Læsetid: 11 min.

Evangeliet ifølge Gibson

Den stærkt katolske Hollywood-stjerne Mel Gibson har brugt 25 mio. af sine egne dollars på at skildre de sidste 12 timer i Jesu liv i filmen ’The Passion of the Christ’. Filmen, der har amerikansk premiere på onsdag, er blevet anklaget for at være antisemitisk og har skabt ophedet debat blandt jøder og kristne om, hvem der egentlig slog Guds søn ihjel
21. februar 2004

Vi er alle skyldige. Jeg er ikke ude på at lynche nogen jøder... jeg elsker dem. Jeg beder for dem,« sagde Mel Gibson til den katolske nyhedstjeneste Global Catholic Network for en måned siden i et forsøg på at afvæbne en hård kritik af sin person.
Den amerikanske filmstjerne og instruktør befinder sig midt i en af sit livs værste kriser, hvor han er centrum i en ophedet debat, en kulturkamp, mellem ikke mindst jøder og katolikker, om hvem der bærer skylden for Jesu død på korset for godt 2.000 år siden. En debat, hvor ingen, hverken jøder eller katolikker, har holdt sig for gode til at kaste med mudder eller endda true hinanden på livet.
Årsagen til balladen er filmen The Passion of the Christ – Kristi lidelse – der har amerikansk premiere på onsdag den 25. februar, askeonsdag, og er produceret, skrevet og instrueret af Mel Gibson, der også selv har betalt de 25 millioner dollars, som den har kostet at lave.
The Passion, der har James Caviezel i rollen som Jesus og Monica Belucci som Maria Magdalene, er indspillet på to døde sprog, latin og aramæisk. Og det er en rå og blodig skildring af de sidste 12 timer i Jesu liv, hvor den jødiske profet bliver taget til fange af sine egne i Getsemane Have, føres til den romerske statholder i Judæa, Pontius Pilatus, der lader det være op til det jødiske folk, om det er Jesus eller Barabbas, som skal korsfæstes.

Der er ikke noget som religion, der kan få folk op af stolene. Problemet er bare, at de stærke følelser, der ofte er involveret har det med at trække et slør for de involveredes øjne, så de kun kan se en sag fra deres egen synsvinkel.
Da den katolskopdragede Martin Scorsese tillod sig at give Jesus et sexliv i The Last Temptation of Christ blev både han og filmen lyst i band af Paven. Og Norman Mailer skabte røre, fordi han skildrede Guds søn som en tvivler i Evangeliet ifølge sønnen, der var skrevet som Jesu selvbiografi.
Men i tilfældet The Passion stikker diskussionen og følelserne dybere, og Gibson vidste fra begyndelsen, at han bevægede sig ind på farligt område. Som Thomas Hartman og Marc Gellman, hhv. katolsk præst og jødisk rabbiner, skrev i en klumme i Newsday den 18. februar: »Selv om jøder og kristne kan sidde i den samme biograf, så kan de ikke se den samme film.«
Kristne har angiveligt forladt kørsler af The Passion rørt til tårer, mens de jøder, der har set den, efterfølgende har udtrykt bekymring for, at filmen vil inspirere til antisemitisme. Men sagen er langt fra så enkel, som den umiddelbart ser ud til at være, for også katolikker har vendt sig mod filmen, mens jøder har rost den.
Men det har i hvert fald ikke hjulpet på sagen, at Mel Gibson er strengt katolsk opdraget og for ca. 12 år siden genfandt sin ortodokse tro; at hans far, der ligesom sin søn er traditionalist, er blevet beskyldt for at være antisemit, hvilket Gibson jr. slet ikke vil tale om; og at Gibson jr. i sin fortolkning af skrifterne, evangelierne, som ligger til grund for The Passion, måske tager dem alt for bogstaveligt og derfor kan medvirke til at piske en stemning op.
Som Newsweeks Jon Meacham fornylig skrev i en lang artikel om The Passion: »Er evangelierne antisemitiske? Nej, men de er polemiske og er ofte blevet fejlfortolket for at retfærdiggøre vold mod jøder.«

Hele balladen begyndte, da en journalist fra New York Times for et års tid siden fandt ud af, at Mel Gibson var ved at bygge en kirke i bakkerne nær sit hjem i Californien. En traditionalistisk kirke, Holy Family, som skulle betjene Gibson, hans familie og en lille menighed, hvis tro blev beskrevet som »en form for katolicisme, der har rod i dekreter fra et paveligt råd i det 16. århundrede og holdes i live af en udbrydergruppe af konspirations-interesserede katolikker, mystikere, monarkister og misfornøjede konservative.«
Samtidig kom det frem, at Gibson, også for egne penge, var i færd med at forberede en film om Kristi lidelseshistorie, og at den ville kolportere Gibsons konservative grundsyn.
Et syn, som Peter J. Boyer beskrev således i The New Yorker i september sidste år: Mel Gibson »har et manikæisk syn på verden, hvor menneskets historie er et produkt af krigen mellem to universer – det entydigt gode og helt igennem ondes kræfter. Han tror lige så fuldt og fast på Djævelen, som han tror på Gud. Og det er derfor, at hans karriere har ledt frem til The Passion, og det er således, at han forklarer den modstand, som filmen er blevet mødt med.«
»Helligånden arbejdede gennem mig på den her film,« har Gibson selv udtalt.

