Udstilling
Kreativ producent, interaktionsdesign og scene- og
teaterteknologi er nogle af de mulige uddannelsesretninger ved K3, men trods de modesmarte ord kniber det med både kunsten og kommunikationen på en tidstypisk, men egentligt forsinket udstilling.
Det handler om »hvordan vi forsker i, uddanner og producerer nye værdier i og til netværkssamfundet«, som udstillingsarrangørerne Morten Søndergaard (Museet for Samtidskunst) og Kathrine Winkelhorn (K3) indledningsvist erklærer i den medfølgende udstillingspjece.
Vi bliver dog hverken præsenteret for forskning eller nye værdier, og når det så også kniber med kunsten, så er det fordi K3 blander kunst, kultur og kommunikation sammen på en hip og modesmart facon, der godt nok har en vis signalværdi (jf. begrebet buzzword), men som i al sin energiske optimisme totalt forfladiger betydningen af de tre begreber taget hver for sig.
Et digitalt Bauhaus lægger op til udveksling på kryds og tværs af snævre faggrænser en fundamental vigtig aktivitet på kunstscenen, hvis ikke den skal stivne i akademisme og traditionalisme men en såkaldt cross over bliver først dynamisk, hvis kvalitative forskelle udpeges og sættes i spil i forhold til hinanden. Det sker imidlertidig ikke.
Boogie-tv
Vi bliver derimod præsenteret for problemets kerne, nemlig de mange uigennemarbejdede projekter, der peger på, hvordan pragmatisk, analytisk og kontekstuel bevidsthed ryger ud, når en forførerisk sværm af buzzwords gør det ud for kunst og kommunikation. Lad os straks tage tre sigende eksempler blandt alt for mange:
Værket Digital Gæstebog af Frederik Larsson, Heléne Karlsson, Pål Svensson, Daniel Filipazzi, Hans Lovén og Niclas Holmberg beskrives i udstillingspjecen således:
»En interaktiv gæstebog, hvor de besøgende får lejlighed til at dele deres indtryk og meninger. Målet med gæstebogen er, at de besøgende skal blive en del af udstillingen. Deres kommentarer bliver om aftenen projiceret ud i Palægården, således at udstillingen forlænges og de besøgendes meninger bliver offentlige«.
Tjaa det minder jo unægtelig om princippet i musikprogrammet Boogie, hvor
seerne kan sende en sms, samt et billede af sig selv og få det hele vist nederst på tv-skærmen, mens musikvideoerne kører. Værket Digital Gæstebog overfører altså det temmelig trivielle interaktive princip kendt fra utallige tv-programmer til museets kontekst. Og hvad må man jo så spørge vil man opnå gennem denne gestus? Er der kommet et mere substantielt tv-program ud af, at Boogies seere har fået muligheden for at få navn og portrætbillede på skærmen? Kommunikation er ikke en værdi i sig selv, så hvis ambitionen er »at producere værdier til netværkssamfundet«, må man vel skabe mere end blot endnu en kommunikationsmulighed?
En bank af banaliteter
Lignende kommunikative ambitioner er på færde i Linus Nilssons projekt Mapping Malmö, hvor det handler om at give byens indbyggere mulighed for at dele og tage del i hinandens erfaringer om byen og dermed opbygge en kollektiv erindring om hændelser, pladser og mennesker. Dette sker konkret ved, at i princippet hvem-som-helst lægger sine fotografier, video- eller lydoptagelser fra byrummet ud på en hjemmeside, hvor den enkeltes bidrag bliver plottet ind på et kort over Malmö og gjort tilgængelig for andre brugere. Det er selvfølgelig en sympatisk tanke, at vi alle gennem ny teknologi bliver kreative producenter, men man øjner straks den udmattende mængde dokumentation af en hvilken som helst hverdagshændelse.
Hvad er den politiske og/eller æstetiske ambition med en alternativ kollektiv erindring? Hvilke aspekter af det urbane rum ønsker kunstneren skal potentialiseres i og med Mapping Malmö? Hvorfor skulle man ønske at benytte sig af et projekt som Mapping Malmö, når man med en G3 mobiltelefon i hånden kan sende videoklip til venner og bekendte? Hvilken fordel er der ved at dele andres erfaringer om byen foran computeren, hvorved projektet trækker brugeren tilbage til sin egen privatsfære, i stedet for at muliggøre nye kollektive erfaringsrum med socialt, æstetisk og politisk potentiale 1:1 i byrummet?
Kristina Lindströms værk Byt hvad du vil mod hvad du vil, der består af en automat, fyldt med små nipsting, mangler tilsvarende alle de væsentlige pragmatiske overvejelser. Automaten tilbyder folk at tage en ting mod at indsætte en anden ting på den førstes plads. At opstille en bytteøkonomi kunne have udviklet sig til et særdeles interessant projekt med subversivt potentiale. Det ville i første omgang kræve at Kristina Lindström virkelig havde produceret en bod, en stand eller en butik, som hun selv servicerede. I stedet står vi over for en automat, hvorved byttehandlens helt afgørende kommunikative(!) og forhandlende aspekter er fraværende. For det andet ville det kræve at denne bod/stand/butik var installeret det strategisk rigtige sted, dvs. et sted, hvor folk kommer for at handle (Roskilde station, butiksgaden, et shoppingcenter, e.lign.). En automat for nipsting i et hjørne af museet er derimod en ufarlig kuriøsitet.
Jordforbindelse
Disse tre projekter er illustrative eksempler på det faktum, at det ikke er lykkes for Et digitalt Bauhaus at indfri udstillingens overordnede ambitioner. Årsagen er hovedsageligt den, at de studerende fra K3 ikke forholder sig til de grundlæggende kontekstuelle og pragmatiske aspekter ved egen kunstpraksis (eller kreativ producentvirksomhed hvad forskel gør ordene?).
Det er således med en vis ærgrelse, at man må konstatere, at de bedste indslag findes blandt mere traditionelle værker. Således Tobias Nilssons flotte, men lidt patetiske Gaia video Raubwirtschaft og Cecilia Actis og Maria Hulterstams morsomme dokumentar-animationsfilm Dance of My Text.
I et totalt rodet rum, der går under navnet Kontoret for Jordforbindelse, kan man finde et lille gult hæfte udgivet af YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau) omhandlende byggelegepladser i København. Heri kan man finde en fotoserie af de mærkeligste og forunderligste københavnske byggelegepladser, og dette lille hæfte er faktisk en hel tur til Roskilde værd. Så skidt med at det hverken omhandler Bauhaus eller det digitale. For disse legepladsarkitekturer kan noget som alverdens moderigtige buzzwords aldrig ville kunne. De fortæller nemlig en dybt fascinerende arkitektonisk, æstetisk og politisk historie. Prøv selv at kigge efter ved lejlighed.
*Et digitalt Bauhaus. Museet for Samtidskunst. Til 21. mar.
