Læsetid: 12 min.

Bravo, man bomber da Bikini

Den 1. marts er det 50 år siden, USA bragte historiens største brintbombe med kodenavnet Bravo til sprængning på Bikini. Det voldsomme radioaktive nedfald fik uoverskuelige følger – og Bikinis fordrevne folk kæmper fortsat for at overleve
27. februar 2004

Jubilæum for historiens mest beskidte brag
Da sneen den 1. marts 1954 begyndte at falde tæt på ækvator, undrede den 23 mand store besætning på den japanske fiskertrawler Den heldige drage sig. Besætningen så bekymret mod himlen, hvorfra de naturstridige hvide flager faldt og landede på skibsdækket, der allerede var varmt af morgensolen. Flagerne smeltede ikke, men dannede et klæbrigt lag, som kun med besvær lod sig skylle bort. Mens flagerne faldt i timevis, meldte de første besætningsmedlemmer om kvalme, træthed og smertende øjne. Garnene blev skyndsomt trukket om bord og hjemturen begyndt, skønt lasten kun var halvt fyldt med fisk.
Det sære snevejr over Stillehavet var den tredje usædvanlige hændelse denne morgen. Det var begyndt et par timer tidligere, da et falsk gry klokken 7 om morgenen pludselig oplyste hele horisonten i vest. Syv minutter senere greb en dyb rullende rystelse båden, vandet og luften, hvilket fik fartøjets radiomand Aikichi Kuboyama til at beregne, at lydbølgen kom fra et sted, der lå 140 kilometer borte. Han studerede kortet og fandt ud af, at noget voldsomt måtte være sket ved Bikini-atollen.
Hvad Kuboyama ikke vidste var, at han snart skulle dø af den intense radioaktive stråling, han denne morgen fik fra nedfaldet og dermed blive verdens første offer for en brintbombe. Det drejede sig om den amerikanske brintbombe med kodenavnet Bravo. Det var ikke meningen, at det japanske fiskerfartøj skulle have været ramt, og skibet befandt sig langt uden for den farezone, som amerikanerne på forhånd havde defineret. Men sprængningen var kraftigere end forventet. Det blev den voldsomste eksplosion, som mennesket nogensinde havde frembragt.
Otte år tidligere var kloden vågnet op efter Anden Verdenskrigs mareridt. Lettelsen bredte sig, og håbet spirede. Nogle mente dog, at en ny barbarisk tidsalder var indledt. Filosoffen Bertrand Russell, forfatteren Albert Camus og andre humanister og kunstnere verden over talte om kollektivt selvmord, fordi de allierede på få minutter havde dræbt omkring 100.000 tilfældige civile med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Kritikken af atombombningerne kom også fra militærets egen top. De amerikanske admiraler Chester W. Nimitz og William D. Leahy samt general Curtis LeMay fordømte bomberne som grusomme og unødvendige, fordi japanerne allerede var slået, da de to byer blev tilintetgjort. Japanerne stod ifølge de tre chefer umiddelbart over for en overgivelse, fordi søblokaden af Japan havde udsultet den japanske industri og reelt stoppet krigsmaskinen.
Myndighederne forsvarede atombombningerne med, at alternativet, en amerikansk invasion af Japan, ville have kostet mange allierede soldater livet. Og bag dette argument lå vel endnu et, nemlig at man allerede var i gang med den næste krig, den kolde mod kommunismen. De 10 millioner grader, som er temperaturen i en eksploderende atombombe, var et effektivt skræmmeskud i den kolde krig, der mindre end et år efter udslettelsen af de to japanske byer fik amerikanerne til at haste den første atomprøvesprængning på Bikini-atollen igennem, med klar adresse til de kommunistiske diktaturer.
Sprængningen i 1946 blev fejret af atomprøvesprængningernes øverstkommanderende, den amerikanske viceadmiral W.H.P. Blandy, som ved en officiel reception lod sin kone skære festkagen for. Kagen havde form af en en halv meter høj hvid paddehattesky på en bred basis af chokolade. Om prøvesprængningen på Bikini sagde den amerikanske entertainer Bob Hope i øvrigt: »Lige så snart Anden Verdenskrig var slut, fandt vi det eneste sted på Jorden, som ikke var blevet berørt af krigen – og sprængte det ad helvede til.«
Men inden det kom så vidt, var der et lille problem at ordne. Bikini var nemlig beboet.

Marshall-øerne, som Bikini er del af, havde i omkring 50 år været under japansk herredømme, men øboerne levede et fredeligt liv, indtil japanerne under Anden Verdenskrig byggede et udkigstårn på den halvcirkelformede atoll. Ved et blodigt slag i 1944 erobrede amerikanerne Marshall-øernes hovedø Kwajalein og dermed kontrollen med hele øgruppen. De fem japanske soldater, der bemandede udkigstårnet på Bikini, begik selvmord, før amerikanerne nåede frem.