Traditionalisterne løsrev sig fra den officielle katolske tro i midten af 60’erne, hvor Det Andet Vatikanråd moderniserede både kirke og liturgi ved f.eks. at tillade katolikker at spise kød og ikke kun fisk om fredagen og lade den traditionelle latinske messe, hvor præsten står med ryggen til menigheden, afløse af en mere moderne med mulighed for at bruge lokale sprog i stedet for latin.
I konservative kredse var man forargede over fornyelserne, men værre var det, at rådet rensede jøderne for den skyld for Kristi død, som de historisk er blevet pålagt i Bibelen. Ikke mindst i Matthæus-evangeliet, hvor Pilatus spørger jøderne, om Jesus skal korsfæstes, hvortil de svarer, »Lad hans blod komme over os og vore børn!«
Men var det hele den jødiske befolkning, der ønskede Jesus død, eller var det kun tempelpræsterne og de jødiske ledere? Og havde jøderne overhovedet noget at skulle have sagt i forhold til den romerske besættelsesmagts øverste leder, Pontius Pilatus, der er blevet skildret som en vis hersker – angiveligt også i The Passion – men snarere var en ubehagelig despot? Handler det i virkeligheden ikke om, at Jesus frivilligt gav sit liv og dermed påtog sig menneskehedens og ikke kun jødernes skyld?
Mel Gibson mener, at man kan stole på evangelierne i Det Ny Testamente, for forfatterne, Jesu disciple, var jo tilstede dengang, de var øjenvidner. Men alt efter hvilket evangelium man læser, udspiller hændelserne sig forskelligt, og blandt forskere er man blevet enige om, at netop den populære scene, ofte gentaget i passionsspil, hvor Pilatus stiller Jesus for folket, aldrig er sket.
Forsoningen mellem katolikkerne og jøderne kom til at fremgå af et dekret, som blev offentliggjort, da Det Andet Vatikanråd sluttede under pave Paul VI’s ledelse: »Det er rigtigt, at de jødiske myndigheder og de, der fulgte deres ledelse, søgte Kristi død.
Men ikke alle jøder kan uden skelnen, dengang eller i dag, anklages for det, der skete i hans lidelseshistorie,« stod der blandt andet i dekretet, som også blev formuleret i erkendelse af, at Matthæus-evangeliet har ansporet til jødehad.
Men traditionalisterne anerkender ikke rådet og dets beslutninger og insisterer i stedet på at bevare de gamle traditioner, ligesom de heller ikke accepterer den officielle frikendelse af jøderne.

Artiklen i New York Times om Mel Gibsons kirke, hvori hans far, Hutton Gibson, blev interviewet, var startskuddet til debatten om The Passion, og Gibson har, bevidst eller ubevidst, gjort sit til at puste til ilden. En gruppe jødiske ledere og katolske teologer tilbød ham at være konsulenter på filmen og var så heldige at få ’tilsendt’ en kopi af filmens manuskript. Uopfordret kom de med en masse ændringsforslag, men Gibson var alt andet end modtagelig og valgte i stedet at svare med trusler om retsligt efterspil, hvis ikke de afleverede det efter al sandsynlighed stjålne manuskriptet.
Tonen blev skinger og uforsonlig.
»Det er noget revisionistisk pis,« sagde Gibson til The New Yorker.
»Og det er, hvad disse akademikere er ude på. De gav mig noter baseret på et stjålent manuskript. Det var utroligt. Det var mere eller mindre, som om de sagde, at jeg ingen ret har til at fortolke evangelierne, fordi jeg ikke har en række bogstaver efter mit navn (...) Men evangelierne er for alle, ikke nødvendigvis for akademikere. Bare hyr en akademiker, hvis du vil have et eller andet ødelagt.«
Et af den lille ’studiegruppes’ medlemmer, professor Paula Frederiksen fra Bostons universitet, skrev i det konservative tidsskrift The New Republic en artikel med overskrift »Mad Mel«, hvor hun rev filmen fra hinanden og anklagede den for at være antisemitisk.
Hun slutter således: »Antisemitisme er ikke på samme måde et problem i Amerika, som det er det i resten af verden. Men jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvordan The Passion bliver opfattet, når underteksterne skifter fra engelsk til polsk eller spansk eller fransk eller russisk. Når volden bryder ud, så har Mel Gibson en meget højere magt end professorer og biskopper at stå til ansvar overfor.«
Snart efter begyndte rygterne at sive om, at kristne kritikere og ledere af kristne organisationer havde fået lov til at se The Passion, men at Gibson ikke ville lade jøderne se den. I New York Times brugte Frank Rich anledningen til at revse Gibson og filmen udfra de rygter, han havde hørt. Rich citerede blandt andet Gibsons far for en udtalelse om, at Holocaust slet ikke var så slemt, som det er blevet gjort til.
Mel Gibson så rødt og sagde til The New Yorker om Rich, at »jeg vil slå ham ihjel. Jeg vil se hans indvolde på en stage... jeg vil slå hans hund ihjel.«
I sit svar gjorde Rich sig morsom på Gibsons bekostning og skrev, at man »måske vil blive lettet over at høre, at jeg ingen hund har.« Og han fortsatte: »Hvis The Passion er kosher, kan hr. Gibson så ikke give jøderne samme adgang til en pressescreening i Washington, så de selv har mulighed for vurdere filmen? Den slags ugæstfrihed er ikke specielt kristen.«
Sjældent har der været så meget røre omkring en film, før den overhovedet har haft premiere. I løbet af de seneste måneder er de knubbede ord røget frem og tilbage gennem luften, ofte med den katolsk liga på den ene side og den jø-diske Anti-Defamation League på den anden. Jøderne anklager inddirekte katolikkerne for meddelagtighed i Holocaust, de konservative katolikker råber op om jødernes drab på Jesus, mens andre taler om, at Holocaust, hvor seks millioner jøder døde, blegner i forhold til de mange millioner mennesker, som mistede livet under Anden Verdenskrig og i det tidligere Sovjetunionen.
Efterhånden, som flere og flere mennesker har fået lov til at se The Passion, inklusive jøder, er gemytterne just ikke faldet ro, selv om rapporter om, hvordan den rent faktisk er, trods alt har nuanceret debatten – nu er der bare flere, der har en mening om filmen.
I december forlød det, at Mel Gibson havde vist The Passion til paven, som reagerede med ordene, »den er, som det var.« Med andre ord skulle Gibsons film være en præcis genskabelse af Kristi sidste tid. Men en talsmand for Vatikanet har siden taget afstand fra udtalelsen og forklaret, at paven aldrig kommer med den slags kunstneriske vurderinger, som man kan fortolke på.

