Kunstudstilling
»Vi inviterede 21 kunstnere til at udstille; alene ud fra det kriterium, at de på et eller andet tidspunkt har begejstret os!« Begejstring som
kuratorisk princip! Se, dét er en for tiden uhørt udmelding, som de herrer Gustaf Gimm og Jesper Eis Eriksen (tilsammen Gimm Eis) her kommer med. Samtidskunsten har ellers for vane at sælge sig selv i en mere eller måske især mindre velovervejet akademisk sovs. Gimm Eis har til gengæld valgt at gå begejstringens øst-vest pegende vej. Den vej forekommer ganske forførende og kun i enkelte tilfælde helt ufølgelig.
Det første vi møder på »The Ballroom Blitz« er Jeroen Offermans gennemførte video The Stairway at St. Pauls, som er en af tre videoer, der noget klemt præsenteres i galleriets forhal. På videoen ser vi kunstneren selv stå smøgrygende foran trappen til St. Pauls Kathedral i London. Kun alt for tydeligt genkender vi Led Zeppelins »Stairway to Heaven« på videoens lydside. Blot er det Offerman og ikke Robert Plant, der endelig bryder ud i sang, og dét lyder mildest talt mærkværdigt. For videoen er kørt baglæns, men ordene kommer forlæns ud, hvad jo så må betyde, at Offerman står foran St. Pauls Kathedral og synger »Stairway to Heaven« baglæns!
Tricket er set før. Dette på trods er Offermans video ekstremt vellykket. Vi ser, hvordan tilfældigt forbipasserende sender sigende blikke til den unge mand, der fra deres synspunkt ter sig patetisk og absurd vrøvlende foran et videokamera. Kunstpublikummet, der præsenteres for den redigerede video, opfatter derimod det autistisk bagvendte vrøvl som en stærkt genkendelig rockballede, mens resten af menneskeheden i baglæns fremfærd forekommer aldeles absurd. Det umulige, som således udtrykkes i »Stairway to Heaven« såvel som Offermans bagvendte sang, er lige netop det kunstnerisk mulige.
Den psykedeliske manna
Crystal Powder from God er et computerprint af hollandske Micha Klein, og det træder ret hurtigt frem blandt de mange værker, som man finder i selve gallerirummet.
I dette billede ser vi en gruppe halv- og helafklædte technohippier på bevidstheds(ud)flugt i drømmeland. De har slået sig ned i landskabet under den hvælvende regnbue, og her slænger de sig rekreativt à la personerne på Manets berømte maleri Frokost i det grønne. Men det grønne er hos Klein erstattet af en syntetisk og primært lilla ikke-natur. Indholdet af den medbragte frokostkurv er ikke længere brød og frugter, som hos Manet. Føden
i Kleins billedverden er psykedeliske krystaller, der som manna daler ned fra himlen, og lægger sig på jorden i et spiseligt tæppe af hallucinogener.
Crystal Powder from God forekommer at være en visualisering af techno-, goa- og trancemusikkens kitsch-utopi bestående af lige dele venlige alfer, røde piller, spektralfarver, seksuel promiskuitet og astral kærlighed. Først senere brød bevidsthedsutopien som bekendt bogstaveligt talt sammen i psykoser og kortsluttede synapser. Men da var utopien blevet foreviget i billeder af lige netop Micha Kleins type.
Kleins værk ligger æstetisk set et interessant europæisk sted mellem amerikanske Jeff Koons og Japanske Mariko Mori. Man står på den ene side og væmmes over den plat erotiske og psykedeliske bambi-
naivisme, mens man på den anden side hovedkuls fortaber sig i billedets klassisk skønne kvaliteter.
Futurismen vs. Playstation
Fra Micha Kleins farveprint til Rene Schmidts skulptur Multibox er der temmelig langt. Og alligevel slet ikke. For Rene Schmidts skulptur en skæv geometrisk sag af
lakeret glasfiber påtrykt en kaskade af computerprints kunne sådan set sagtens være et fragment hentet ud af Micha Kleins billedverden, blot forstørret og udfoldet i tre dimensioner. Og omvendt kunne Micha Kleins billedverden sagtens være at finde et uanseeligt sted i den billedvrimmel, som Multibox er gjort af.
Det er i grunden vanskeligt at se hvilke motiver, der er blevet påtrykt overfladen af Multibox. De fleste billeder synes at være hentet ud af computerens syntetiske og vægtløse 3d-eufori; fra et computerspil her og en pixelstruktur der. Det er billeder af billeder af billeder. Multibox er som en massemediebilledets hule lavastrøm, der ved en pludselig og magisk afkøling er stivnet og endt op i gallerirummet. Resultatet er et hyperobjekt, der trækker futurismen gennem forbrugersamfundets kaskader af tom emballage.
Den næste udstilling galleri Gimm Eis byder på, bliver således passende en separatudstilling med Rene Schmidt. Vi venter spændt og begejstres i mellemtiden over disse interessante værker på »The Ballroom Blitz«.
*The Ballroom Blitz. Gimm Eis, Sturlasgade 14D, 2300 København S. Til 6. mar.
