Læsetid: 4 min.

En dyne kom forbi

Til mærkelig, mangeartet oplevelse i Kanonhallen med 57 senge på rad
24. februar 2004

I teatret
Ikke siden Lars von Trier lod en myretue i New Mexico styre, hvad et halvt hundrede skuespillere skulle foretage sig i Kunstforeningens hus på Gl. Strand, har der været opsat en tilsvarende installation, som den, der indtil 28. februar kan opleves i Kanonhallen i København. Teaterfolket har ellers i de senere år slået en hel del knuder på sig selv – teatersport, Dr. Dante – for at få folk lokket ind.
Teatret har, hånden på hjertet, ikke helt filmstrimlens egenmagi, og kun en tåbe frygter ikke at komme til at kede sig i tre timer uden at kunne slippe ud, hvis man er rigtig uheldig.
Den risiko løber man ikke i 57 Beds, en forestilling af Signa Sørensen, som der allerede står gny af, dels efter de begejstrede anmeldelser, dels takket være mund-til-mund-metoden. Man bestemmer nemlig selv, og det var tydeligt på de mange 20-25-årige blandt publikum, at de aldrig havde oplevet noget lignende. De gik rundt med julelys i øjnene, for det var et gå-rundt-teater, hvor der skete mange forskellige ting.
Selv titlen var jo tillokkende. Man kunne vel altid finde en ledig seng, hvis man fik lyst til en lur. Det gjorde vi nu ikke. ’Vi’ var fem ærværdige borgere, der mødtes i foyeren, og allerede her begyndte løjerne, da min kammerat, E., ville tage plads på en af puderne i det japanssk inspirerede møblement og sank i til grundfjeldet, så kaffen fra den kop, han lige have købt, sprøjtede ud over det hele. Jeg havde ham resten af aftenen mistænkt for at stå i ledtog med skuespillerne, idet man aldrig vidste, hvem der var hvad. Ca. 40 medvirkende var der.

Wilhelms konsultation
Vi blev sluset ind i hold på seks, og blev straks stoppet ved en grænsekontrol, hvor vi skulle aflevere vore sko. Inde i hallen stod 57 senge på rad og række, som om det var et hospital. Midt i var fem udbrændte bilvrag stillet op, og en ung mand lå på ryggen og sparkede heftigt til dem. Oven over foregik et akrobatisk nummer fra et tårn med trapez. En blind pige lod sig føre rundt, og en balletdanserinde viftede yndefuldt forbi på sin flade tå. Til venstre var en café, og i de modsatte hjørne sås en depraveret gangsterbar. Gennem hallen var et fornemt dækket bord med en hvid dug med store blomsterarrangementer og en række fyldte rødvinsglas. Syge lå i sengene og led, eller nogle besøgende havde slået sig ned på sengekantene for at høre deres historier. Hvis man ikke selv ville snakke, kunne man stille op og være med på en lytter.
Ved et bord med lægelige remedier sad en kvinde i hvid kittel. Hende satte jeg med hen til, fordi man jo altid har lidt skavanker, og går man til sin egen læge, skal man altid vente i noget, der føles som en time.
»Hvad kan jeg gøre for dig,« ville hun vide.
»Jeg har ondt i siden,« sagde jeg og pegede på et område omkring nederste venstre ribben.
»Det er højst sandsynligt en mindre muskelsprængning,« konstaterede hun. »Ikke noget særligt, men du kan eventuelt opsøge en fysioterapeut eller forsøge at få taget et røntgenbillede. Har du brug for noget smertestillende?«
Et øjeblik efter var hun tilbage med noget brusevand, idet hun præsenterede sig som Esther Wilhelm, sygeplejerske. Hvis det blev værre i løbet af aftenen, måtte jeg komme igen, så ville hun skaffe en seng. Imens havde et mindre opløb samlet sig ved en scene, hvor et ungt par i hvidt cowboydress sang en duet. I det samme kom en dyne krybende forbi nede på gulvet med et menneske under.

Uforskammet
Nu fik vi lyst til en kop i cafeen, men da vi var et halvt sekund for længe om at beslutte os, blev servitricen fornærmet og drejede om på hælen. Det fik os til at mindes Henrik Boserup i sine velmagtsdage, hvor folk opsøgte hans rastaurant, netop for at blive fornærmede. Lidt efter kom kaffen og et par sportsvand, og
denne gang lykkedes det E. at undgå at spilde noget. En mand kravlede rundt mellem benene på os, og med en pistol forsøgte han at true os til at holde op med at ryge.
Vi gik endnu et par runder – og oplevede Esther Wilhelm på slap line. Hun var gået i gang med at massere en patietient
i en af sengene, og det så hylende grinagtigt ud, for patienten reagerede som en slaskedukke, og folk morede sig lige så kanon, som navnet på den hal, vi gik rundt i.
Fremtidens teater? Denne mellemting mellem bilmesse, serveringsteater, billedkunst, reception, koncert, kammerspil og supermarked har i hvert fald et samlet potentiale, der overgår de enkelte indslags værdi eller kvalitet. Der var sådan noget Tivoli-hurlumhej eller Det Mystiske Hus over det, og for den sags skyld kunne man gerne spille Holberg med ind i det. Den optimale ramme for hvad som helst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her