Det interessante ved balladen om The Passion er, at vi har fået præsenteret et helt andet billede at Mel Gibson, end vi er vant til. Der er langt fra det halvgale, men utvetydigt sympatiske og umådeligt charmerende snakkehoved, som Gibson spiller i actionkomedierne Dødbringende våben 1-4 – en rolle, som i høj grad har farvet publikums opfattelse af ham – til den, havde jeg nær sagt, religiøse fanatiker, som nu forsvarer The Passion med alle tænkelige midler.
At han er katolik, vidste de fleste godt, og det fik ham kun til at fremstå endnu mere sympatisk, når man fik at vide, at han boede på sin australske farm sammen med sin kone gennem mange år og deres mange børn.
Men i forbindelse med The Passion har han udvist en ærekærhed, der nærmer sig det fanatiske. Efter premieren på den Oscarvindende Braveheart, som Gibson instruerede og spillede hovedrollen i, blev han anklaget for at være homofob og reagerede på samme konfrontatoriske facon.
Der er ingen tvivl om, at The Passion betyder alverden for Mel Gibson. Så meget, at han nu i et lidt sent forsøg på damage control og af respekt for blandt andet Abraham Foxman, lederen af The Anti-Defamation League, ifølge New York Times har valgt at udelade den kontroversielle scene fra filmen, hvor det jødiske folk dødsdømmer Jesus med ordene: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«
Senest har Gibson ladet sig interviewe af ABC, og han sagde blandt andet, at The Passion er meget voldelig, og »hvis man ikke kan lide det, så lad være med at se den.«
Og til anklagerne om filmen er antisemitisk, sagde han, at det er den ikke. Den handler i stedet om »tro, håb, kærlighed og tilgivelse. At være antisemitisk er ukristent, og det er jeg ikke.«

Det bliver svært for den 48-årige Mel Gibson at gå tilbage til de uforpligtende underholdningsfilm, han har lavet så mange af i løbet af sin 30 år lange karriere – skulle han overhovedet nære ønsker i den retning. I de senere år har hans roller i stigende grad været på den alvorlige side – som i krigsfilmene The Patriot og We Were Soldiers og i Signs, hvor han spiller frafalden præst, der genfinder troen.
Hans anseelse synes nu at hænge på, om The Passion er en god film eller ej – og om den er antisemitisk. Er den god, vil mange få større respekt for ham, er den dårlig, kunne det give ham karriereproblemer. Og er den antisemitisk, er han en færdig mand i showbizz.
Under alle omstændigheder har den massive medieomtale skabt en overvældende interesse for at se The Passion, og alle vil se filmen for at kunne tale med om, hvordan den forholder sig til det store spørgsmål i kulturkampen: Hvem slog Jesus ihjel?
Den slags reklame kan ikke købes for penge, og filmen åbner i da også i 2.500 biografer i USA. Og er The Passion virkelig instrueret af Helligånden, som
Gibson siger, »så kunne Han have en Oscar for Bedste instruktion inden for rækkevidde,« som Frank Rich også skrev i New York Times.

*The Passion of the Christ har dansk premiere den 2. april

*Se filmens trailer på www.ThePassionofTheChrist.com

*Mere om debatten på www.seethepassion.com og www.thepassionmovie.com. og om Det Andet Vaticanråd på www.christusrex.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu