Læsetid: 5 min.

Et dumt stykke fjerkræ

Ugen rundt i kulturens tegn – nu med ’Taarnet’-priser
14. februar 2004

Marienborg
Fra de indre linjer i Kulturkampen kommer man naturligvis ikke udenom det store forfattertræf på Marienborg som en af forrige uges vigtigste begivenheder. Her fra udkiksposten studser vi først og fremmest over menuen. Gulerodskommensuppe og perlehønelår? Hvordan skal det forstås? Altså rent ud: har Mr. Fuck mon haft en særlig bagtanke med netop at servere de to retter? Vi siger ikke at han har, men vi spørger.
Det er fint nok at han giver gratis, skatteborgerbetalt mad til trængte skønskrivere, men har han ikke allerede lagt grunden til en ny kulturkamp ved at vælge en menu med så rige fortolkningsmuligheder? Gulerødder og kommen – i suppeform? Hm. Det er måske sådan regeringslederen ser det danske åndsliv?
Perlehønelår – det er vel så hans måde at beskrive de såkaldte kulturpersonligheders evindelige trang til at spankulere storskrydende og se-mig-anglende ned ad Strøget – i København, naturligvis, for andre steder i kongeriget sætter de jo nødigt deres ben. Vi er heller ikke uvidende om, at perlehønen blandt avlere regnes for at være det absolut dummeste stykke fjerkræ, med stort set et stk. hjernecelle, der kun reagerer på simple kommandoer såsom: op, ned, ven, fjende, hane, mad!
Det er absolut imod vores grundopfattelse, her bag skydeskåret i det lune, legatopvarmede tårnværelse, men man får faktisk en smule respekt for jyske Rasmussen. Han er nok ikke bare en grundtvigiansk bondeknøs, noget tyder på at han også er en dreven polemiker og en fiffig spottekarl. Hvad lige desserten angår, er der nok ingen bagtanker. Den bestod, siges det, at vaniljeis og chokolade. Det kan alle børn jo lide.

Georg Brandes-prisen
Det var også ugen, skynder vi os at lægge til, hvor dr. phil. Hans Hauge, Aarhus, modtog Dansk Kritikerlaugs Georg Brandespris. Han sagde ikke nej tak, selv om Brandes vel egentlig er en af de største ulykker der nogensinde har ramt dansk kultur? En slags ur-kulturradikal, var han vel. Hauge havde ellers her alle tiders mulighed for at demonstrere foragt for den sædvanlige Politiken-Danmarks Radio-Gyldendal-trekant. Men glæden over lidt pynt i knaphullet vejede åbenbart tungere?
Nu er Hans Hauge, det må indrømmes, godt nok ikke let at blive klog på, så det kan såmænd godt være han i virkeligheden er brandesianer. Måske er han også venstreorienteret? Ligefrem kulturradikal? Hvis man er interesseret i at finde svar på disse spørgsmål, kan man jo forsøge at læse Jyllands-Posten om lørdagen, hvor Hauge har sin egen klumme. Dog: det kan på ingen måde garanteres at ens bestræbelse på at forstå, hvad Manden fra Aarhus i virkeligheden mener, vil lykkes. Det er endnu ikke lykkedes for os her i Taarnet.
Vi tror faktisk ikke han mener noget som helst, vi tror bare, han leger med et udvalg af – helst – politisk ukorrekte synspunkter. I håb om at nogle blive rigtig sure og gerne vil slås nede i skolegården. Det er der vist ikke. Så vidt vi har kunnet observere får Lille Hans lov til at stå for sig selv i et lille pænt hjørne og råbe puh-bad og bæ uden at nogen tager sig af det. Selv ikke de vandkæmmede drenge ovre fra Weekendavisens private realskole gider lege med ham. De er ved at skifte side, de har jo trods alt en naturlig interesse i at holde sig gode venner med kulturfolket, som de slet ikke kan undvære, hvis de da vil have læsere til deres åndssvage avis.

Fri nyrehandel
Men for lige at bevare lidt at det rå tonefald, de har øvet sig på siden Systemskiftet, har de fået en erhvervsmand til at fyre nogle rigtige stinkere af. Manden hedder Christopher Arzrouni og er mest kendt i offentligheden som ham der skriver statsministerens nytårstaler, men nu går han ind for fri nyrehandel – så de har noget at leve af i de fattige u-lande, og så vi i den mest rige og mest liberale af alle verdener ikke skal vente på, at vores egne fattige dør, så deres indvolde bliver tilgængelige.
Arzrouni går også ind for menneskekloner, som han mener må være et fremskridt, og for bolighajer, som han opfatter som en slags hverdagens helte. Weekendavisen så vist gerne, at sådan nogle som os her i Taarnet rykkede ud med humanistiske, artigt venstresnoede protester over så forfærdelige ytringer. Men vi gider ikke rigtig. Hvis erhvervsmanden ytrer sig alene for at provokere, er han ærlig talt for langt ude. Hvis han mener, hvad han siger, gravalvorligt altså, mener vi til gengæld, at han har et problem, som vi nok ikke er de rigtige til at tage os af. Han bør snarere søge professionel hjælp. Måske er der stadig så meget velfærdssamfund tilbage, at han kan få offentlig støtte til evt. behandling?

Ugens Perle
I bedste Lilleskolestil har Taarnets redaktion til hensigt hver uge at tildele en bestemt person hædersbevisningen Ugens Perle som belønning for en særlig bedrift, en særlig ytring eller fordi den pågældende i almindelighed har gjort sig heldigt bemærket. Denne uges perle tildeles forfatteren Peter Laugesen, dette års modtager af Kritikerprisen. Man skal holde sig lidt på afstand af ham, hvis man ikke kan lide duften (for nu at sige det mildt) af Gul Capstan. Men han er satenedeme en god digter!

Ugens Kiks
For balancen skyld bør der naturligvis samtidig uddeles misbilligelse af en person der i særlig grad har jokket i spinaten. Eller lignende. Denne uges kiks deles mellem forfatterne Jan Sonnergaard og Peter Rønnov-Jessen, der alligevel ikke, som lovet, mødte op til statsministerens taffel iført spankingkostume. Tøsedrenge!

LF-Nyt
Helt godt at vide, at der stadig findes folk som er lydhøre, for ikke at sige ærbødige, over for det offentliges repræsentanter. Ifølge Lolland-Falsters Folketidende gik det ’sensorstyrede’ lys ud i salen, da Rødbys kommunaldirektør holdt tale for 23 af byens borgere om Strukturkommissionens rapport, fordi tilhørerne simpelthen var alt for stille og opmærksomme.

Klumme
Taarnet
*Dette er Bent Vinn Nielsen første rapport fra tårnet, hvor den danske forfatter olympisk svævende slår ned i landskabet omkring sig. Bent Vinn Nielsen vil fremover hver lørdag i Information fortælle om udsigten ovenfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu