Læsetid: 2 min.

Bart i Ødipus-drama

7. februar 2004

Spot
Hvor mange amerikanske komedieserier kan prale med at være forblevet frivilligt sjove, endsige ved, på tredje årti?
Ingen vel? Non, zero, zip!
Og så alligevel. En enkelt gulhudet familie i snorkebyen Springfield har holdt sig unge og på toppen siden 1989. Siden Bush Sr. førte an i mægtige Amerika, gudhjælpemig.
Det handler selvfølgelig om den uforlignelige kernefamilie The Simpsons. Tykke, tykhovede Homer, tolerante Marge, frække Bart, nørdede Lisa og sutteglade Maggie.
Iført deres simple streger spidder femkløveret og skaberen Matt Groening atter og atter det småborgerlige amerikanske samfunds særheder, sygdomme og charmer.
Som regel går kærlighedserklæringerne til kommercialismens og popkulturens prægnante nihilisme – om det være sig endnu en charmeoffensiv for Mr. Burns’ lækkende atomkraftværk, en reklame for øllet Duff, cigaretterne Laramie eller det
ultrablodige børneprogram, Itchie & Scratchy – hånd i hånd med udstillingen af den gennemsyrende dobbeltmoral. Så som seer føler man sig ikke ondskabsfuld, når man sidder i sofaen og fryder sig over familiens ofte selvforskyldte ulykker. For man føler jo også med den dorske Homer, når han endnu en gang dummer sig og efterfølgende forsøger at redde bøfferne ud af ilden.
Derfor formår The Simpsons ikke blot at få sit publikum til at grine, men også til at forstå og reflektere lidt over dette helt igennem fascinerende folkefærd.

The Simpsons er i USA nået til 15. sæson og afsnit 327. Det kan svenskejede 3+ med den engelske sendetilladelse ikke prale af. Men med to afsnit på hverdage går der næppe mere end et par måneder, før kanalen når på omgangshøjde med Barts seneste bedrifter.
Også lørdag disker 3+ op med tegnede lækkerier, nemlig afsnit 260, 261 og 262, der alle er genudsendelser fra ugens løb.
I førstnævnte afsnit engagerer familien sig i tennisindustrien, hvor efter et drama af ødipale dimensioner udspiller sig on court. Marge teamer op med afkommet Bart som sin doublemakker, mens Homer derefter forsyner sig hos datteren Lisa.
Sidstnævnte konstellation er som altid en eksplosiv cocktail af intelligens og total mangel på samme. Inden Homer i stedet scorer sig en overkvalificeret reserve i Venus Williams (der kort efter udskifter ham med Andre Agassi) udspiller følgende dialog sig mellem far og datter:
Lisa: »Don’t you think you’re overreacting?«
Homer: »Don’t you think you’re underreacting?«
Lisa: »This conversation is over.«
Homer: »This conversation is under!«
Lisa: »Goodbye.«
Homer: »Badbye!«
Sådan taler en rigtig far!

rusk@Information.dk

*The Simpsons på TV3+ lørdag kl. 14.30 og 19.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu