Læsetid: 5 min.

A-bomber kræver ofre i USA

Giftige dampe truer 11.000 amerikanske arbejdere, der rydder op i affaldet efter fremstillingen af Nagasaki-atombomben og den kolde krigs atomarsenal
28. februar 2004

Inde i K-bygningen er der klaustrofobisk lavt til loftet. Til gengæld synes det lave rum at strække sig uendeligt til alle sider, gennemskåret af tusinder tynde søjler. Gulvet består af et kraftigt metalgitter. Det er neden under dette gitter, at de står, beholderne. 2.300 tons stærkt radioaktive brugte brændselselementer er der i metalbeholderne under gittergulvet, hvor der findes et gigantisk betonbassin, som er revnet og lappet talrige steder.
Beholderne står i vand, for det er nødvendigt uafbrudt at afkøle indholdet, ellers vil beholderne smelte. Opbevaringen er stærkt risikabel - selv et mindre jordskælv kan få den skrøbelige konstruktion til at bryde sammen og udløse en katastrofe via floden, der ligger få hundrede meter borte. Opbevaringen er da derfor også officielt ’midlertidig’, selv om den har stået på i årtier.
Bassinerne i K-bygningen på Hanford Site, USA står højt på listen over farlige hastende opgaver for de 11.000 oprydningsarbejdere på det tidligere atombombe-fabrikskompleks Hanford.
Så hastende er opgaven, at arbejderne er blevet pålagt at fordoble tempoet i oprydningen. Samtidig har en række nye uheld på Hanford udløst en strøm af tilskadekomne arbejdere til hospitalerne.

Brevet der ændrede verden
At der overhovedet er noget at rydde op i, er den indirekte konsekvens af et brev, som den daværende amerikanske præsident Theodore Roosevelt modtog i efteråret 1939. Brevet var skrevet af atomfysikeren Albert Einstein, som gjorde rede for, at det nu var muligt for amerikanske fysikere at starte en voldsomt virkende kædereaktion, der kunne bruges til en bombe, og at det var sandsynligt, at tyskerne snart ville være i stand til det samme.
Brevet udløste beslutningen om at udvikle atomvåben så hurtigt som muligt. I 1943 gik 40.000 arbejdere i gang med at opføre det største bygningsværk i amerikansk historie, Hanford Engineer Works, beliggende i et øde område ud til Columbia River i den vestlige stat Washington op til den canadiske grænse.
Man byggede en by med boliger og butikker til 5.000 familier, kraftanlæg, tre kernereaktorer, tre plutoniumsfabrikker – og en midlertidig losseplads for radioaktivt affald. Konstruktionen af fabrikskomplekset var færdig i marts 1945, og Hanford fremstillede plutonium til den allerførste atomprøvesprængning i New Mexico i juli 1945 og til bomben, der tilintetgjorde den japanske by Nagasaki i august 1945 og afsluttede Anden Verdenskrig.
Siden er talrige atom- og brintbomber til prøvesprængning og til opbygning af det amerikanske atomarsenal blevet udstyret med plutonium og tritium fra Hanford, der efterhånden blev udbygget med yderligere reaktorer, så der i alt var ni. Samtidig voksede mængden af radioaktive og andre stærkt giftige affaldsstoffer, der blev oplagret på Hanfords vidtstrakte anlæg.
Hanford arbejdede på højtryk under nogle af de koldeste år i Den Kolde Krig, men i 1964 satte præsident Lyndon B. Johnson en stopper for væksten. Behovet for plutonium var faldende, og bekymrende oplysninger om radioaktiv forurening af fisk og muslinger i Columbia River bidrog til beslutningen. Omkring flodens udmunding i Stillehavet fjernt fra Hanford bor to millioner mennesker.
Hanfords største reaktor lukkede i 1986, og næsten al produktion stoppede i 1989, samtidig med Den Kolde Krigs afslutning. Tiden var inde til oprydning.

200 millioner farlige liter
Foruden uhyre mængder forurenet grundvand findes der på Hanford 177 underjordiske tanke med 200 millioner liter radioaktivt affald. Kemikere og arkivarer kæmper for at bestemme indholdet i tankene, hvoraf flere er 50-60 år gamle. Arbejdet vanskeliggøres af, at de produktionsprocesser, der har frembragt affaldet, er gået i glemmebogen.
Det mest radioaktive affald skal tørres og støbes ind i glas, så det kan langtids-deponeres i bjerghuler andetsteds i USA. Det er en bekostelig og tidskrævende proces. Den samlede oprydning på Hanford giver fast arbejde til 11.000 medarbejdere og koster 12 milliarder kroner – om året.
Oprydningen var oprindelig planlagt afsluttet i løbet af 70 år, men blev for et par år siden fremskyndet, så den allerede skal være færdig inden for en tidsperiode på 35 år.
Miljøorganisationen Government Accountability Project har nøje fulgt konsekvenserne af den strammede tidsplan. Organisationen mener, at sikkerhedsbestemmelserne er blevet slækket og påstår, at 67 arbejdere involveret i 45 uheld i løbet af de seneste to år er blevet udsat for giftige eller radioaktive dampe fra affaldstankene. De ramte arbejdere lider af blandt andet hyppig næseblod, kvalme, hoste, vejrtrækningsbesvær, tåreflåd, hovedpine og brændende fornemmelse i huden. Statistisk set risikerer 1,6 ud af 10 at få kræft efter at have indåndet dampene.
University of Washington, hvis læger overvåger personskader på Hanford, bekræfter, at mange arbejdere har fået alvorlige problemer med helbredet. Man har især set mange asbestose-lignende sygdomme forårsaget af støv fra beryllium, et hårdt metal, der har indgået på forskellige måder i våbenproduktionen.
Miljøorganisationens rapport fik den 20. februar anklagemyndigheden i staten Washington til at varsle en undersøgelse af sikkerhedsforholdene på Hanford. Men allerede den 10. februar kommenterede det amerikanske energiministeriums departmentchef,
Kyle McSlarrow, miljøorganisationens rapport med disse ord: »Det farligste, der sker på Hanford, er, at aktivisterne prøver at forhindre os i at udføre den oprydning, som vi har besluttet os for.«
Et særligt kontroversielt spørgsmål er klassifikationen af det lav-radioaktive affald. Mindre farlige stoffer kan ifølge loven godt slut-opbevares på Hanford, hvilket er lettere og langt billigere end at behandle og flytte det til andre steder i USA. Men miljøorganisationer vandt for et halvt år siden en retssag, så det er blevet ulovligt for lokale myndigheder at ned-klassificere affald uden godkendelse fra højeste sted, den amerikanske kongres.
Mens myndigheder og miljøaktivister strides om farerne ved oprydningen på Hanford Site, har myndighederne klart påtaget sig ansvaret for de strålingsskader, som fabriksarbejderne fik, da Hanford producerede våben. En lov giver alle, der dengang blev syge efter radioaktiv bestråling, ret til en erstatning på ca. 900.000 kroner, som i tilfælde af den skadedes død tilfalder den efterladte familie. Myndighedernes største problem er at ekspedere sagerne i rimelig tid. De gamle Hanford-arbejdere og deres familier har nemlig indsendt over 70.000 ansøgninger om erstatning.

*Forrige artikel om konsekvenserne af det amerikanske atomvåbenprogram blev bragt den 27. februar. Af en underoverskrift til denne artikel fremgår det, at den amerikanske brintbombe Bravo i 1954 var historiens største. Sovjetunionen sprængte imidlertid højt over jordoverfladen en endnu større brintbombe i 1961

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu