Læsetid: 5 min.

Er jeg almindelig nok?

Sverige er det land i norden, hvor ligestillingen er kommet længst. Måske fordi svenskerne ikke opfatter ligestilling, som noget vi allerede har opnået, men som et langt og vedvarende velfærdstatsprojekt
21. februar 2004

Qlummen
Tak fordi vi måtte komme. Vi hedder Sarah og Louise, og vi er to navlepillende, forkælede, elitære akademikere. I hvert fald hvis man skal tro den danske ligestillingsminister og det meste af den danske medieverden.«
Det er onsdag, og klokken er to om eftermiddagen. Omkring hundrede mennesker er samlet på tredje sal i Kulturhuset i Stock-holm. Sarah Højgaard Cawood og jeg er der for at holde foredrag om, hvordan det er at arbejde feministisk i Danmark. Vi har begge siddet i bestyrelsen for den kønspolitiske forening Kvindeligt Selskab. Sarah og jeg er ikke de eneste, der skal underholde de hundrede mennesker. Feminister fra Norge, Finland, Island og Sverige skal også holde oplæg. Anledningen er en ny nordisk feministisk antologi, som hedder Femkamp. Antologien består af 42 artikler, der handler om alt fra æresdrab til skønhedskonkurrencer.
Femkamp er et svensk initiativ, og det er nok ikke tilfældigt. Sverige er det land i norden, hvor ligestillingen er kommet længst. Måske fordi svenskerne ikke opfatter ligestilling, som noget vi allerede har opnået, men som et langt og vedvarende velfærdsstatsprojekt. I Sverige er feminisme ikke et elitært projekt, men et projekt, der har bred folkelig opbakning. Det viser sig bl.a. ved, at alle partierne i Rigsdagen, på nær Kristdemokraterne, kalder sig feministiske. Også den offentlige debat afspejler den svenske feminismes mangfoldighed. Mange forskelligartede stemmer udtaler sig om feminisme i meget forskellige medier. Der findes både det intellektuelle feministiske tidsskrift Bang, men også feministiske klummer i tabloidavisen Aftonbladet og indslag om feminisme på svensk P3. Feminismen har også tag i den svenske ungdom. Der findes to feministiske ungdomsblade Bleck og Darling, og i Stockholm kan man gå til feministiske hip hop-festivaler, samt på feministisk cafe.

I Sverige kan man være feminist på tusinde forskellige måder; i Danmark findes der kun en slags feminist – nemlig den navlepillende, forkælede, elitære akademiker.
»Vi har ligestilling i Danmark«. Sådan sagde Henriette Kjær, da hun i 2001 tiltrådte som minister for ligestilling. Henriette Kjærs udtalelse står i stærk kontrast til den svenske forestilling om, at ligestilling er et langt og vedvarende velfærdstatsprojekt. Hvor de svenske politikere inviterer feministerne til at deltage i et fælles politisk projekt, be’r Henriette Kjær os danske feminister om at stikke piben ind, for den mangel på ligestilling, som vi iagttager, er ikke et reelt politisk problem. Ud over at underkende at ligestilling er et politisk projekt, forsøger Henriette Kjær også at gøre alle, som udtaler sig om feminisme utroværdige og latterlige: »…sagen er desværre, at det er mere reglen end undtagelsen, at den danske ligestillingsdebat går i selvsving og bliver domineret af en lille klike af bedrevidende kvinder som med en stemme helt op i diskanten meget ofte skræmmer alle andre fra at anfægte de rigtige meningers tyranni«, skriver Henriette Kjær i Politiken-kronikken ’Hylekor i selvsving’. Det er mig, hun taler om. Jeg er diskantstemmen. Den almindelige kvindes værste fjende – en tyran, mens Henriette Kjær er på det allerede ligestillede folks side.
Det er ikke blot Henriette Kjær, der har defineret os feminister som elitære. Også pressen har hjulpet med til at skabe den myte. Vi bliver ofte fremstillet som om, vi alle har leget i den samme lilleskole-skolegård – isoleret fra almindelige mennesker. Gang på gang har analysen i medierne lydt: Feministerne er utroværdige – de er ikke ’almindelige’ kvinder og har således ikke ret til at udtale sig om almindelige kvinders virkelighed. Det har altid provokeret mig, at jeg er blevet stemplet som én, der ikke kender noget til virkeligheden. Hvad ved Henriette Kjær og co. egentlig om det?
Er det mon almindelig nok, at jeg boede i parcelhus i den borgerlige forstadskommune Greve? At jeg gik i folkeskolen og var veninde med damefrisørens datter Lonnie? At min mor arbejdede på kontor, og min far drak sig selv ind i helvedet – ind-til han blev ædru en dag af gangen?
Er det mon almindeligt nok, eller hvad skal der til for, at man som feminist ikke bliver kaldt sanger i et bedrevidende hylekor? Hvilken position skal man have for, at man legitimt kan sige noget om forholdet mellem kønnene i vores samfund?
Det kunne være skønt, hvis ligestillingsdebatten herhjemme var mere mangfoldig, men det er ikke ligefrem befordrende for debatten, at enhver der åbner munden bliver kaldt meningstyran med en stemme helt oppe i diskanten. Og det er selvfølgelig heller ikke befordrende for debatten, at Henriette Kjær har forsøgt at aflive den ved at proklamere at målet allerede er nået – vi har ligestilling. I Danmark er der i modsætning til Sverige ikke skabt en særlig god platform for, at alle mulige forskellige kvinder kan råbe op og sige »fra hvor jeg står, ser det ud som om, at der er mangel på ligestilling«. Tværtimod er ligestilling i Danmark et privatanliggende som den enkelte kvinde må løse i ensomhed.

Netop det kommer til udtryk i den artikel, ligestillingskonsulent i KAD Marianne Bruun har skrevet til Femkamp. Artiklen handler om kvinder i fiskeindustrien. Diana hedder en af fiskefabrik- kvinderne, og hun fortæller, at hun er træt og føler sig stresset, fordi hun både skal arbejde og tage sig af børnene. Men når hun siger til sin mand, at hun har stress og gerne vil arbejde mindre »…er min bedre halvdel ved at få hjertestop; for hvad skal det da til for?«. Manden mener, at Diana skal slappe af og lade være med at stresse. Hvorefter Diana konkluderer, at det har han nok ret i, og at kvinder lider af, at de kører op over noget, de ikke bør køre op over. Det er ikke underligt, at Diana konkluderer, som hun gør. Vi lever jo som bekendt i et land, hvor vi allerede har ligestilling, så hvis Diana ikke kan få tingene til at hænge sammen, så er det hendes eget problem. Det virkelighedsbillede, at vi allerede har ligestilling, er så stærkt, at kvinderne i fiskeindustrien opfatter det som deres eget psykologiske problem, at de ikke magter både at være på fabrik og klare det hele derhjemme. Men hvis det nu i Danmark (ligesom i Sverige) var slået fast med syvtommersøm, at samfundet slet ikke er ligestillet endnu, og hvis det nu var muligt at skabe plads i det offentlige rum til, at man kunne diskutere ligestilling, uden at der blev råbt elitær idiot efter én, så kunne det være, at Diana måske ville vælge en anden konklusion end den psykologiske. Måske f.eks. at ligestilling er et politisk problem, som vi alle sammen har et ansvar for at løse.

*Louise Witt-Hansen er radio-journalist og BA i dansk og retorik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her