Læsetid: 2 min.

Berøringer

21. februar 2004

Stetoskop
Hvilke medier man kan græde over? Biografen er oplagt, men kan man græde over en skulptur? Et maleri? Tv kan man især græde over, hvis man er træt eller har tømmermænd. Og bøger, når de er tykke. Men i virkeligheden er det radio, der er verdens intimeste medie.
Måske fordi stemmen er verdens intimeste udtryksmiddel og lyd den berøring, der når længst. Måske fordi den siver gennem huller: Stemmen kommer ud af halshullet nede fra maven og flyder gennem ørehullet ind i hjernen – eller musik strømmer gennem andre kropshuller ind i maven, mellemgulvet og underlivet, afhængigt af lydbøgernes frekvens. Lydens flyden gennem hullerne demonstrerer, at skillevæggen mellem mennesket og dets omverden er hullet som en skrøbelig si.
I min folkeskoleklasse gik der en pige, hvis mor talte med sin radio. Samtalerne var som regel et dårligt tegn på, at der var et anfald på vej. Men jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hende. Når man har siddet og set på, hvor afvisende et fjernsyn er (et total-medie, der overhovedet ikke indbyder til deltagelse), kan man virkelig føle sig budt velkommen af sin radio.

Nå. Alt dette blot for at sige, at vi heldigvis er flere og flere, der er vokset op med Tine Brylds stemme i rådgivningsprogrammet Tværs. I sidste uge fortalte Tine hos Keld Koplev, at dem der ringer ind til Tværs bliver ældre og ældre. Det er ikke så mærkeligt. Når man er vokset op med Tine, har man lyst til at ringe til hende, når man har et problem.
Tværs-konceptet er, at almindelige unge mennesker får lejlighed til at snakke om deres mere eller mindre almindelige problemer. Så er det bare endnu et program om privatliv, ligesom realityshows og intimdokumentarer? Overhovedet ikke. For mens reality-serierne reducerer deres deltagere til en stor, primitiv grød af vores mest basale drifter, handler Tværs-samtalerne altid ekstremt respektfuldt om, hvor helt fantastisk forskellige, alle er.
Reality-Tv siger: Vi er ens, så vi behøver ikke at høre din stemme – du kan bare glo på en, der er magen til dig selv. Tværs siger: Vi er forskellige, og derfor taler vi med hinanden, så vi kan forstå. Den dialog og individualitet får én til at føle sig berørt. Både som ensom teen-ager, der kan høre, at andre også føler sig ensomme, og som mere tjekket voksen, der kan høre, at alle de andre tjekkede voksne også tumler forvirrede rundt.
Radio er intimt, og god radio forholder sig til sin intimitet. Søndag plejede at være den mest fantastiske intime radiodag, fordi også Det elektriske barometer havde plads til at forene det nære med det fjerne. Eller når man i Søndagsklassikeren først kunne høre pianisten Anne Øland forklare, hvordan Beethovens klaversonater kan give en lyst til at græde – og når man så lige bagefter kunne høre dem gøre det.
Ond radio betragter intimiteten som en dejlig genvej til at forpeste ens sjæl med lort. Men det er en anden snak.

*P3 søndag 19.30: Tværs, og 21.03 Det elektriske barometer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her