Læsetid: 3 min.

Woody og Allen

Med sin seneste film, ’Anything Else’, viser Woody Allen endnu en gang, at han er bedst til at spille sig selv
23. januar 2004

(2. sektion)

Ny film
At Woody Allen er bedst til at spille sig selv, er der vel ikke noget underligt i. Alligevel har han i løbet af de seneste 10 år – med vekslende held – eksperimenteret med at lade andre skuespillere spille karakterer, der til forveksling ligner dem, han selv plejer at spille.
I Celebrity var det Kenneth Branagh, i Sweet and Lowdown Sean Penn, og i Allens seneste film, Anything Else, er det den helt unge Jason Biggs (kendt fra American Pie-filmene), der leverer en variation over temaet ’neurotisk mandsling med dameproblemer’.
Biggs er en udmærket skuespiller omend lidt anonym, og selv om Woody Allen lægger mange gode replikker i munden på Biggs’ karakter, comedy-forfatteren Jerry Falk, så er han for pæn og poleret til, at det bliver rigtig morsomt.
Allen har til gengæld givet sig selv en birolle som David Dobel, en aldrende skolelærer og comedy-forfatter, der bliver Falks gode ven og fortrolige. Dobel er noget excentrisk, og det virker næsten, som om Woody Allen tillader sig selv at slippe jordforbindelsen i rollen som Dobel, fordi han ved, at Biggs’ Falk er så almindelig og jordbunden.
Derfor er scenerne med Falk og Dobel også blevet filmens bedste. Jøden Dobel, der kører rundt i en elegant, rød Ferrari, er overbevist om, at der bliver konspireret mod hans folk, og han argumenterer for, at man skal bevæbne sig, hvorfor han har et gevær stående i alle værelser i sin lejlighed.
Da han en dag bliver snydt for en parkeringsplads af to meget store og brede mænd, der truer med at bukke begge ender sammen på ham, vender han tilbage og smadrer deres bil med håndtaget til en donkraft.

To personligheder
Det er Dobels ’gode’ råd forklædt som besynderlige, pointeløse vittigheder, som får sat gang i Jerry, der i filmens rammehistorie har uendeligt svært ved at frigøre sig fra både sin uduelige manager (Danny DeVito), sin konfliktsky psykoanalytiker og sin hyperneurotiske kærete, Amanda (Christina Ricci), der ikke kan, eller vil, dyrke sex med ham.
Ricci er ikke en klassisk skønhed, men en fremragende karakterskuespiller med en stærk seksuel udstråling, som Woody Allen udnytter fuldt ud. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Jerry er som besat af Amanda, også selv om hendes larmende mor (Stockard Channing), der har ambitioner om at blive natklubsangerinde, ugenert slår sig ned i parrets i forvejen noget lille lejlighed med et klaver.
Set ovenfra er Anything Else mildt underholdende, og kun i glimt anes den skarpe og vittige Woody Allen, vi kender fra mange fremragende film i 70’erne og 80’erne og enkelte film i 90’erne. I den nye film synes han at have splittet sin sædvanlige karakter op i to, hvorfor scenerne med Dobel og Jerry former sig som en slags dialog mellem to sider af samme person. Den rationelle, lidt tilbageholdende mand, der helst ikke vil såre nogen, og den selvbestaltede livsekspert, der plejer sine hedonistiske tilbøjeligheder og har erkendt, at man ikke kan please alle og derfor bør satse på at please sig selv.
Man kunne få den tanke, at de Dobel og Falk repræsenterer to sider af Woody Allen – der også begyndte som forfatter af andres vittigheder – og man kan håbe på, at han i sin næste film lader Dobel få noget mere plads at boltre sig på. Og at han giver rollen til sig selv.

*Anything Else. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amr. (Palads i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her