Læsetid: 4 min.

Billeder af Danmark

Danmarksfilm og Danmarkskrøniker – skal danskerne absolut se billeder af sig selv for at tro på, at de eksisterer? Og er billederne til at stole på?
6. februar 2004

(2. sektion)

Danmark på film
Danmarksfilm? Jo – der har været en håndfuld af disse filmiske nationalkvad gennem årene, og det kan egentlig godt undre. For har man hørt om sverigesfilm, englandsfilm eller frankrigsfilm?
Nej, kun herhjemme synes man at have behov for at indkredse den nationale egenart ved at give et filmbud på, hvad der for alvor er dansk. Et tegn på mindreværd?
Måske.
I hvert fald er det jo nu i disse år blodig alvor med al den danskhed, og man kan kun anbefale Dansk Folkepartis filmekspert Louise Frevert at få en særbevilling igennem til en ny danmarksfilm produceret med Valdemar Rørdams Danmark i tusind år som kendingsmelodi, indlagte guldkorn af Harald Nielsen og gæsteoptræden af de to lystige præstefætre fra Jylland.
Jeg mener: som modvægt til den mest berømte danmarksfilm af alle, Danmark, skabt af kulturradikaleren over alle, Poul Henningsen – faktisk den eneste danmarksfilm, der huskes i dag.
Filmen er fra 1935, var et bestillingsarbejde fra Udenrigsministeriet, men blev lavet con amore af en PH, der her viser, at man sagtens kan være fædrelandskærlig uden at blive nationalistisk – især når man har humoren og letheden som følgesvend. PH speaker selv filmen, sparsomt og uden al pedanteri: Det er svært ikke at overgive sig til en ’bedrevider’, der straks erklærer, at »i Danmark er det næsten altid forår« og som ved synet af et samlebånd med fyldte ølflasker ikke kan nære sig for sidebemærkningen: »Det er godt øl!«
Nynationalisterne vil nok rynke på panden af, at den eneste kirke, PH dvæler ved, er den københavnske Grundtvigs-kirke, men ellers er denne udprægede københavner-intellektuelle mest optaget af livet på landet – og af den natur, han i anden sammenhæng kaldte »det billige skidt«. Dog kun natur for en relativ kort bemærkning. Naturen kædes nemlig altid sammen med arbejdet: Den er mindre national prydsgenstand end kilden til danskernes daglige brød og flotte eksport.
PH’s danmarksfilm er et musikalsk bevægeligt, lyrisk billedstrømmende essay om de visuelle motiver, der appellerer til instruktøren. Og det kan både være rygende fabriksskorstene for cementfabrikker og strømme af fosfater, der på dejlig nyttig vis anvendes som gødning i landbruget.

Lystrejse
Her er vi altså i en anden og uskyldigere tid, hvad angår forurening og produktivitetens lyksaligheder. Men heldigvis har PH’s film ingen ambitioner om at være et udsagn af saglig, intellektuel art – eller bare noget, der i mindste grad ligner en danmarkskrønike. Den er en legende lystrejse gennem et svundent Danmark, hvor det næsten altid er forår, når man tager den kærlige fornufts briller på.
Noget ganske andet – og mere kompliceret – er boniteten af de danmarkskrøniker og historiske danmarksbilleder, som tv-serierne med mellemrum serverer for landets tilsyneladende umætteligt historie-hungrige befolkning.
Lad mig først sende en venlig tanke til Paul Hammerichs Danmarkskrønike – både i visualiseret tv-form og ikke mindst i skriftlig udgave på fire tykke bind. Oscar Wilde sagde, at ethvert fjols kan skabe historie, men kun et geni kan skrive den. Genial eller ej – Hammerich var en gudbenådet fortæller med et lige skarpt blik for detalje og større sammenhæng.

Selvsyn skader ikke
Hammerich gik efter sandheden – og det gør tv-serier som Matador og Krøniken også, for så vidt som der bag kulisserne kæmpes en ihærdig kamp for at at få alle tidsbillede-detaljer pinligt korrekte. I modsætning til et bravour-nummer som Edderkoppen, der i sit højkulørte billede af efterkrigstidens kriminalitet sprang op og faldt ned på enhver ægthedsvirkning – tilsyneladende ud fra devisen, at i post-postmodernismens tidsalder er ægthed et for længst tilbagelagt begreb. Så meget mere som den historiske sandhed jo erfaringsmæssigt også har det med at glide faghistorikere af hænde som glat sæbe.
Var Matador for folkekomedieforenklet i billedet af den gæve underklasse (Agnes!), der trods en nøjsom 1930’er-baggrund baner sig vej op gennem det sociale hierarki, mens det herskende og smuldrende borgerskab viser alle sine ømfindtligste sider frem?
Måske. Men Matador havde – modsat Edderkoppen og Krøniken – den fordel og tillidsvækkende faktor, at den dog blev fortalt af to personer, Lise Nørgaard og Erik Balling, som havde været der selv.
Den talte med selvoplevelsens indforståede autoritet. Helt den samme sikkerhed fornemmes (endnu) ikke bag Krøniken, der for eksempel ikke magter at fange tidens lidt sindige rytme – i hvert fald som jeg selv opfattede den dengang i 1950’erne. Nok havde nogle mennesker selvfølgelig meget travlt dengang, men det var et mindretal (sammelignet med i dag) – og det er dette mindretal, Krøniken har valgt at fortælle om.
For ved nærmere eftersyn er Anne Louise Hassings stædige sekretær-studine og Maibritt Saerens hektiske skuespillerinde-aspirant næppe arketypiske repræsentanter for 1950’ernes anderledes tilbageholdende og ofte kuede kvindekøn. Og den utålmodige og ekspansive virketrang, som borgersønnen Erik lægger for dagen, tilhører måske mere det kommende årti.

Et socialdemokratisk tema?
Hvortil kommer en misvisning i selve atmosfæren: Alt i billederne er for nysseligt blankpoleret og kønt koloreret, når man vil skildre en tid, der rent ud sagt var fuld af snavs og slitage (i forhold til i dag), en generel gråmelering og lettere lurvet fattigfinhed.
Nå, serien satser på det lange stræk, og måske vil den i virkeligheden fortælle om Socialdemokatiets sejr og nederlag i en kulturkamp, der strækker sig fra 1940’ernes idealistiske mangelsamfund til 1980’ernes velfærd uden mål og med.
Som Matador-faderen Erik Balling, der vist er en god socialdemokrat af sind, sagde i en karriere-afskedssalut i 1986:
»Jeg ved ikke, hvad det er for politikere, vi har. Okay, jeg fandt mig selv godt til rette med de gode socialdemokrater, Bomholt, H.C. Hansen, Niels Matthiassen, Kampmann, Jens Otto Krag... alle folk, man kunne tale kultur med. Siden er den socialdemokratiske profil jo helt smuldret. Nu er det: Kultur skal ha’ en enorm betydning for arbejderklassen, ellers kan det være lige meget. Man kan ikke råbe politikerne op på en sag mere. Kun på en rævekage.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her