Læsetid: 3 min.

Conan, SARS og køteren

En amerikansk talkshowvært skulle genoprette Torontos ry efter SARS-epidemien, det lykkedes ikke
21. februar 2004

Bagslag
Da den amerikanske talkshowvært Conan O’Brien i sidste uge kom til Toronto, Canada, ændrede han ganske enkelt byen. Ikke bare fordi han blev mødt af hysteriske fans og smældende klapsalver, hvor end han viste sig. Ikke fordi Torontos borgmester overrakte ham en kopi af byens nøgler, gjort i is. Men fordi Conan O’Brien allerede inden sin ankomst til byen var blevet et fikspunkt, hvorom forhåbningerne om lysere tider for byen drejede sig.
»Denne by bliver måske aldrig den samme igen,« skrev Toronto Star forventningsfuldt.
De lokale aviser havde i det hele taget båret ved til forventningens bål med dusinvis af artikler om det lykkelige i, at den New York-baserede O’Brien nu kom til byen for at optage fire af sine Late Night shows. Det ville skabe positiv opmærksomhed, og det var netop, hvad byen havde brug for oven på sidste års SARS-epidemi. Sygdommen havde nemlig ikke blot kostet byen 44 døde, men også skamferet dens turistappeal og betydet tusindvis af fyringer og millioner af dollar i tabte turistindtægter.

Stærke sager
Alt i alt var Toronto derfor pisket til at generere noget positiv opmærksomhed, hvilket lokalparlamentet havde afsat 30 millioner canadiske skattedollar til. Én af disse millioner blev investeret i at hente Conan O’Brien til byen.
Tirsdag og onsdag voksede O’Briens stjerne om muligt yderligere, da hans første shows blev optaget og sendt. Canadierne morede sig, O’Brien udtrykte begejstring for Toronto, og Toronto Star skrev en leder om talkshowet. »Tak, Conan. Kom snart igen,« sluttede lederen, der gik i trykken torsdag aften og kunne læses næste morgen. Men lederen, blev overhalet af udviklingen.
Omtrent samtidig med Toronto Stars deadline torsdag aften blev det tredje Conan O’Brien show nemlig sendt. Et af indslagene handlede om O’Briens herostratisk berygtede stofdukke Triumph the Insult Comic Dog, der havde taget sin barske humor med en tur i Quebec City.
Dens mål var Canadas fransktalende mindretal, som canadierne ret beset altid har gjort lidt grin med, men altid taktfuldt, det vil sige i det dulgte. Der gik derfor en rystelse gennem tv-seerne, da stofdukken standsede en tilfældig forbipasserende og sagde:
»Nå, så du er fransk og canadier, hva? Du er frastødende og dum.«
Eller da den standsede en noget trind herre og med subtil reference til mange fransktalende canadieres ønske om løsrivelse sagde:
»Er du tilhænger af løsrivelse? Måske skulle du først prøve at løsrive dig fra doughnuts.«
Badabam! Der var flere i samme dur, og der var hentydninger til, at alle canadiere er homoseksuelle, men mange – om end ikke O’Briens publikum, der skreg af grin – havde allerede set nok.

De humorforladte
Lørdag bragte Toronto Star skyndsomt endnu en leder om Conan O’Brien, hvor avisen under overskriften ’Conan den frastødende’ nu tog alt det pæne, den fredag havde skrevet, i sig igen. Derpå erklærede den, at »det var ikke tarvelig sjov, det var ikke begavet – det var hadefuldt og, ja, racistisk«. Afskedssalutten lød; »Farvel, Conan. Kom ikke tilbage lige med det samme.«
Flere politikere kom også på banen, for eksempel nationalparlamentsmedlem Alexandra McDonough.
»Hele ideen med at gøre noget ved SARS-krisens ødelæggelser i Toronto var at tiltrække turister. Hvordan det så endte med at blive til sådan noget ragelse som det her, det aner jeg ikke,« sagde McDonough ifølge nyhedsbureauet Canadian Press.
Conan O’Brien selv sagde ikke ret meget, nogen undskyldning gav han i hvert fald ikke. Men under alle omstændigheder var skaden sket. Ikke blot for Toronto, hvis binden an med O’Brien nu mest af alt ligner en pinlig og dyrekøbt erfaring, men også for nationen i bredere forstand:
Conan O’Brien-affæren efterlader i nogen grad betragteren med den opfattelse, at canadierne er et folkefærd blottet for selvironi, der ikke tør se deres egne indre splittelser i øjnene og farer i flint over et sølle tøjdyr.
Som klummeskribenten Rosie DiManno konkluderede i Toronto Star:
»O’Briens amerikanske seere må tro, at vi er en flok åndløse, sprogspassende bondeknolde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her