Læsetid: 5 min.

Vildfarelsen magi

Hvorledes ville en så opmærksom og hurtigt registrerende person som Bertel Haarder reagere ved at blive betegnet som udflydende puds fra en byld?
23. januar 2004

(2. sektion)

Intermetzo
Vildfarelsen, der overalt har overtaget, trives storartet i følelsen af at have majoriteten på sin side, siger Goethe i en af sine samtaler med Eckermann. Den da unge akademiker, jurist, poet og poetiker Johann Peter Eckermann opsøgte engang i maj 1823 Goethe med henblik på om muligt at dvæle ved den beundrede mesters fødder i nogle timer. Men timerne blev til år og til venskab og nært samarbejde. Goethe fandt behag i den unge mand, hvis betagelse af halvguden dag for dag voksede. Eckermann forstod tillige at optræde som den gode samtalepartner – eller snarere som lytter til den gamles ofte lange, men i enhver henseende inspirerende enetaler. Dertil var Eckermann en dygtig kopist, stenograf ville man senere have sagt. Eckermann havde med andre ord sans for at fange det aldrende genis mindste nuancer i den flygtige mundtlige genre; baseret på omhyggelige notater nedfældede han umiddelbart efter samtalerne. Man kan uden videre gå ud fra de goetheske ord hos Eckermann i den årle, frembrydende romantik i guldalderbyen Weimar er meget præcise, og vel det nærmeste man kommer en båndoptagelse af Tysklands åndsbolle nummer ét A – samt – ikke at forglemme – en af Europas betydeligste ånder nogensinde.
I sin videre analyse af vildfarelsens natur gør Goethe Eckermann opmærksom på, at man som sand bedre vidende om et givet sagsforhold til stadighed må gentage det samme om og om igen, fordi vildfarelsen med nidkær standhaftighed uafladeligt prædikes iblandt os. Vildfarelsen ophøjes ofte som religion og kan nemt gøres til genstand for majoritetens dyrkelse, eftersom vildfarelsen som regel er lettere tilgængelig end den komplicerede, nuancerede og lagdelte, men til gengæld mere meningsfulde virkelighedsbeskrivelse. Den, der med den sande indsigts ret mener sig i stand til at levere et mere sammenhængende og holdbart bud på en forklaring, må med Goethes ord indstille sig på at gentage sig selv i en bedrøvelig uendelighed. Samt med risiko for at blive mål for allehånde beskyldninger om arrogant besserwissen og åndshovmod. Men repetition må der ikke desto mindre til, fordi vildfarelsens modstand netop er så formidabel.

I en given situation er det eksempelvis for demagoger eller skurkagtige politikere ikke forbundet med uoverstigelige vanskeligheder at skyde skylden for dårligdomme i samfundet på de fremmede, aparte eller andre marginaliserede grupper. Det synes desværre heller ikke at volde de store problemer at få flertal eller vinde gehør for et så enkelt synspunkt eller en sådan vildfarelse som generaliseringer så at sige altid er udtryk for. Det lykkedes flere gange Stalin, hvad angik store definerede befokningsgrupper. De var skyld i, at det ideale samfund ikke lod sig gennemføre, dæmoniseredes og ofredes uden nåde. Det samme lykkedes til overmål nazisterne i Tyskland. Ansvaret for nederlaget i Første Verdenskrig tørrede generalstaben og Højre af på jøderne. Disse i denne forbindelse sagesløse mennesker tillagdes siden af Hitler alverdens forfærdelige og onde motiver. Dette i en sådan grad, at jøderne til sidst kunne og måtte opfattes som samfundssygdommens årsag eller selve sygdommen, som burde udrenses af folket. Således skildres i regimets drevne dokumentarfilm fra 1930’erne, såsom Opfer der Vergangenheit og flere andre af lignende hårrejsende art produceret af Goebbels’ propagandaministerium, jøden som sygdomsbærer eller en svulst på folkelegemet som for enhver pris skulle skæres bort. I skiftende totalitære samfund eller samfund med totalitær tankegang eller ansatser til noget lignende eller ekstrem nationalisme gentages disse kategorier til hudløshed. Her i landet, hvis myndigheder for tiden er travlt beskæftiget med at udvikle et apartheidsamfund med klare særregler for visse folk i landets varetægt eller under dettes jurisdiktion, omtalte integrationsministeren forleden de irakiske flygtninge, der nu skal tvinges hjem, som »en byld«, der endeligt er »gået hul på«.

Goethe understreger i denne forbindelse meget apropos over for Eckermann, at han ikke kunne indse, hvad nytte og glæde man kunne have af en lære, der standser enhver tanke og lader enhver sund anskuelse forsvinde. »Kære ven,« tilføjer Goethe med henvsining til den drivende sarkasme i Mefistoskikkelsen i Faust, »for den slags mennesker kommer det slet ikke an på tanker og anskuelser. De er tilfredse, når de bare har ord, de kan omgås med, hvad allerede min Mefistoles vidste og udtrykte ikke så ilde endda:«

Hav altid ordets magt i eje
så kommer I ad sikre veje –
til vishedsaltrets trappe hid;
thi netop hvor begrebet mangler,
har I et ord i rette tid –

’Ordet i rette tid’, der altså ifølge Mefistofeles kunne være et ord som »byld« i ovennævnte sammenhæng, bliver del af en liturgi og karakteriserer her en gruppe uønskede mennesker, der svarer til materie der flyder ud, når der prikkes hul på bylden. Ordet baner vej til vishedsaltret, hvor den vildfarelse dyrkes, at mennesker sagligt kan opdeles i sådanne kategorier. Umenneskelighedsgørelsen ved den endelige brug af sygdomsbilledet begynder allerede ved den lovgivningsmæssige forskelsbehandling, hvorved den senere kategorisering med umenneskelige betegnelser (såsom ’byld’) er endnu mere nærliggende. De græske oberster i juntaregimet talte i øvrigt også om sig selv som læger, der bortopererede det syge væv – dvs. oppositionen – af det græske legeme. Jo mere forfærdeligt man i Hitler-tyskland omtalte og behandlede jøderne, des nemmere var det at opfatte dem som folk, man havde ret, ja, ligefrem national pligt, til at behandle elendigt, og som man følgeligt kunne betegne som endnu mere mindreværdige og til sidst som udryddelsesværdige som skadedyr. Eller som en byld.
Det er klart for enhver, der beskæftiger sig med historiske terminologier, at netop disse typer af ord og vendinger normalt tilskrives yderst kritisable regeringer eller regimer, der ofte udsættes for historiens efterfølgende hårde dom. Hvilket igen anskueliggør betænkeligheden ved, at nogen koketterer med rudimenter fra disse tidligere strømninger i det 20. århundrede og med disse umenneskeliggørende udsagn. Et er, at man – og i dette tilfælde jo integrationsministeren – anvender en direkte diskriminerende og nedsættende sprogbrug. Et andet er, at ved udsagnet demonstreres, sagt med Goethe, de mangelfulde og manglende holdbare begreber, som blot erstattes med »et ord i rette tid« til cementering af den falske vished. Ikke at ministeren nødvendigvis opfatter andre mennesker som en byld, men han åbner endnu en breche i den mur omkring anstændigheden, som han sikkert gerne så opretholdt, såfremt han selv var flygtning. Hvorledes ville en så opmærksom og hurtigt registrerende person som Bertel Haarder reagere ved at blive betegnet som udflydende puds af en byld?
Hvad angår gentagelsens strategi mod uretten og dumheden, slutter Goethe samtalen med grinende at forsikre: »Det er kun godt, at det alt sammen allerede er trykt, og jeg vil blive ved med at trykke alt, hvad jeg har på hjerte imod falske lærer og deres udbredere.«
Det skal således og i Goethes ånd understreges, at om nogen skulle finde på at hævde, at det ikke betyder noget, at landets nuværende statsminister i sin tid som skatteminister bedrev kreativ bogføring og måtte gå af efter groft at have vildledt Folketinget, er dette en vildfarelse. Man skal ikke trampe rundt i den slags sager, heller ikke glemme dem. Og bestandigt minde om, at det undertrykte ord også bærer ved til vishedsaltrets trappe, hvis trin er belagt med løgnens laksefarvede løber. Heil Goethe!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her