Læsetid: 3 min.

Abe-arbejde

Kendte værter på lidt for slap line
6. februar 2004

(2. sektion)

Radio
Der er kommet et nyt aftenprogram på P3. Fem timer fire dage om ugen. Det bærer den tankevækkende titel MonkeyBusiness. Det er første gang, jeg lytter til programmet, men værterne har jeg set og hørt i medierne før. Mads Vangsø var grøn, dengang Casper Christensen lavede anderledes morgenradio med mandehørm og skæve satsninger. Adam Duvå Hall har prydet skærmen i Torsdag i 2’eren og Go’ røv og go’ weekend.
Disse tv-programmer havde det til fælles med Casper Christensens muligvis stilskabende morgenradio, at komikken var overgearet og jovial på samme tid, og at det ikke skortede på absurde indslag eller jader til husarerne. Jeg har ikke lagt nok mærke til Vangsø til at vide, om han er faldet af på den, men MonkeyBusiness virker umiddelbart som et lidt for almindeligt og roligt rum for Duvå Hall. Han har tidligere leget meget med rollen som vært – som den snobbede Adam DuVall med slikket pomadehår og solbriller og som kollega til en gigantisk bamse. Men i MonkeyBusiness virker det groft sagt, som om værterne – med husgæsten, teenageren Ann-Lees ord – »har Jørn Hjorting oppe i røven«.

Musikzoner
Jeg mener det ikke så slemt, det er såmænd meget udmærket at høre MonkeyBusiness. Da jeg er radioanmelder, føler jeg mig generelt forpligtet til at høre Skyradio og slige kanaler. Så det er en lise at få bekræftet, at populærmusik er mere og andet end Tina Turner og heavymetalsangere, der synger følsom ballade. Som man får at vide på hjemmesiden, fornyer MonkeyBusiness den »musikprofil, du i forvejen kender fra P3« med to nye »musikzoner« hver aften. I aftes var det vistnok ’One Hits Wonder’ først på aftenen, og nu, hvor klokken er 23.23, gælder det lytternes indtelefonerede lytterønsker.

Rigtige mænd er...
Mottoet er: »MonkeyBusiness – et program, du kan være med til at præge«, så det interaktive og dialogen med lytterne står i høj kurs. Aftenens tre temaer er:
*tror du, du kommer i himmel eller helvede?
*T-shirt slogans
*hvad er det mest pinlige ved din by?
Det er hverken originalt eller særlig sjovt, og det havde jeg faktisk forventet af dette værtspar. Humoren er højst hyggelig og uden bid, uden fremdrift. Jeg mener, vinderen af aftenens slogan blev Jimmy fra Hanstholm, der havde en T-shirt med påskriften: »Rigtige mænd er fiskere. Bare spørg bøndernes koner.«

Wonderwoman
Ligesom dengang med Casper Christensen vælger også MonkeyBusiness at gøre nogle lyttere til gengangere, og det er stadig en god ide, fordi det kombinerer kontinutitet og overraskelsesmomenter.
’Wonderwoman fra Herning’ er åbenbart en sådan genganger. Hvis hun ikke er iscenesat af værterne; hvis denne telefonsex-stemme virkelig har kontaktet programmet på eget underlige og uforudsigelige initiativ, er det faktisk et sjovt tilfælde. Wonderwoman sad og syede noget lingeri, og i et et kort, men lummert interview forklarede hun sløvt og blidt, hvordan man sætter tråd i en symaskine, som går »op og ned og op og ned«. Der var fnis i studiet. Og jeg kom også til at grine, selv om jeg egentlig synes, danske, mandlige komikere har tendens til forudsigelighed på netop dette område.
Altså, teenagepiger og telefonsex-stemme. Nå. Pyt. Det er sengetid, men jeg kan lige nå at ringe til programmets telefonsvarer på 70301515. Det koster kun en krone
Stemmen var Adam Duvå Halls. Du har 30 sekunder, sagde han. Jeg sagde: »Hej, jeg hedder Mette, og jeg vil gerne høre Stina Nordenstams version af »I am Sailing«. Så ringede jeg igen og ønskede samme Nordenstams version af »Purple Rain«. Det koster kun en krone, som Hall siger. Så nu ringer jeg lige igen: »Hej, jeg hedder Mette, og jeg vil gerne sige tillykke med tvillingerne til Lone og Martin, og så vil jeg gerne høre Stina Nordenstams »People are Strange«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

4 år senere bliver jeg gjort opmærksom på denne artikkel fra en som googler wonderwoman for at finde min mail og tænkte der måske ville komme noget ved at søge på wonderwoman...

Jeg ER en ganske alm pige med absolut ingen forbindelse til radioen, stripperlivet eller andet og det var helt og aldeles tilfældigt at Wonder blev et ikon på P3, det begyndte faktisk 5-6 måneder inden Adam kom ind i billedet OG symaskinen var ikke starten men bare den første aften Mads bestemte at det skulle være "fast". :o)
-det var et meget underholdende ½ år...