(2. sektion)
Løsningen
Danskerne er stressede. De arbejder for meget. Alt for meget. Og de arbejder derhjemme om aftenen og læser mails i weekenden, og de er til at træffe på mobiltelefonen. Hvis der skulle være noget. Og familien er presset. Socialminister Henriette Kjær har sagt, at Danmark bygger på familien. Familien er fundamentet for samfundet. Statsminister Rasmussen ved godt, at det er svært med både familien og arbejdsmarkedet. Som han sagde i sin nytårstale:
»Vi står foran store udfordringer, der langtfra er entydige. På den ene side er den helt nære udfordring i mange familier at få en fortravlet hverdag til at hænge sammen. Mange føler med rette, at de har rasende travlt. Ikke mindst børnefamilierne, der skal have børn og arbejds-, familie- og fritidsliv til at gå op i en højere enhed.«
Det er problemet på den ene side: for meget arbejde og for lidt liv, som ikke er arbejde: Det hedder aktiv stress. Det er den aktive stress, der får debattøren Lone Nørgaard til at sige, at når familier med to udearbejdende forældre får det andet barn, kan de vælge mellem skilsmisse eller opsigelse af det ene arbejde. Det moderne arbejdsmarked risikerer at udfordre arbejdstagerne til at vende tilbage til livsformer, vi skulle have gjort op med. Reaktionen lurer: for det bliver vist ikke mændene, der ryger hjem til støvsugeren og hjemmehygge på fuld tid?
Arbejdsmarkedet er ikke kun fis og ballade og livslang læring. Det er ikke tilfældigt, at mere end 150.000 danskere har valgt at gå på efterløn. De vil ikke mere. Og nu er efterlønnen ved at blive en menneskeret.
Men der er en anden side af problemet: passiv stress. Det får alle dem, der ikke har arbejde og ikke har det sjovt. Det er ikke kun ufaglærte, det er også jurister og humanister, psykologer og så mange andre med og uden fine uddannelser. Videnssamfund betyder ikke, at alle, der har taget en universitetsuddannelse, også får et job. Det betyder ikke, at bare man klarer sig mægtig godt i skolen, kommer man også til at få et godt job. Mange af dem, der har klaret sig rigtig godt i skolen, bliver nu arbejdsløse. Og mange af dem, der har klaret sig dårligt i skolen, bliver arbejdsløse.
Passiv stress og aktiv stress: De danske politikere bekymrer sig om familien og ledigheden. Over dem, der arbejder for meget, og dem, der slet ikke arbejder.
Kunne man ikke forestille sig at arbejde mindre? At de, der arbejdede for meget, begyndte at arbejde mindre og gav plads til reserven på overførselsindkomsterne? Kunne man tænke sig en 30 timers arbejdsuge?
Det er jo vanvid! Arbejdsgiverne og Dansk Industri vil protestere. Det kommer jo til at gå ud over væksten og velfærden. Vi skal snarere arbejde mere. Ligesom i Kina og Korea. Hvis vi altså vil bevare Den danske model? Fagbevægelsen vil protestere: Jamen det vil jo gå ud over medlemmernes privatforbrug. De vil få mindre i løn. Det kan nemt komme til at koste en efterårsferie i udlandet og måske endda bil nummer to.
Men privatøkonomien er ikke et mål i sig selv. Selv om det ser sådan ud, og det kan være svært at huske på, hvorfor det lige præcis er, at penge ikke er det vigtigste. Men den gode privatøkonomi er et middel til at realisere forestillinger om det gode liv. Og man kan vælge at prioritere sine midler. Man kan vælge at reflektere over, om overflodskulturen nu også er så ensbetydende med det gode liv. Det er jo ikke, fordi danskerne er fattige. Eller ville blive fattige, hvis de havde 10 procent mindre penge til forbrug hver måned. Men det er civilisatorisk fattigt at gøre mennesker overflødige. Og som Suzanne Brøgger skrev i sit bud på en rigtig kulturkamp:
»Det er bedre at blive puttet og få læst op af Mis med de blå øjne synge »Solen er så rød, mor« end at blive efterladt med dræn i øret på en 24-sengs vuggestue med 3/8 pædagog på afspadsering.«
Det sjove er, at den indiskutable og overvældende velstandsstigning over de sidste 30 år ikke har virket frigørende på den politiske offentlighed. Vi er blevet afhængige af den oveflod, som allerede Immanuel Kant kaldte for en strålende elendighed. Vi bliver ikke præsenteret for valg mellem mere velstand eller mere af noget andet. Blot med nødvendigheder og pres for at kunne følge med udviklingen for at konsolidere velfærden.
De politiske temaer bliver til som offerhistorier: Først er vi ofre for udlændinge, så er vi ofre for ventelister, dernæst ofre for den dårlige ældrepleje og nu også med udsigt til at blive ofre for ældrebyrden. Nu er endelig den samfundsbærende middelklasse blevet til et offer: Børnefamilier er ofre for udviklingen. Ofre handler ikke selv. De bliver handlet på. Man kunne vælge ikke at være offer og kræve handling. Man kunne vælge at bryde med illusionen om, at flere penge og mere forbrug er det samme som det gode liv. Og man kunne blive præsenteret for et alternativ, som ikke var nødvendigt, men som gjorde det muligt at bryde ud af den strålende elendighed som praktisk handlende mennesker, der selv ville være med at bestemme.
