Læsetid: 5 min.

Art disco slår til

To navne har allerede lagt sig i spidsen i kampen om at sætte sig på det – stadig – nye år
11. februar 2004

Art rock
Art rock – kunst som rock, rock som kunst – er et koncept, der er blevet assimileret, accepteret og benyttet i årtier. Art disco derimod, betragtes stadig med mistænksomhed. Og de to band der vil sætte sig på 2004 – i lige så stort omfang som The Darkness satte sig på 2003 (dog på totalt forskellig måde) – kommer fra hver sin side.
I lyset af, hvad jeg lige har skrevet om Art Disco, burde det blive op ad bakke for New Yorks The Scissor Sisters. Men tværtimod. »Jeg mener, vi er i Top Ti,« siger en af sangerne Ana Matronic med skælmsk munterhed. »Freaksene tager over!« Det er ikke en joke. Tre-femtedel homo, to-femtedel hetero. The Scissor Sisters, opkaldt efter en lesbisk sex-stilling, er saftige funk-prankstere, og kommer fra den samme New York-performance art-chokerende scene som Fischerspooner, og det ses.
Matronic har en kompliceret tatovering med blottede, robotagtige indvolde på skulderen. Medfrontfiguren Jake Shears optrådte tidligere med et smagløst show under navnet Jasson The Amazing Back-Alley Late Term Abortion, og er iført en læderjakke der er så kort, at der næsten kun er tale om et par forbundne ærmer, samt en pink minkboa over den ene skulder.
Men det er i orden, for Shears har en bedre krop en Peter Andre, på samme måde som Kerry McFadden har en bedre krop end Jordan: det er alt sammen virkeligt.
De to udgør en fantastisk Elton og Kiki – jeg forventer hvert øjeblik de bryder ud i »When I was down/I was your clown!« – og det er en indforstået sammenligning. Halvdelen af søstrenes set består af euforisk dansegulvs-lokkemad, mens den anden halvdel genskaber de seriøst u-coole singer/songwritere fra 70’erne som Elton John, Andrew Gold og Gilbert O’Sullivan.
De efterligner med fryd Billy Joel og Hall and Oates under interview, og guitaristen og keyboardspilleren Babydaddy skubber deres jakkeærmer op til albuen, som i en hyldest.
De er vilde med at være med på ’Brighton by the sea’, siger Ana, »det får mig til at føle, jeg er på Coney Island, 1910. På det tidspunkt ville jeg, hvis jeg var klædt sådan her…« – hun kigger ned på sin boa og top – »være en luder.« Hun er tavs et øjeblik, og fortsætter, »Ludere er også mennesker…« Brighten spiller en stor rolle i The Scissor Sisters gennembrud. Første gang de fløj ind over britisk radar var sidste år, da det super-hippe Hotel Pelirocco, rock’n’roll-hotellet hvis værelser har temaer som Leigh Bowery, Bettie Page og The Sex Pistols, inkluderede dem på en compilation-cd. Nummeret var deres cover-version af Pink Floyds »Comfortably Numb«, og de omdannede originalversionens indebrændte rehabiliterings-tekst til et ekstatisk disco-nummer med mindelser om The Bee Gees, The Source og Frankie Goes to Hollywood. Nummeret kom på Top 10-singlelisten.
Men der er mere, hvor det kom fra, ikke mindst »Tits on the Radio«, i hvilken Ana på dramatisk Grace Jones-domina manér deklamerer en tekst om den regerings-gennemtvungne ghettoisering af dragscenen. Den bør simpelthen komme på single – (om ikke andet så for at vise, det var en fejltagelse).
The Scissor Sisters fortæller, at de i andre byer har fremprovokeret blottede bryster og penis-vinken. Men giv os lige et break, det er februar, og blæsten over den engelske kanal bider altså. Der er noget der hedder ’uncomfortably numb…’.

Sang med forkert start
Hvis noget siger dig, hvor hurtigt tingene har udviklet sig for Franz Ferdinand, er det klokken. Den store viser står på syv, den lille på fire, og Glasgow-kvartetten står allerede på scenen.
Da kontrakterne for dette års New Musical Express-tour blev skrevet under, var Franz Ferdinand blot med i opløbet. Men pludselig stod de med en Top Fem-single, og nu spiller de et sted, der på ingen måde lever op til deres status.
På trapperne ind til Rock City – tænk bare på, hvilken fryd det er at sige til taxachaufføren ’Jeg vil gerne til Rock City!’ – venter folk på deres forsinkede date, kigger spændt på klokken og vipper med foden som Sonic the Hedgehog gør, når du putter ham på hold. Inden for i lobbyen skændes man med dørmanden om gæstelisten.
Vi kan alle høre den dumpe lyd da Franz Ferdinands store hitsingle »Take Me Out« sætter tempoet ned efter den forkerte start (hvilken genial idé er det ikke at skrive en sang med en forkert start) og fortsætter med dens uimodståelige romp-stomp.
Dørmænd mases væk, man springer over trapperne. Ikke tid til at gå i baren eller i garderoben – der er en bølge af kroppe begge steder, da FF’s korte set med syv numre når til afslutningen (»Darts of Pleasure«, deres debutsingle og advarselsskud).

Hankønslyrik
Hvorfor denne styrten af sted? Der er flere grunde. For det første det faktum, at Franz Ferdinand ikke blot stræber efter at lave ’musik, piger kan danse til’ – et nobelt og ærefuldt manifest for enhver popgruppe – men de lever også op til det. Deres Nouveau New Wave-lyd, lys som stål og skarp som en stilet, med et indre pres som fra et ur der er trukket for hårdt op, fungerer som fremføringsmiddel for nogle morderisk mindeværdige melodier.
For det andet – og man føler sig næsten gammeldags ved at sige det i disse tider – er der teksterne. Sammen med Sea Power, har Franz Ferdinand genoplivet kunsten at skrive stor britisk hankønslyrik. Alex Kapranos overdådige, romantiske sprog (matinees and ricochets, crosshairs and passion) minder om The Smiths uden deres cølibat og med sex tilbage på banen (ja, du føler faktisk, at FF betyder så meget for deres beundrere). FF’s to ’navnesange’ udviser en utrolig indsigtsfuldhed og en ikke ringe portion mod. »Jacqueline« undersøger ugengældte lyster set fra en ældre mands synspunkt, mens han kigger på en 17-årig: »Nogle gange glemmer disse øjne det ansigt, de ser ud af…« Og »Michael« viser, at de ikke er bange for at udforske homoerotik: »Michael, du er drengen med læderhofterne, klistret hår, klistrede hofter, skægstubbe på mine klæbrige læber…«
For det tredje, og det har aldrig skadet – Franz Ferdinand har udseendet. Alex Kapranos har årets bedste kindben, og det er garanteret kun et spørgsmål om tid før han afviser modelkontrakter, roller i indie-film og giftermål med Maggie Gyllenhaal (og dermed knuser alle pigers hjerter, såvel som drenges).

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her