Læsetid: 5 min.

Bush-modstand: Et sikkert hit

En voksende skare af USA’s mere kultiverede kendisser vender sig mod George W. Bush. Han oplever en modstand i underholdningsbranchen, som ikke har været nogen præsident forundt siden Nixon
13. februar 2004

(2. sektion)

Bush-wacking
Søndag aften, vestamerikansk tid, skete det så igen. En kulturpersonlighed udtrykte sin lede ved George W. Bush.
Rockbandet Coldplay havde netop vundet en grammy for bedste album, og da forsanger Chris Martin gik på scenen i Los Angeles for at modtage prisen, rettede han et indirekte angreb mod Det Hvide Hus’ nuværende fremlejer ved at rose en mulig efterfølger:
»Vi vil gerne dedikere prisen her til Johnny Cash – og til John Kerry, som forhåbentlig bliver jeres præsident en dag,« sagde forsangeren.
I de efterfølgende dage citerede en række medier udtalelsen. Men ramaskriget udeblev. Også selv om det var en brite, som til en af de største popkulturelle begivenheder i USA stod og gjorde sig klog på, hvem der burde lede landet.
Sådan var det næppe gået, hvis Chris Martin havde sagt det samme et år før. Dengang var tolerancen over for udfald mod den amerikanske præsident betydelig mindre. Det fik den millionsælgende country-trio Dixie Chicks i allerhøjeste grad at føle, da sangerinden Natalie Maines den 10. marts 2003 under en koncert i London fastslog, at gruppen »skammer sig over, at USA’s præsident er fra Texas.«
Mindre end en uge senere måtte Dixie Chicks offentligt undskylde for deres upatriotiske udtalelser. På det tidspunkt havde George W. Bush nemlig krævet et dementi.
»Jeg føler, at den, der end har magten, skal behandles med respekt,« udglattede Natalie Maines.
Det kunne ligne en tanke, at et koordineret konservativt forsøg på at intimidere ’tøserne’ allerede havde begrænset hendes trang til ytringsfrihed:
Flere end 50 radiostationer havde bandlyst bandet fra lydbølgerne, salget af deres seneste udgivelse var faldet fra 123.000 til 71.000 eksemplarer om ugen, og rundtomkring i sydstaterne blev der arrangeret deciderede fællessmadringer af Dixie Chicks-plader, -kassettebånd og -cd’er.
Senere hen modtog trioen også mordtrusler for deres angiveligt svigtende fædrelandskærlighed.

Alligevel og til trods for den officielle undskyldning angrer trioen ikke sådan for alvor. I november sidste år skrev magasinet Rolling Stone således en artikel om den voksende Bush-lede i musikbranchen, og her bidrog sangerinde Natalie Maines igen med kritiske tanker. Hun forklarede bl.a., hvorfor Dixie Chicks har doneret store pengebeløb, der skal vække unge kvinder og få dem til stemmeurnerne ved det kommende præsidentvalg: Så demokraterne kan nyde godt af den sædvanligvis store tilslutning fra den gruppe af vælgere.
»Jeg var blevet lidt for magelig i min livsførelse. Det her har inspireret mig til at gøre noget, jeg tror på,« forklarer Natalie Maines.
Den erkendelse står hun tilsyneladende ikke længere alene med. Overalt i såvel plade- som musikbranchen hæver kulturpersonligheder deres stemmer for at bidrage til det kor, der ønsker George W. Bush ud af Det Ovale Kontor hurtigst muligt.
I oktober opfordrede Bruce ’Born in the USA’ Springsteen et publikum på 50.000 newyorkere til at skrige, hvis de ønskede »præsidenten fjernet«.
Omkring samtidig satte musikeren og aktivisten sig ned med frontfigurerne fra orkestrene Pearl Jam og R.E.M., Eric Vedder og Michael Stipe og filminstruktørerne Michael Moore, Gus van Sant og Michael Mann for at finde vinderen af reklamefilm-konkurrencen »Bush in 30 seconds«, der skulle tematisere en eller flere af de dårligdomme, præsidenten har pådraget landet. Vinderen – en herboende amerikaner, i øvrigt – illustrerede USA’s eksploderede udlandsgæld med en flok amerikanske børnearbejdere. De var i gang med at pukle puklen af.
De millionsælgende punkgrupper NOFX, Green Day og Offspring er for tiden i gang med at arrangere en officiel ’Rock Against Bush Tour’.
Skuespillerne Sean Penn, Susan Sarandon, Tim Robbins og en række af deres kolleger indrykkede for nylig annoncer i eksempelvis New York Times.
Og sådan kunne man blive ved.
Også herhjemme er tendensen klar. Flere af de amerikanske navne, der gæstede Roskilde Festival ultimo juni, råbte »Fuck Bush«, og sådan fortsætter det endnu. Senest på spillestedet Loppen i slutningen af januar, da den etablerede rapper Jeru the Damaja udtrykte sin væmmelse ved præsidenten – til salens store begejstring, naturligvis.
I det hele taget har Bushs første tre år sat fornyet fut i hiphoppen. Den dvalende politiske rap oplever en opblomstring, og nye navne såvel som veteraner udgiver plader præget af en længe savnet, måske glemt, indignation og inspiration.

Ifølge David Nye, professor ved center for amerikanske studier på Syddansk Universitet i Odense, er kendis-bølgen mod George W. Bush og hans regering især blevet legitim de seneste måneder.
»Men det var den ikke, da Dixie Chicks for første gang ytrede deres synspunkter,« forklarer professoren, som har levet i Danmark de seneste 20 år.
En gang imellem gæsteunderviser han i USA, og da turen sidste forår gik til universitetet Notre Dame i delstaten Louisiana, var modstanden allerede mærkbar.
»Det var svært at finde folk, som var parate til at forsvare Bush. Stemningen var lidt ligesom under Nixon før Watergate-sagen,« mener David Nye.
Han fremhæver, at det på ingen måde er et nyt fænomen, at musikere og filmfolk udtrykker modstand mod en siddende præsident. Det er bare ikke sket det seneste tiår og da slet ikke for forgængeren Bill Clinton, der tværtimod mængede sig scenevant med stjernerne.
»Tilbage i 1960’erne og -70’erne var den her type mishagsytringer mere normale,« præciserer professoren.
David Nye påpeger, at Bush junior deler skæbne med Richard Nixon på den måde, at hans image ikke appellerer så forfærdelig meget til de unge. Omkring ham er der i stedet ministre og rådgivere fra de gamle olie-, bil- og stålbrancher, mens computermastodonter som Bill Gates til gengæld mangler.
Som eksempel på Nixons dårlige forståelse for underholdningsbranchen fremdrager han et eksempel om The Beach Boys, der skulle have spillet på The Mall i Washington i slutningen af hans regeringsperiode fra 1969 til 1974. Nixon fik aflyst koncerten, fordi popgruppen var lige lovlig farverig for hans og en rådgivers smag. Det forærede de da afdankede The Beach Boys deres anden luft.
»De var på vej ned og ufarlige, men aflysningen gav dem et fantastisk comeback. Nixon forstod simpelthen ikke ungdomskulturen. Han skulle være gået med den i stedet for imod den,« klukker David Nye.
Professoren vil ikke afvise, at en del af den tiltagende modstand mod George W. Bush er hit-spekulation fra kunstnere ude efter lidt kommerciel succes. Og så alligevel:
»Jeg tror ikke, deres modstand bunder i den slags tænkning. De mener, hvad de siger. Som sort musiker ved man selvfølgelig, at der ikke er mange at nå blandt republikanerne. Men omvendt er de fleste af kunstnerne her jo kendt for andet end at tænke i storsalg og det størst tænkelige mainstream-publikum.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu