Læsetid: 5 min.

’Mine damer og herrer, kære negre’

De tyske præsidenters personlighed – og kvalitet – har i efterkrigstiden været meget forskellige. Spektret rækker lige fra den hyggelig-joviale Heinrich Lübke, der engang indledte et statsbesøg i Afrika med ovennævnte berømte sentens, til den noble, uovertrufne Richard von Weizsäcker. Nu skal der igen udpeges en ny. Og jo, landet kommer til at få den, det fortjener
20. februar 2004

(2. sektion)

Tyskland
Han – og idet der indtil nu ikke har været en kvinde, lad os bare forblive i den maskuline form – er en kransekagefigur. Han skal repræsentere, men har ingen politisk magt. Hans indflydelse rækker kun så vidt, som ord og personlighed kan bære. Og i modsætning til Europas kronede statsoverhoveder er embedsperioden af den tyske Forbundspræsident nøje begrænset – til maksimalt to omgange af fem år. Festen varer altså ikke så længe.
Med det i baghovedet må det umiddelbart undre, med hvilken energi de tyske politiske partier kaster sig over dette emne, hver gang der skal findes en ny kandidat til posten. I månedsvis bliver der jongleret med navne, og passende profiler skitseres. Den ene synes at være et egnet valg, fordi hun er kvinde, den anden, fordi han er handicappet, den tredje, fordi vedkommende ikke har noget med de politiske partier at gøre – og alt dette ville jo i grunden være et godt signal. Ville! Og i grunden! It’s part of the game.
Ingen med bare en smule politisk erfaring tager det særlig alvorligt. For til sidst bliver det alligevel anderledes, og – surprise, surprise – den intensive efterforskning ender med en person, for hvem udsigten fra toppen af kransekagen er højde- og slutpunktet på en lang karriere inden for det etablerede politiske system. Egentlig kunne artiklen slutte her. To be continued om et par måneder...

Seismografisk valg
Og så alligevel. For det første kan man jo en gang imellem være heldig. En præsident af Richard von Weizsäckers format har trods alt vist, hvad ordets magt kan gøre. Mange af hans taler står den dag i dag som udråbstegn. Især blandt dem, der er født omkring 1970, og som i mange år levede i troen om, at kansleren bare var et andet ord for Helmut Kohl, blev han et intellektuelt modstykke, ja, et slags idol. For det andet er debatten om, hvem der skal være Tysklands kommende præsident, på en måde værdifuld an sich.
For som historikeren Arnulf Baring udtrykte det i sit berømte værk Machtwechsel, så er alle præsidentvalg af »seismografisk karakter«. På den ene side viser de, hvordan magten i Tyskland er fordelt. Forbundspræsidenten bliver jo valgt af det tyske parlament og repræsentanter af de 16 tyske Forbundsstater tilsammen. For det andet afspejler allerede selve søgningsprocessen nogle af de forventniger til en kandidat, som ligger hos befolkningen.
Arnulf Baring skriver: »En sådan forventning behøves ikke at være mere præcis end det vage ønske om forandring. Den behøves ikke at være mere end det almene håb om en omfattende fornyelse, om en grundlæggende reform.«

Magtskifte
At det lige præcis er det første kapitel af Barings Machtwechsel, altså historien om kansleren Willy Brandt og dennes socialliberale koalition, der beskæftiger sig med betydningen af det tyske præsidentvalg, er alt andet end tilfældigt. Valget af den socialdemokratiske politiker Gustav Heinemann til præsidentposten den 5. marts 1969 markerede et vendepunkt i den tyske efterkrigshistorie. For første gang indgik SPD og det liberale FDP et samarbejde for på den måde at bryde 20 års konservativ dominans. I et interview tre dage efter valget kommenterede Heinemann dette ganske bramfrit som »et stykke magtskifte«. Og han skulle få ret: Kun et halvt år efter var Willy Brandt kansler for Tysklands første socialliberale koalition – og præsidentvalgets symbolik født.
Anno 2004 er der imidlertid ikke meget, der tyder på en socialliberal alliance. Partiet FDP er vendt tilbage i de konservatives skød. Partilederne Angela Merkel og Guido Westerwelle har aftalt, at de finder en kandidat, som de hver især vil støtte. Og tilsammen har de faktisk et spinkelt flertal i selve Forbundsforsamlingen, altså det forum, som skal vælge Forbundspræsidenten den 23. maj. Derfor har socialdemokraterne også bebudet, at bolden nu ligger på oppositionens bane. Det er dem, der skal lave det næste træk. Selv synes man bare, at det altså denne gang virkelig skulle være en kvinde eller en kandidat, som alle partier kan bakke op omkring.
Selvfølgelig er det et taktisk træk af de fine. Uden at man selv er herre over proceduren, er socialdemokraternes vink med en vognstang med til at skabe nogle forventninger i befolkningen. For det ville jo uden tvivl være godt med en virkelig personlighed eller også på tide med en kvinde. Ender valget med en sådan, kan SPD profilere sig som den åndelige drivkraft bag præsidentkåringen, uden man har haft det politiske flertal på sin side.

Merkels skæbne
En sådan sejr vil CDU’s partileder, Angela Merkel, næppe tillade. I meningsmålingerne nærmer de konservative partier sig for tiden det absolutte flertal på 50 procent. Og denne dominans skal bruges til at få en borgerlig kandidat igennem. For i historiebøgerne skal valget den 23. maj gerne markere begyndelsen på endnu et magstkifte i tysk politik – i hvert fald set med konservative øjne.

Pinligt ränkespiel
Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst griber denne sag an. Tag bare Angela Merkel. Lige præcis fordi hun står så stærkt, som hun gør for tiden, har hun også meget at tabe. Lykkes operationen »præsidentvalg«, er der formodentlig ingen, der kan forhindre hende i at stille op som de konservatives kanslerkandidat næste gang, der er valg. Mislykkes dette magtspil, begynder diskussionen om Merkels karisma og lederkvaliteter på ny. Og i nogle af partikammeraternes øjne anses valget altså som tabt, selv om det skulle ende med en borgerlig præsident, men tilhørende koalitionspartneren FDP.
For Merkel er der således mange overvejelser, som skal gøres. På den ene side skal hun tage hensyn til FDP og deres få, men afgørende stemmer, samt partichefen Guido Westerwelle, der citeres for at have sagt, at præsidentvalget den 23. maj bliver hans »politiske mesterstykke«. Mislykkes det, står også hans politiske fremtid på spil, men det er en anden historie. Og på den anden side skal hun finde en kandidat, der kommer hende selv tilgode, men samtidig opfylder nogle af de forventninger, der trods alt ligger hos befolkningen. Og det er et puslespil med mange brikker. Finder hun, for nu blot at nævne et eksempel, en kvindelig kandidat, skyder hun sig selv i foden, således er der i hvert fald mange politiske kommentatorer, der mener. For så har Tyskland til syvende og sidst fået en kvindelig toppolitiker, hvilket ellers skulle have været en del af Merkels eget budskab bag sit kandidatur mod Gerhard Schröder ved næste parlamentsvalg.
Samtidig har de få af Merkels mandlige partikollegaer, som vil egne sig til præsidentposten, og som vil kunne sælges til befolkningen, i de fleste tilfælde stadigvæk politiske ambitioner på egne vegne.
Med andre ord: Det er politisk logik for logokkere. Og formodentlig vil jagten på den næste kransekagefigur fortsætte et stykke tid endnu. Som ugeavisen Die Zeit skrev for nylig, er det »ein Ränkespiel«, et politisk magtspil, der dog aldrig har været så pinligt før. Men man ligger, som man selv har redt. Et land har de politikere, det fortjener. »Mine damer og herrer, ...«

*Marc-Christoph Wagner er korrespondent for tysk radio i Danmark og kulturskribent for Neue Zürcher Zeitung.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her