I 1946 dukkede Marshall-øernes amerikanske militærguvernør, Ben H. Wyatt, en søndag efter kirketid op og spurgte, om indbyggerne ville forlade Bikini »i menneskehedens interesse og for at gøre en ende på alle verdenskrige«.
De 167 kristne Bikini-borgere blev grebet af stor sorg over denne uddrivelse fra deres tropiske paradis, men kom frem til, at det måtte være Guds vilje, at de skulle flytte.
Amerikanske flådefartøjer bragte hurtigt beboerne hundreder af kilometer østpå til Rongerik atollen, som var ubeboet, fordi der på denne langt mindre ø var utilstrækkelige føde- og vandforsyninger, ligesom atollen ifølge overleveringen var hjemsted for onde ånder.
Bikinis befolkning skulle nu være i sikkerhed for atombomberne, der få måneder efter begyndte at brage på eller i nærheden af Bikini, som var overtaget af 242 krigsskibe, 156 flyvemaskiner, 25.000 geigertællere, 5.400 forsøgsdyr og 42.000 amerikanske militær- og videnskabsfolk.
Bikini-borgerne var på afstand af bomberne, men tæt på andre trusler. På Rongerik havde Bikini-borgerne kun fået madrationer til et par ugers forbrug, og snart var de fleste underernærede. I juli 1947 konstaterede en besøgende amerikansk militærlæge, at sundhedstilstanden var alvorlig.
Det var nu begyndt at murre i verdenspressen over den barske behandling af Bikini-beboerne, og ud på efteråret besluttedes det, at beboerne skulle flyttes. En gruppe unge Bikini-mænd blev sendt i forvejen til Ujelang-atollen for at bygge hytter. Men kort efter udvalgte USA endnu en atoll, Enewetak, til prøvesprængninger, og befolkningen på denne ø blev i stedet flyttet til Ujelang og de nybyggede hytter.
I 1948 blev Bikini-borgerne så transporteret til den store ø Kwajalein. Her fik de lov til at bo i telte, der var stillet op på en stribe græs langs militærlufthavnens cementlandingsbane. Foruden støj var der rigelig med mad og vand fra militærbasen, og Bikini-borgerne, der var vokset til 184 personer, boede på stedet et halvt år, indtil de i slutningen af 1948 blev flyttet til den øde ø Kili.
Her ventede alvorlige problemer, for den kompakte ø har ingen rolig lagune og er det meste af året omringet af voldsomme bølger, som gør det umuligt at sejle med kanoer eller Bikini-indbyggernes traditionelle fiskerbåde. Atter var beboerne afhængige af ris og dåsemad, som kom udefra med skib, men undertiden måtte kastes ned fra fly. Opholdet på Kili skulle vise sig at blive langt. Meget langt.
I mellemtiden var Bikini på vej til ødelæggelse. Brintbomben Bravo, der skulle affyres den 1. marts 1954 som den tredje prøvesprængning ved Bikini og den 12. i Stillehavet, var planlagt til at overgå alt andet, menneskeheden havde præsteret.
Bomben bestod af to dele: en almindelig atombombe og en lille beholder med tungt vand, som på en milliontedel sekund skulle sættes til at nedsmelte ved hjælp af atombombens kernespaltning. Mekanismen var placeret i et skur på stranden ud til Bikinis lagune. På den anden side af lagunen, blot 40 kilometer fra det kommende ground zero, opholdt ni mand sig i en underjordisk kontrolbunker.
Få timer før eksplosionen måtte meteorologerne erkende, at vindretningen – øst – mildt sagt ikke var den gunstigste, men alligevel blev sprængningen gennemført. En menneskeskabt naturkatastrofe udløstes. Millioner af tons radioaktivt sand, koralrev, vand, planter og dyreliv blev slynget op i ensky, der var 30 kilometer høj. Sprængningen overgik amerikanernes vildeste forventninger – 1.000 gange voldsommere var eksplosionen end den, der havde lagt Hiroshima i ruiner. Udløst over Manhattan ville alene Bravos ildkugle have fordampet halvdelen af denne vidtstrakte del af New York.
Den amerikanske videnskabsmand Marshall Rosenbluth befandt sig på et krigsskib 60 kilometer fra Bravos eksplosionssted. »Der kom en uhyre ildkugle med voldsomme hvirvler ind og ud,« fortalte han siden. »Det hele glødede og lignede en udflået hjerne på himlen. Den spredte sig, indtil kanten af den syntes at være lige over mig.«
Den gigantiske radioaktive sky drev østpå. Mændene i kontrolbunkeren 40 kilometer fra ground zero havde mærket eksplosionen som en 15 sekunder lang rystetur. Da den var overstået og udendørsmåleren ikke viste nævneværdig radioaktivitet, besluttede mandskabet sig til en tur udenfor. Her blev man dog lidt betænkelig, da geigertælleren efter nogle minutter steg til 10 millirøntgen/timen, hvilken svarer til under det halve af en røntgenundersøgelse hos lægen. Et par minutter efter viste geigertælleren 100 millirøntgen/timen, mens hvide flager begyndte at falde fra himlen. Mændene styrtede rædselsslagne ned i bunkeren, lukkede forsvarligt efter sig og bad over radioen om øjeblikkelig at blive evakueret. Efterhånden steg radioaktiviteten udenfor til hele 65.000 millirøntgen/timen. Mændene pakkede sig ind i tøj, lagenstrimler og tape fra top til tå og kørte meget langsomt, for ikke at hvirvle støvet for meget op, i to jeeps ud til et par ventede helikoptere, der bragte de ni i sikkerhed.
Mindre heldige var de 82 indfødte på øen Rongelap øst for Bikini. Ingen advarede dem. De fik stråling på mere end 100.000 millirøntgen/timen, altså 1.000 gange mere end den dosis, der i første runde fik mændene i kontrolbunkeren til at flygte indendørs. De indfødte på Rongelap, især børnene, gik næsten upåklædte omkring, da skyen ramte dem. Den udløste umiddelbart opkast, diarré og forbrændinger på al blottet hud. Mødrene kunne trække store klumper hår af hovedet på deres børn.
Den amerikanske Atomic Energy Commission udsendte et par dage efter en pressemeddelelse, der kaldte Bravo for en »rutinemæssig prøvesprængning«, som »uplanlagt havde udsat nogle amerikanere og øboere for radioaktivitet. Der var ingen forbrændinger. Alle er i god behold.« Et amerikansk lægehold fik dog til hemmelig opgave at rapportere om følgerne for de bestrålede, og senere glædede videnskabsmænd fra Brookhaven National Laboratory sig over forskningsmulighederne på Rongelap. I en rapport skrev de, at radioaktiviteten på Rongelap lå på det højeste niveau i verden, og studiet af mennesker i dette miljø ville »give uvurderlige oplysninger om strålepåvirkning af mennesker«.

Det tog Den heldige drage to uger at sejle tilbage til Japan. Undervejs var alle besætningsmedlemmer plaget af samme symptomer som beboerne på Rongelap. Ankommet til Japan kom de 23 mænd på hospitalet. De led af strålingssyge. Radiomanden Kuboyama døde den 23. september 1954 af sine skader, og de øvrige besætningsmedlemmer måtte blive på hospitalet i mere end otte måneder. Bagefter blev de købt til tavshed af den amerikanske regering med en erstatning på 14 millioner kroner til hver. De store beløb rev fiskerne ud af deres vante sociale sammenhænge, de blev ramt af misundelse og isoleret. Et af de tidligere besætningsmedlemmer, Matashichi Oishi, udgav i 2003 bogen Sandheden om Bikini-sagen (ikke oversat). Oishi blev behandlet for leverkræft i 1993.
Kort efter at besætningen i 1954 var blevet indlagt, fik en professor i biofysik ved Osakas universitet den indskydelse at kontrollere, om fiskene på det lokale fisketorv var radioaktive. Der var ingen reaktion fra geigertælleren, før professoren kom til tunfiskene, så var udslaget klart. En bølge af frygt bredte sig i landet. Ni tons tunfisk fra Den heldige drage var blevet solgt i fire større byer og spist af over hundrede mennesker, før der blev slået alarm. Det viste sig desuden efterhånden, at radioaktive stoffer var blevet spredt i store havområder og ophobet i fiskenes fødekæde, hvilket ramte andre fangster. I de følgende måneder blev 450.000 kg fisk konfiskeret af myndighederne og destrueret.
I dag er halvdelen af fiskerne fra Den heldige drage døde – de fleste af årsager, der kan føres tilbage til den strålesyge, som de modtog uafbrudt behandling for, mens de levede.
En amerikansk rapport skrevet to måneder efter uheldet med Den heldige drage er for kort tid siden blevet frigivet fra arkiverne og beskrevet i det japanske blad Kyodo News. Heraf fremgår, at de amerikanske myndigheder var stærkt fortørnede over, at de ikke fik mulighed for at undersøge ofrene på Den heldige drage. Amerikanerne mente, at deres lægevidenskab var japanernes langt overlegen, at ofrene kunne have være bedre hjulpet af USA, og at amerikanerne betragtede skaderne som deres ejendom: »Ved et uheld blev et eksperiment udført på 23 uheldige mænd,« stod der i rapporten. »Faren for at miste mulighed for en ekspertvurdering af dette eksperiment synes mere vægtig end noget andet argument for undersøge disse patienter.«

I slutningen af 1950’erne stoppede atomprøvesprængningerne i Stillehavsområdet, efter 67 eksplosioner. Prøvesprængningerne blev fortsat i Nevada-ørkenen i USA, samtidig med at især Sovjetunionen perioden igennem bidrog til den radioaktive forurening af kloden med talrige voldsomme sprængninger.
I 1968 lovede den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson de 540 Bikini-boere, der opholdt sig på Kili og en række andre øer, at de nu skulle have mulighed for at vende tilbage til deres fædrene ø. Amerikanerne gik i gang med at fjerne radioaktivt udstyr og skrammel og plante nye palmer. Det tog tre år. Så tillod man et par storfamilier at vende tilbage sammen med 50 arbejdsmænd, som byggede cementhuse til de tilbagevendte.
Men i 1975 viste en kontrolmåling på atollen, at der var meget stærkere radioaktivitet på stedet end forventet. Og mens Bikini-folket blev ved med at strømme tilbage til deres ø, kom alarmerende måleresultater for strontium-90 og cæsium 137. Befolkningen blev rådet til allerhøjst at spise en lokalt dyrket kokosnød pr. dag, og amerikanerne begyndte at sejle dåsemad til øen. I 1978 blev samtlige beboere evakueret igen!
Mens Bikini-folket blev ramt af endeløs fordrivelse, viste det sig, at beboerne på Rongelap var endnu hårdere ramt. I 1976 rapporterede Brookhaven National Laboratory, at 20 ud af de 29 Rongelap-børn, som var under 10 år, da Bravo blev sprængt, havde fået kræft i skjoldbruskkirtlen. Den tager vi lige igen: 20 ud af 29 fik kræft.
I 1985, mere end 30 år efter Bravo-eksplosionen, måtte befolkningen på Rongelap forlade deres fødeø, fordi de var bange for den fortsat høje stråling på øen. Beboerne flyttede til en lille ø i nærheden af hovedøen Kwajalein.
I 1986 forsøgte den amerikanske kongres at afslutte alle erstatningssager fra Marshall-øerne en gang for alle ved at oprette en hjælpefond til atombombe-ofrene på to milliarder kroner, samtidig med at øerne fik selvstændig status i forhold til USA. Som modydelse har amerikanerne fået eneret til militær brug af området. Kwajalein huser stadig en amerikansk militærbase. Det er herfra, at der jævnligt frem til i dag med skiftende held er prøveaffyret raketter som led i udviklingen af USA’s missilskjold.
Trods erstatningsaftalen fra 1986 fremsatte Marshall-øernes Nuclear Claims Tribunal i 2001 krav om yderligere 3,5 milliarder kroner til dækning af tabt indtjening, omkostninger til genopretning af miljøet og i mindre omfang tort og svie. Kravet er ikke imødekommet. Det støttes i dag af flere medlemmer af den amerikanske kongres, blandt andre Alaskas republikanske senator Frank Murkowski, der ellers ikke er bleg for at bakke op om den amerikanske atomindustri. Det republikanske kongresmedlem Richard Pombo besøgte i januar 2004 Marshall-øerne som del af en større delegation og udtalte under besøget, at »USA klart ikke har opfyldt alle sine forpligtelser.« Men det vurderes af regeringsembedsmænd fra Marshall-øerne alligevel som usandsynligt, at præsident George W. Bush’ regering vil bevillige pengene.
Skulle erstatningen mod forventning en dag dukke op, rejser der sig store tekniske problemer for den nødvendige oprydning. Det øverste jordlag bør fjernes på hele Bikini, men hermed risikerer øens samlede dyre- og planteliv at dø. Måske kan oprydningen ske i et skakbræt-mønster, hvor nogle felter lades urørte i en årrække, mens andre skrabes rene. Hvor de store mængder forurenet jord skal placeres er uafklaret. Processen vil i givet fald kunne tage årtier at gennemføre.
På sundhedsfronten er midlerne til behandling af ofrene for strålesyge ved at slippe op. 840 personer fra Bikini og de nærliggende atoller er allerede døde af stråleskader, mens omkring 1.000 øboere lider af sygdomme, der er udløst af strålingen, især leukæmi.
Og mens Bikini-folket, der stadig lever spredt på en række øer, venter på at kunne vende tilbage til deres egen atoll, har forretningsfolk startet lidt dykker-turisme på Bikini, hvis undersøiske rev foruden stor naturskønhed byder på spændende skibsvrag. På lakunens bund ligger en del skibe, som atombomberne blev afprøvet på, blandt andre det amerikanske hangarskib U.S.S. Saratoga og Nagota, som var japanernes vigtigste slagskib ved angrebet på Pearl Harbor.
Det over tre kilometer brede og hundrede meter dybe krater efter den effektive Bravo-sprængning kan også besigtiges af eventyrlystne.
For resten er der i dag omkring 20.000 atombomber oplagret rundt om i verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her