Læsetid: 4 min.

Britta Schall Holberg: Kæmpe kommuner er hul i kasketten

Den tidligere V-indenrigsminister, der er på vej tilbage til Folketinget, vender sig skarpt mod VK’s kommunalreform. ’Galimatias’ siger hun
17. februar 2004

Fjerndemokrati
»Det med demokratiet, det er et af hovedproblemerne, hvis vi giver os til at nedlægge kommuner og amter.«
Det siger Venstres tidligere indenrigsminister, Britta Schall Holberg, der er på vej tilbage til Folketinget fra en valgsikker opstilling i Fyns Amt.
»Jeg vil meget gerne skrive under på, at Venstres bagland er blevet rendt over ende med det her strukturforslag. Der er mange Venstre-folk – både kommunale og almindelige – som går og tænker: Det her, det er helt galt. Man de føler, at det ikke er in at tale om nærdemokrati. De går meget stille og overvejer, hvad de nu skal gøre.«
»Jeg og andre Venstre-folk har sat vores lid til Socialdemokraterne og De Radikale. At de skulle standse det her. De er jo fornuftige folk, der går ind for folkestyre. Men der er dog for barokt, at vi Venstre-folk må satse på dem.«
Britta Schall Holberg har udover sine seks år Folketinget også været medlem af Holbæk Byråd 1970-78 og viceborgmester i Assens fra 1978-82.

Virkning for alle danskere
Hun erklærer sig enig i, hvad partifællen Birthe Rønn Hornbech forlangte i weekendens Information:
»Vi må have at vide, hvad det her kommet til at koste. Vi har ikke set nogen beregninger,« siger Britta Schall Holberg. Hun understreger, hvor omfattende virkninger, forslaget får for hele befolkningen:
»Det er en fuldstændig omkalfatring af dansk folkestyre. Det kan man ikke gennemføre, uden at befolkningen først er blevet spurgt.«
– Ved et folketingsvalg?
»Ja, det skylder man borgerne. Ellers er det helt urimeligt. Man taler så meget om, hvad ’det danske’ er. For mig er det dansk folkestyre, som jo er berømmet over hele verden. Vi kunne jo også vælge at styre fra Christiansborg. Større er landet heller ikke. Men det er en anden model, vi hidtil har valgt. Man taler nu om, at ændringerne skulle sætte ’borgerne i centrum’. Det passer ikke. Det trækker de folkevalgte længere væk fra borgerne.«
– Vil meget større kommuner efter din erfaring påvirke balancen mellem politikere og embedsmænd?
»Ja, bestemt. Jo større kommunale enheder, des mere embedsmandsstyre.«
– Der tales om, at det kan blive nødvendigt at fuldtidsansatte kommunalpolitikerne i de nye kæmpekommuner?
»Ja, og det vil være en ren ulykke. En ren ulykke. Da jeg var indenrigsminister, søgte Venstre at komme af med rådmandsordningerne i København, Odense og Århus. Hvis det er nødvendigt med fuldtidsansatte kommunalpolitikere, så er systemet brudt ned. Det kan man være forfærdet over.«

Ingen aner enden
Om en kommunalreform i det hele taget siger Britta Schall Holberg:
»Regeringen – mit eget parti – har sat noget i gang, som man ikke aner, hvor skal ende. Ændrede kommunal- og amtsgrænser får jo automatisk betydning for landets opdeling i retskredse, for den kirkelige inddeling og for opstillingskredsene til Folketinget – og dermed også for hele foreningslivet. Hele det lokale selvstyre bliver lavet om.«
Den tidligere indenrigsminister mener, at den forhastede kommunalreform kan spores tilbage til sidste folketingsvalg:
»Hele sidste folketingsvalg blev vundet ved at sige, at kommunernes folk bærer sig tosset ad. At de ikke er i stand til at løfte opgaverne. Man hævede sig på bekostning af det lokale arbejde. Men når Folketinget positionerer sig på den måde, så skubber man det lokale i baggrunden.«

Opgaver dynges op
Britta Schall Holberg ser også et ideologisk perspektiv:
»Man siger, at kommunerne ikke kan løse de opgaver, som fremtiden bringer. Men jeg spørger: Hvad er det for opgaver? Inde i mit liberale hovede skal kommunerne slet ikke løse så mange opgaver fremover. Folk skal selv kunne klare mere. Det har jeg da også hørt socialdemokrater sige. Hvorfor skal man så lave kommunestruktur til at dynge flere opgaver ovenpå?«
– Kommer der en bevægelse af Venstre-folk, der protesterer på folkestyrets vegne?
»Når jeg stiller op til Folketinget, er det ikke for sjov. Jeg gik op og ned ad gulvet og spurgte: Hvad skal jeg dog gøre? Jeg synes, det er forstemmende. At befolkningen kommer til at tro, at fordi vi kommer af med nogle borgmestre, så bliver det hele meget billigere. Det er hul i kasketten. Jeg har med fornøjelse set, at Ole Stavad (S, red.) har spurgt: Hvad kommer det til at koste?«
»Nogle kommuner bliver alt for store. En borgmester i Thy fortalte mig, at den fremtidige kommune ville have 25o km. landevej. Det er galimatias.«
»Man overser også de kulturelle forskelle, der kan være mellem kommuner. Nogle kommuner passer ikke sammen kulturelt. Langt de fleste indbyggere i en sammenlagt kommune ville føle sig, som om de nu tilhørte udkanten.«
»Nogle har glemt at tænke sig om. Nu er problemet: Hvordan får vi stoppet det her?«

*Dette er den fjerde artikel i en serie om et fjernere lokaldemokrati. Serien, der fortsætter, ligger på tema.information.dk/fjerndemokrati

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her