Læsetid: 1 min.

Anders Fogh i Kina

Statsminister Anders Fogh Rasmussen uvekslede høfligheder med sine kinesiske værter
25. februar 2004

Shanghai – Statsminister Anders Fogh Rasmussen ser to vigtige mål for hans tur til Kina. En styrkelse af Danmarks og Kinas politiske relationer, som han skal arbejde på, når han i Beijing møder præsident Hu Jintao og ministerpræsident Wen Jiabao. Og så er det Foghs målsætning at udvikle de kommercielle relationer mellem Danmark og Kina.
Danmarks handel med Kina halter efter vores europæiske nabolande. Danmarks eksport til Kina udgør kun 1,6 procent af EU’s samlede eksport til Kina.
»I absolutte tal går det jo forrygende,« siger Anders Fogh Rasmussen, men indrømmer, at danske virksomheder skal være bedre til at følge med Kinas vækstrater. »Der skal være top opmærksomhed på Kina«, siger han.
Med sig har Fogh bragt repræsentanter for 16 danske virksomheder, men »firmaerne er ansvarlige for deres egne kontrakter,« siger statsministeren og peger på, at Kina har store problemer med at beskytte miljøet som følge af den økonomiske vækst. Danske firmaer kan være med til at afhjælpe problemet.
»Inden for disse områder har danske firmaer ekspertise« siger Anders Fogh Rasmussen. Udflytning af danske arbejdspladser til Kina behøver ikke at være af det onde, finder Fogh. Han mener, at når danske virksomheder flytter dele af produktionen til udlandet, hvor »de får produktionen lavet godt og billigt,« så vil det frigive penge, der kan investeres i udvikling af nye produktioner i Danmark. Den politiske diskussion med Kinas ledelse starter for alvor i Beijing. I dag benyttede Anders Fogh Rasmussen lejligheden til at fundere over det politiske system som han kalder en:
»Fascinerende blanding af kommunisme og kapitalisme,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Foghs ideologiske syn, på hvad dansk handel med Kina kan føre til, er, at »når mennesker får økonomisk frihed og man åbner et samfund og samhandel med omverdenen, så fører det jo til mere åbenhed i det politiske system«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu