Læsetid: 6 min.

Barça - en symbolsk hær

Brøndby IF står i aften over for et FC Barcelona, der er i fuld gang med at genopbygge den nationale stoltheds-følelse efter flere års krise
26. februar 2004

Før braget
SPANIEN – Da den unge katalanske fodboldspiller Ge-rard i lørdags steg elegant til vejrs og ubesværet headede læderkuglen i mål i det 77. minut af den spanske ligakamp mellem Valencia og FC Barcelona, var det mere end et simpelt fodboldmål. Det var et signal til omverdenen, som kalder på at blive afkodet.
»Fodbold er et tegnsystem, det vil sige et sprog,« som den italienske filminstruktør, Pier Paolo Pasolini, engang sagde.
»Dem, der ikke forstår fodboldens koder, forstår ikke ’betydningen’ af ordene (afleveringerne) og heller ikke meningen med dens diskurs (det samlede bevægelsesmønster).«
Umiddelbart var det ganske enkelt at afkode: Gerard i de blå og skarlagensstribede farver overvandt sin personlige spillekrise, besejrede sin gamle klub og sikrede Barça den femte sejr på stribe. Det var som en tredobbelt befrielse.
Og sejren blev omsat til tre point og en placering som nummer fire i den spanske liga med hele fem point ned til nummer fem. Såvel professionelle trænere som tipsglade folk har noteret det i deres lommebøger.
Tal og point er et universelt sprog, alle kan forstå. Syv kampe på stribe uden nederlag er også en klar advarsel til den danske forstadsklub, Brøndby IF, der i aften spiller UEFA-kamp imod FC Barce-lona. Barça, der i efteråret befandt sig i en dyb historisk krise, er ved at finde formen på et tidspunkt, hvor Brøndby skal ud af vinterdvalen.

Katalansk mambo
Sportsavisen Mundo Deportivo, der i et og alt ånder for den katalanske klub, har ikke været sen til at løfte lørdagens sejr over Valencia op i det euforiske lag, som fanatikere elsker at føle fælleskab i: »Un Barça grande« – et stort Barça – kunne man læse med så fede bogstaver, at selv Ekstra Bladet ville mangle tryksværte.
I ordene kan man både spore en nostalgisk længsel efter de afgørende øjeblikke i historien, der gjorde Barça til en europæisk storklub, og høre en længsel efter ’et stort fodboldhold’.
»Mambo a la catalana,« råber en af de mere end 100 sportsjournalister, der i dag lever af at skrive om Barça.
Efter flere års spillemæssig krise, melankoli og truende depression, håber de, at holdet – under ledelse af den brasilianske superstjerne Ronaldinho og den hollandske damptromle, Davids, akkompagneret af unge katalanere som midtbanespillerne Gerard og Xavi og forsvaren Puyol – kan skabe en ny guldalder for klubben. Og for Katalonien, der ikke har noget landshold, men har Barça som erstatningsreligion.
Først i 1950’erne førte ungareren Ladislao Kubala klubben til to mesterskaber og tre pokalsejre, og først i 1990’erne blev en fodboldverden betaget af Johan Cruyffs Dream Team med Michael Laudrup, Ronald Koeman og Hristo Stoickov, der erobrede fire spanske mesterskaber og en europæisk pokal. Siden da har det været småt med ærefulde resultater, men fyldt med triste trænerfyringer og fejlslagne spillerkøb. På grønsværen virkede Barça nærmest henvist til ’et mentalt nulpunkt’ – uden livsglæde – som var det smittet af den altid sure og negative hollandske træner Van Gaal, der havde været på visit.
Klubben delte skæbne med den litterære figur, privat-
detektiven Carvalho, fra Barcelona, som den katalanske forfatter Manuel Vázquez Montalban havde gjort verdenskendt. Med alderen kom Carvalho »i tvivl om sine
egne evner, på sin fysiske styrke og på sine seksuelle evner«, fortalte Montalban mig i et interview for et par år siden. Det var, inden han døde i Bangkok – altså Montalban, ikke Carvalho, for den litterære figur kan pr. definition ikke dø. Det kan Barça heller ikke.
Montalbán – havde en forkærlighed for fodboldens sprog. Det nu, hvor det universelle og det partikulære kunne mødes på en ny måde.
»Fodbold interesserer mig, fordi det er en venligsindet religion, der har gjort meget få skader,« sagde Montalban. »Der vil eksistere fodbold, så længe folk tror på en klub og nogle klubfarver som identitetssignaler i et samfund, hvor der mere og mere mangler referencer.«
Barça var genstand for en sekulære tro. Montalban kaldte engang det blå og skarlagensstribede hold for Kataloniens »symbolske hær«. Det var meget sandhed i den sætning. Kataloniens ledende politikere – uanset partifarve – kappes om at blive set i æreslogen, når nationens symbolske hær kæmper på Camp Nou’s stadion, denne fodboldkatedral, der i mange moderne katalaneres bevidsthed langt overskygger Gaudis arkitektoniske monumenter, La Sagrada Familia og Güell Parken.

Mere end fodbold
Som més que un club – vi er mere end en klub – lyder sloganet i den katalanske storklub, der tilbage i 1899 blev stiftet af en schweizisk indvandrer med navnet Hans Kamper. Barça har siden da været et referencepunkt for det kosmopolitiske borgerskab i Barcelona. Og i katalanismen, som altid har kæmpet for at komme fri af den spanske centralmagt i Madrid.
Barça har ikke mindre end 105.000 medlemmer, og mange har nærmest fået de blå og skarlagensstribede farver i dåbsgave. En ’rigtig’ katalaner er ikke bare en, der taler og tænker på katalansk, men også en, der vokser op med Barça som passion.
Da klubben fejrede sit 100 års jubilæum kunne man høre klubbens daværende præsident fortælle, at Barça har en identitet, der overskygger Barcelonas som by eller Kataloniens som nation.
Næste år vil sloganet mes que un club! kunne ses på klubtrøjerne, har klubbens præsident Joan Laporta bebudet. Barças trøjer er ikke overbroderet med reklameskilte som andre europæiske klubber har fået for vane, for katalanerne betragter klubtrøjen stadig som et nationalt identitetstegn, der bør æres, ikke faldbydes.
Laporta, der i flere år var talsmand for den kritiske pressionsgruppe, ’Den blå Elefant’, har erobret magten i klubben og er i færd med at forvandle den. Sloganet mes que un club er tænkt med udråbstegn og hele pivtøjet. Barça vil ikke stå tilbage for f.eks. Liverpool, der synger »You’ll never walk alone.«

Synger på katalansk
Laporta har dekreteret, at den katalanske nationalhymne, »Els Segadors,« skal afsynges før kampene på Camp Nou. Han forventer, at selv holdets brasilianske, argentinske, hollandske og mexicanske legionærer synger med på katalansk. Nok er globaliseringen og dens nye mestitskultur meget synlig på grønsværen, men i Katalonien søger man at integrere den i det nationale.
Under Joan Laportas lederskab lægges der mere vægt på katalanismen end i mange år. Og det er måske også en meget tidstypisk reaktion på de flygtige forandringer i den globale fodboldverden. Selv Barça kan mærke, at det ikke er som i ’de gode gamle dage’, hvor børn blev forvandlet til livslange og trofaste tilhængere, så snart de havde fået den første trøje med Maradonas eller Laudrups navn på. I dag må klubben erkende, at der endda er unge, som har skiftet Barça-trøjerne ud med hvide Real Madrid-trøjer, hvor Zidanes, Beckhams og Ronaldos navne toner frem.
Laportas modsvar er ikke blot at styrke katalanismen i klubben. Det er også at kopiere madrilenernes merkantile strategi. Og Laporta tog det første vigtige skridt, da han i sommers købte Ronaldinho, der kan lave mirakler med fødderne, mens han fikserer sine modstandere med et stort tandsmil. Han er ved at bringe noget af poesien tilbage i spillet. Holdets træner, Frank Rijkaard har givet ham frie hænder i et stadig mere og mere fasttømret 4-3-3 system. Men det er dybest set bare tal. Ronaldinho er – som i sin tid Kubala, Cruyff, Maradona, og Michael Laudrup – udset til at være en frelser, der skal genrejse Barças stolthed. Og hjælpe den nye generation af unge katalanske talenter til at sætte sig større europæiske mål end et vinterkoldt UEFA-opgør mod en idrætsforening fra den københavnske vestegn.
Langt fra stjerner kan klare den slags opgør – uden at blive besejret af den arrogance, som altid ligger på lur i en klub, der nærer ambitioner om at høre til blandt de største i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her