Læsetid: 4 min.

Dyret mellem manden og kvinden

Hvor er seksualiteten i iransk film og hvad er forbindelsen mellem kroppen i filmene og selvmordsbombere? Der blev svaret på det hele, da den iranske cineast Hamid Dabashi forklarede film i København
23. februar 2004

Iransk film
Det handlede ikke om sex og vold. Der var ingen historier om en cd-rom og tissesex. Det handlede om iransk film lørdag eftermiddag i Cinemateket. De langsomme iranske film, som er blevet det fransk film var tidligere, og som kinesisk film har aspireret til: De film som Hr og Fru Lang videregående uddannelse i vestlige storbyer med trang til lidt mere end Julia Roberts og Mads Mikkelsen går ind og ser, når de går i biografen.
Og så kom det alligevel til at handle om sex og vold. Den iranske cineast Hamid Dabashi kom for at tale om iransk film – eller som det hed fra podiet i Filmhuset i Københavns såkaldte Asta Nielsensal foran de fine mennesker på blå stofsæder: Iransk cinema. Dabashi bor i New York, underviser på Coumbia University. Han var lørdag i akademikerhabit: sort blazer, blå denimbukser, cremefarvet ulden trøje og løst markeret ansigtsbehåring. Dabashi er berømt for sit oversigtsværk om iransk film: Close up.
Og foredraget drejede sig om noget, som man mente ikke eksisterede: sex og vold i iransk film. Man ser det ikke som i vestlige film. Men det er der og det vises i vanskeligt tilgængelige koder. Det er ikke først og fremmest statslig censur, som holder sex og vold væk fra iranske film:
»Jeg har sagt til de store instruktører Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf: Kom til New York. Jeg skal nok stille første klasses skuespillere til rådighed. Så kan I lave en rigtig erotisk scene.«
Men de var ikke interesserede. Fordi iransk film er lavet under to forudsætninger: Kroppen er i den 1.000 år gamle persiske poetiske traditionen aldrig bare kroppen. Kroppen henviser altid til noget andet. Og den bliver altid henvist til gennem frugt, citater, vin og spil på navne. Den der i en iransk kontekst vil vise et samleje, må vise noget helt andet end mand og kvinde i gensidig genital udveksling.
For det andet anførte Dabashi den koloniale magtudøvelse i Mellemøsten som en aterritorial teknik. De koloniale besættere kom
ikke fra et bestemt sted og besatte et bestemt sted. Deres magtudøvelse rettede sig mod mennesker og ikke land. Og den påvirkede den mellemøstlige oplevelse af kroppen som stedet for personlig integritet. Den orientalske krop er ifølge Dabashi fragmenteret. Det er denne fragmentering, som i ekstreme tilfælde kan blive udnyttet som selvmordsterrorisme.

Vaske tøj med mere
Dabashi skitserede i dominerende floskuløse forestillinger billedet af iransk film. De skulle være udtryk for en ’særligt dyb humanisme’. De skulle være lavet i opposition til Hollywood, og de skulle efter den islamiske revolution i 1979 være begrænset af censuren.
For nu at nuancere billedet og oplyse publikum på de pæne blå sæder viste Dabashi klip, som for den udenforstående lignede ordinære hverdagsforløb, men som for en persisk optik udfoldede erotiske forløb. Han viste en scene fra Samira Makhmalbafs Blackboard, hvor en skolelærer, som netop er blevet gift med en enlig mor, opsøger sin hustru, mens hun vasker tøj. Allerede tøjvasken henfører til den rituelle afvaskning inden bryllupsnatten. Skolelæreren placerer sin tavle mellem moren og hendes søn. Herefter fører bedstefaren sønnen væk og skolelæreren forsøger at lære sin hustru at stave til ’jeg elsker dig’.
Hun er demonstrativt indifferent. Hun ligger sammenrullet. Han vil give hende karakterer. Først giver han hende på nul på den iranske 20-skala. Men efterfølgende vil smigrer han hende:
»Du er sådan en god pige. Du får alligevel 18.«
Men scenen afsluttes ved, at manden igen tager tavlen på ryggen; konen vender sig mod sit barn. Og nu kan man læse karakteren 20 på tavlen. Hvilket skulle indikere, at hun alligevel har opført sig som en rigtig god pige og givet manden, det han ville have. Dabashi viste en scene fra en film af Mohsen Makhmalbaf: En knælende kvinde malker en ged. Hendes mand stiller sig foran geden og masserer dens horn, mens han reciterer poesi. Men geden viser sig i et enkelt kort klip som protese for mandens krop. Og pludselig ser det ud som om, kvinden masserer mandens kønslem repræsenteret i dyret.
Dabashi viste også vold, som den viser sig i iransk cinema: I dokumentarfilmen Vores tid interviewer instruktøren en enlig mor i ulykkelige omstændigheder: Intervieweren overskrider den interviewedes grænse ved at sige: »Lad os tale om noget godt. Fortæl om dengang, du mødte din mand.« Men manden viste sig som narkoman. Og det der var et løfte om lykke, blev hurtigt en tragedie. Intervieweren brød ind i den interviewedes private tragedie. Da den enlige mor siden finder en lejlighed, afslører intervieweren, at filmholdet havde hjulpet med at finansiere en lejlighed. Dette skulle være endnu et voldeligt indbrud i morens tilværelse.

Dogme?
Publikum i Asta Nielsen levede ikke op til fordommene. Det var
ikke Hr og Fru Lang videregående uddannelse. Det var eksiliranere, filmentusiaster og almindelige nysgerrige, som stillede spørgsmål. Dabashi blev bedt om at forklare, hvorfor iranske instruktører ikke bruger professionelle skuespillere:
»Først og fremmest, fordi iranere er elendige skuespillere. Vi har smukke kvinder og flotte mænd, men de kan ikke agere som skuespillere.«
Det var startet som en teknik. Nu er det blevet en æstetik:
»Da Mohsen Makhmalbaf skulle lave en Hollywoodfilm, rejste han rundt med en producer i Indien. Produceren sagde: ’Du får fem millioner dollar og så skal vi bare finde en rolle til Brad Pitt’. Makhmalbaf hoppede op på en bil og kaldte gadens børn hen til bilen. Han kunne ikke sproget. Men først fik ham dem alle sammen til at grine. Så fin han dem til at græde. Og så sagde han: Det her er mine skuespillere.«
Dabashi forklarede, at iranske film var lavet som dogmefilm. Men de behøvede ikke opfinde et særligt manifest. Det var ganske naturligt:
»Da Barbara Streisand kom til at New York for at indspille film, boede hendes hold i ti bygninger. Når Kiarostami laver en film, kan hele holdet sidde på en bagsædet af en personbil.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her