – nu som et oprør mod den multikulturelle ideologi,« siger han.
Søren Krarup, beskriver i Kristeligt Dagblad i 2002, hvorfor det nationale er vigtigt:
»En vedkenden sig til det konkrete menneskeliv med den konkrete næste. Heraf talen om at være dansk. Det er ikke nogen dyrkelse af danskhed. Men det er en kristen prædikens understregning af, at en danskers liv og ansvar ligger i det konkrete – for en dansker i Danmark«.
Iagttagere af bevægelsen har en mindre flatterende holdning til det stilskifte, som Tidehverv gennemgår under Krarup.

Ros til Pia
Lektor Anders Klostergaard Petersen mener, at Tidehverv ender med at ligne den reaktionære teologi, bevægelsen selv kritiserede:
»Det er kulminationen på en lang udvikling, hvor Tidehverv fra sin årle begyndelse i protest mod en moraliserende teologi nu er endt i en position, der til forveksling ligner den missionske, som man ellers altid har levet af et modsætningsforhold til,« siger han.
Tidligere rektor på præstehøjskolen, Niels Thomsen, beskriver, hvordan skiftet: »blev udmøntet i en nationalistisk-ideologisk kritik af EF, og i en ideologisering af det danske til brug for en agitation mod indvandrere. Det var en konservatisme, der lagde sig et godt stykke til højre for, hvad den traditionelle demokratiske konservatisme kunne gå med til, men som fandt lydhørhed i højrepopulismen«.
Og Tidehverv – der med nu afdøde Vilhelm Krarups ord aldrig har skullet være et parti – vælger nu partipolitisk side.
I 2000 skriver Søren Krarup i Tidehverv:
»Jeg føler virkelig trang til at lovsynge Pia Kjærsgaard for hendes mod og vilje til at rejse et politisk parti, som kan føre modstandskampen og er solidarisk med danskerne, og jeg håber inderligt, at hun aldrig bliver Christiansborg-politisk, men er sig selv,« skriver han.
Tidehverv er ved at udvikle sig til et familieforetagende.
Foruden Vilhelm Krarup og sønnen Søren er også Jesper Langballe (fætter til Søren), Christian Langballe (Jespers søn), Katrine Winkel Holm (Sørens datter) og Morten Brøgger (Sørens svigersøn) deltager ivrigt. Agnete Raahauge (datter) og Majken Frost (Søren Krarups søster) er ligeledes med.
Bevægelsens tråde strækker sig langt ud i både det politiske og i mediebilledet.
Der er bånd til journalister på Jyllands-Posten. Og fra Dansk Folkeparti er pressechef Søren Espersen at finde på talerlisten til sommermødet.
Tove Fergos tidligere pressemedarbejder, Henrik Gade Jensen, er med.
Også den højreekstreme Den Danske Forening er repræsenteret. Både gennem Søren Krarup selv, men også ved Peter Neerup Buhl, der har en byretsdom for at sige, at muslimer står bag massevoldtægter og burde sendes i kz-lejre.

Traditionsfetichist
Præstehøjskolens tidligere rektor konkluderer om de mange personsammenfald mellem Tidehverv og højrefløjen i dansk politik:
»Det er fuldt ud lykkedes at gøre Tidehverv til fundamentet for Dansk Folkeparti«.
Mens Tidehverv i dag stort set er usynligt for almindelige danskere, så er bevægelsens mange flittige skribenter det ikke.
Deres meninger falder nærmest konsekvent sammen med Dansk Folkepartis politik:
Mod muslimer.
Mod EU.
Mod de kulturradikale.
Bevægelsens leder, Søren Krarup, erkender, at prioriteterne har ændret sig. Men, skriver han i Kristeligt Dagblad, det dækker over, at den religiøse diskussion i dag er flyttet fra det kirkelige til det kulturelle og politiske rum.
Lektor Anders Klostergaard Petersen er uenig.
»Fra oprindeligt at udgøre det akademiske salt i dansk teologi har Tidehverv udviklet sig i retning af vulgariseret politisering uden plads til nuancer – til en traditionsfetichistisk teologi,« siger han.
»Var det sådan et åndeligt fallitbo, de tidehvervske fædre ønskede sig,« spørger han.

Krarup og kristendommen
*Regeringens kirkepolitik bærer solide fodaftryk fra den nationalistisk-kristne bevægelse Tidehverv. Bevægelsen har tætte forbindelser til den yderste højrefløj. Flere af bevægelsens aktive er således gengangere fra det højreradikale Den Danske Forening. Tidehverv er stærkt fjendtlig over for indvandrere, og flere af deltagerne vender sig mod velfærdsstaten og ønsker tidligere tiders familiepolitik tilbage, så det f.eks. bliver tilladt for forældre at slå deres børn. Præst og folketingsmedlem Søren Krarup (DF) er hovedpersonen i Tidehvervs nyere historie. Andet kapitel af Informations serie om Søren Krarup og højrefløjen fortæller historien om Tidehverv. Første kapitel var om personen Krarup og kan læses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nyttige og oplysende artikel!
Da der ikke er links til serien, håber jeg at jeg kan finde de øvrige artikler.. Men er der nogen der kan bidrage med links er de meget velkomne, tak!