TEHERAN »Død over USA. Død over Israel!« Råbene vil med sikkerhed gjalde ud over Iran i dag, hvor landet fejrer 25-års jubilæet for den islamiske Revolution.
Og med ligeså stor sikkerhed vil de vestlige medier kaste sig over billederne af brændende dukker, der forestiller George Bush og Ariel Sharon.
Dernæst skal vi høre den obligatoriske historie om Irans enorme ungdomsgeneration, der higer efter vestlig musik, frihed, demokrati og sex. Som læser får man indtrykket af, at den næste revolution er lige om hjørnet, og hvis bare de unge kunne slippe ud af regimets ækle islamiske kløer, så ville alt være godt.
Her i Teheran er der dog intet, der tyder på, at Revolutionens børn forbereder et oprør. Det er sandt, at generationen født efter 1979 udgør næsten 70 procent af befolkningen, og at en del af dem ganske rigtigt drikker alkohol, hører forbudt musik og ser vestlige film som middelklassens teenagere gør så mange andre steder i verden.
Men det er mere end tvivlsomt, om man kan trække en linje direkte fra Levis Jeans og Michael Jackson til politiske bevægelser.
Studenterbevægelsen hører man ikke meget fra. En stor del af dem er i fængsel, læser i udlandet eller har valgt at trække sig tilbage fra det politiske liv og passe sig selv.
Ægteskab
Og de øvrige unge har mere end nok at se til i deres daglige liv. Her er det ikke først og fremmest præsternes moralske prædikener, det religiøse politi, forbuddet mod at rejse ud af landet eller lovens lange arm, der bekymrer dem. Det altoverskyggende problem for ungdommen i dagens Iran hedder ægteskab. Og i den forbindelse spiller familien en rolle, der på alle måder overskygger statens.
Hamid Reza er 26 år, han kommer fra en større provinsby i Iran, er uddannet læge og aftjener i øjeblikket sin værnepligt. For 10 måneder siden begyndte han at maile med en pige fra Teheran.
Hun er 24 år og har lige afsluttet sin bachelor i tysk.
»Først mailede vi bare, så begyndte vi at chatte, derefter sendte vi billeder til hinanden, og til sidst talte vi i telefon sammen flere timer dagligt,« fortæller han til Information.
»Efter seks måneder mødtes vi for første gang, og det var kærlighed med det samme.«
Problemet er bare, at Hamid Rezas mor ikke er enig med sin søn.
»Hun siger, at der er to grunde til, at jeg ikke må gifte mig med hende. For det første siger hun, at man ikke kan stole på, hvad piger siger. Og for det andet, så går hun kun med til, at jeg gifter mig med en læge. En bachelor i sprog er ikke god nok til mig, efter hendes mening.«
Overraskende nok viser Hamid Reza en del forståelse for sin mors holdning.
»Jeg er ikke enig med hende, men måske har hun ret. Du må forstå, at i Iran tilbringer familierne ekstremt meget tid med hinanden. Min søster og hendes mand besøger f.eks. både vores og mandens forældre flere gange om ugen. Det er vigtigt, at de kommer godt ud af det med hinanden. Vi skal helst dele kultur,« siger han og understreger dermed, hvor vigtigt det er, at familien er enig i valget af hans hustru.
Hans ven, Amir, er enig med ham. »Jeg vil helst selv bestemme, hvem jeg skal giftes med, men på den anden side set vil jeg heller ikke være uvenner med min familie. Det går simpelthen ikke. De betyder for meget her i Iran til, at man bare kan ignorere dem. Mine forældre skal helt klart godkende min kommende kone«.
En splittet generation
En iransk psykolog med speciale i unge mennesker, fortæller i sin praksis i Teheran, hvordan de unge er dybt splittede mellem forældrenes mere traditionelle opfattelser af familielivet og de unges egne møder med modernitetens muligheder og krav.
»Frustrationen for de unge mennesker handler om, at de ikke længere er født til en bestemt stilling, og deres kommende ægtefælle er heller ikke givet på forhånd, som det var tilfældet tidligere. De skal så at sige selv ud og skabe deres liv, men det er deres forældre endnu ikke indstillet på.«
Han fortæller videre, hvordan mange af de unge, som han har i terapi, har præcist samme problem som Hamid Reza. De har det dårligt med at være begrænset af familien, men på den anden side set har de dårlig samvittighed over ikke at gøre, som familien forventer.
Revolutionsdagen i dag vil på mange måder være det perfekte billede på Irans konflikt. Mens en mindre, fortrinsvis ældre, del af befolkningen vil holde hyldesttaler for Khomeini og revolutionen, forbande zionisterne og prise de faldne martyrer fra krigen mellem Iran og Irak, så vil en større og yngre del af Irans indbyggere bryde deres hjerner med, hvordan de finder en passende kæreste, kone eller mand, der kan opfylde både deres egne ønsker om udseende og kærlighed og familiens krav om den rette kultur.
FAKTA
Irans revolution
*1963: Shahen (Irans konge), Mohammad Reza Pahlavi, igangsætter en række reformer af bl.a. landbruget, kvinders rettigheder og uddannelsesstystemet. Officielt er det for at modernisere og sekularisere Iran, men reformerne dækker i høj grad også over manglende demokrati, afhængighed af USA og Shahens ønske om at blive ved magten uanset hvad. Forbilledet er Atatürks Tyrkiet. Gennem reformer lægger han sig især ud med de muslimske gejstlige i landet, herunder Ayatollah Khomeini.
Khomeini opfordrer befolkningen til at modsætte sig Shahens reformer og gøre oprør mod ham. Khomeini fængsles.
*1964: Shahen deporterer Khomeini til Najaf, den hellige shia-muslimske by i det sydlige Irak.
*1970erne: Perioden er præget af konflikter mellem befolkningen og Shahen.
*6. jan. 1978: Den iranske avis, Etelaat, bringer en artikel, hvor Shahen kalder Khomeini for en udenlandsk agent og en korrupt person. I Qom udløser artiklen voldsomme demonstrationer og optøjer rettet mod Shahen. I løbet af et par dage spredes protesterne til flere steder i landet. Sikkerhedspolitiet svarer igen ved at dræbe flere demonstranter. Shahen presser Irak til at udvise Khomeini, der i stedet tager til Paris.
*August 1978: En påsat brand i Cinema Rex i Abadan er skyld i 400 personers død. Branden er påsat af religiøse fanatikere, men der opstår hurtigt en historie om, at det er SAVAK, Shahens hemmelige politi, der står bag, hvilket skaber fornyet spænding mellem folket og Shahen.
*5. nov. 1978: Shahen afsætter regeringen og indsætter i stedet en militær regering.
*16. jan. 1979: Shahen forlader landet, officielt for at tage på ferie, men han vender aldrig mere tilbage.
*1. feb. 1979: 78 år gammel vender Khomeini tilbage til Iran og modtages med jubel af store dele af befolkningen.
*4. feb. 1979: Irans ministerpræsident, Shahpur Bakhtiar, udtaler til Teheran Radio, at Iran kun bør have én regering, og at han ikke vil gå på kompromis med hverken Shahen eller Khomeini.
*5. feb. 1979: Khomeini udpeger Mehdi Bazargan som ministerpræsident for Revolutionens foreløbige regering, og Iran har dermed i princippet to regeringer. Bakhtiar truer med at arrestere Bazargan.
*10. feb. 1979: Teheran ligner en krigszone med brændende bildæk, sandsække og pansrede køretøjer i gaderne. Gadekampe bryder ud i flere provinser. Der går rygter om et militærkup. Klokken 17 falder den sidste politistation til folket. Dagens resultat: 126 døde og 634 sårede.
*11. feb. 1979: Revolutionsdagen! Kl. 10.30: 27 militære ledere mødes. Kl. 13.00: Det iranske Forsvar udsender et samlet kommuniqé, hvori de erklærer sig neutrale i politiske konflikter. Alle styrker bliver beordret til at vende hjem til kassernerne. Udtalelsen er reelt en støtte til Khomeini, eftersom militæret nu nægter at angribe landets befolkning.
Kampe, hærværk og drab fortsætter men stilner langsomt af. Folk bryder ind i offentlige bygninger og smadrer billederne af Shahen. I Teheran rasserer de hans palads og overalt i landet åbnes dørene til landets fængsler. Revolutionen er en realitet og erklæres samme aften på tv.
*Navnene i artiklen er pseudonymer og andre optræder anonymt. Redaktionen er bekendt med kildernes navne
*Leif Kongsgaard er antropolog
