Læsetid: 5 min.

Bare ikke Bush

Desperationen breder sig på den amerikanske venstrefløj og det seneste slogan består blot af tre bogstaver: ABB – Anybody But Bush
13. februar 2004

(2. sektion)

Venstrefløjen
Pligtpatriotismen indført efter 11. september er afløst af skamfølelse og trusler om immigration til Europa. Kritikken af Bush er skarpere på den amerikanske venstrefløj end i Frankrig. De liberale og de progressive – det er med de to ord den amerikanske venstrefløj omtaler sig selv – har givet køb på principperne og erklærer nu lige ud: Koste hvad det vil, Bush skal ud.
»Spørgsmålet om vielse af homoseksuelle er eksempelvis meget problematisk i USA,« siger Katrina vanden Heuvel, der er redaktør af det venstreorienterede ugemagasin The Nation.
»I dag er der kun én ting, der tæller og det er at få Bush ud af Det Hvide Hus. Så flere nøglefigurer i debatten om homoseksuelle siger nu direkte: Lad os vente med at gøre en stor ting ud af vielsen indtil Bush er væltet. Alt andet må vente.«
Det samme gør sig ifølge Katrina vanden Heuvel gældende i organisationer, der arbejder for ligestilling, miljøbeskyttelse, borgerrettigheder med videre – og sågar i fagforeningerne.
»Et lignende samarbejde har jeg ikke set i årtier. Folk tilsidesætter egne mærkesager og arbejder sammen om at mobilisere vælgere. Det er sikkert det samme i Europa: Som oftest arbejder de progressive kræfter ikke sammen om noget som helst, medmindre de er enige om det hele. Men sådan er det ikke i dag,« siger vanden Heuvel.
I en artikel i The Nation, »Progressive bør stemme på Edwards«, forsøger forfatteren til blandt andet America’s Forgotten Majority, Joel Rogers, at forklare, hvorfor John Edwards er et bedre valg end John Kerry og de øvrige demokratiske kandidater. Blot et forsøg er det, for det lykkes ikke rigtigt. Hurtigt må han tilstå:
»Til november vil jeg naturligvis stemme på en hvilken som helst demokrat. Også på John Kerry – der er en fin liberal politiker med social bevidsthed og sine meningers mod. Men for nu at være helt ærlig: Jeg ville stemme på Homer Simpson, hvis han blev nomineret. Så meget vil jeg af med Bush.«
Det er ikke en følelse, Joel Rogers er alene med. Skældsordene, der bruges til at beskrive Bush med, er af en sådan karakter, at det ville være upassende at gengive i nærværende publikation. Der har sneget sig en snert af kynisme ind hos idealisterne. Det er sådan, flere forklarer Howard Deans fald. Det drejer sig ikke blot om de rigtige holdninger, men om at finde manden, der kan vælte Bush.
Katrine vanden Heuvel forklarer det sådan her:
»Jeg tror, en stor del af vælgerne har forstået, at Bush forsøger at gennemtrumfe en højreekstremistisk politik uden mandat. Det har tvunget en mere progressiv kerne frem hos demokraterne og partiet er i dag – alle sin problemer til trods – mere progressivt end det parti Bill Clinton efterlod.«

Lektien fra 2000
Katrina vanden Heuvel er den første til at indrømme det: The Nation fejlbedømte valget i 2000.
»Vi trykte en artikel der hed Bush eller Gore – hvad er forskellen?« fortæller hun.
Artiklen var en støtteerklæring til Ralph Nader, der dengang stillede op til præsidentvalget. Påstanden var, at Al Gore og George Bush på alle væsentlige område var pot og pande, så derfor kunne man roligt stemme på Nader. De sidste tre år har med al tydelighed vist, at det ikke var tilfældet.
Ralph Nader blev efterfølgende kritiseret for, at det var hans skyld, at Bush vandt. Eksempelvis fik Nader 97.288 stemmer i Florida, som Al Gore tabte til Bush med blot 537 stemmer. I sidste uge skrev The Nations redaktører derfor et åbent brev til Nader:
»For nationens skyld, for de mange sager du har kæmpet for og for din egen værdigheds skyld – stil ikke op i år ... Ralph, det er det forkerte år: 2004 er ikke 2000. George W. Bush har ført os ud i en ulovlig krig, og hans nederlag er afgørende. Dertil er chancen for, at det bliver et valg mellem Bush og Bush Lite næsten lig nul. Af forskellige årsager – modstanden mod krigen, Bushs angreb på forfatningen, hans nepotistiske kapitalisme, frustrationerne over de overforsigtige demokrater – er der en passioneret entusiasme på græsrodsniveau, der ikke er set magen til siden 1968.«
– Hvorfor skrev i det brev?
»For det første kan valget til november blive lige så tæt som i 2000 og så tæller enhver stemme. For det andet vil Nader højst sandsynligt få meget få stemmer, og det vil blive udlagt som om de vigtige emner, som han repræsenterer, ikke har en bred opbakning.«
– Hvad er forklaringen på, at I tog så meget fejl i 2000?
»Jeg tror, vi var mange dengang, der ikke til fulde forstod, hvilket valg vi stod over for. Den Bush, der regerede i Texas – en til dels ’compassionate conservative’, der samarbejdede hen over den politiske midte – er ikke den Bush, der regerer i Det Hvide Hus. Samtidig var vi mange, der mente, at demokraterne ikke forsvarede deres egne kerneværdier. I dag er det anderledes: Vi er midt i vort livs politiske kamp. Alle de fremskridt vi har vundet i det 20. århundrede er under angreb, og det kan tage generationer at vinde det tilbage, hvis Bush får fire år mere.«
Katrine vanden Heuvel mener, at det nuværende valgsystem gør, at enhver uafhængig, tredje kandidat vil ende som en, der ødelægger det for de andre. En ’spoiler’.
»I den henseende er europæerne privilegerede. I diskussionen mellem republikanere og demokrater er der en lang række emner, som aldrig dukker op: En almen sygeforsikring er et emne, der sjældent adresseres med den alvor, som det burde. En mindsteløn, der sikrer et eksistensminimum. Jeg mener ... der er ikke tale om radikale emner, men alligevel behandles de som om, de var helt ude i skoven. Der er langt større forskel på demokraterne og republikanerne i år, men forklaringen er først og fremmest, at vi har sådan en ekstremistisk regering. Så selv om det stadig er væsentligt at støtte de uafhængige politikere og medier – uden ville demokraterne ikke rykke sig – så er det eneste, der tæller lige nu at vælte Bush«
– Kunne man sige, at Bushs ekstremisme har hjulpet demokraterne med at finde sig selv efter Clinton?
»Ja bestemt. Ikke alene dens ekstremisme, men også nederlaget ved midtvejsvalget. Derfor skal man heller ikke i dag undervurdere Howard Dean-fænomenet: Erkendelsen blandt demokrater, at højrefløjen ikke kan udfordres med bløde varianter af konservative værdier. En John Kerry har eksempelvis overtaget Deans varemærke: Vreden. Jeg tror ikke, den udvikling var sket uden de uafhængige kræfter, men heller ikke uden Bushs ekstremisme. Det er sådan, det går: Stillet overfor en ekstrem modstander, finder man sin styrke og sin identitet.«q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu