Læsetid: 5 min.

Fangernes oprør

Begivenhederne understregede mere end noget andet, at vi for Herren alle er gældbundne fanger: bundne af et umådeholdent pengeforbrug, af syndernes manglende forladelse, af druk og hor, af ugengældte tjenester, af brudte løfter for slet ikke at tale om alt det andet
20. februar 2004

(2. sektion)

Begivenhederne understregede mere end noget andet, at vi for Herren alle er gældbundne fanger: bundne af et umådeholdent pengeforbrug, af syndernes manglende forladelse, af druk og hor, af ugengældte tjenester, af brudte løfter for
slet ikke at tale om alt det andet

Intermetzo
I forgangne uge gik det galt. Folk, der, ifølge justitsminister Lene Espersens bemærkelsesværdige udtalelse, selv har valgt at sidde i fængsel – måske i erkendelse af dette valgs bitre omkostninger, eller fordi justitsministerens visdomsord pludseligt randt dem kollektivt i hu, gik rent amok i fængslet og ommøblerede dette radikalt. Den forudsagte sammenhæng mellem længere straffe og deraf flere afsonere og deraf følgende overbemandede fængsler og deraf følgende uro viste sig med al ønskelig tydelighed.
Ifølge flere sagkyndige i medierne vil uroen efter denne første chokerende eruption brede sig blandt samfundets tabere i socialgruppe æ, ø, å – nummer sjok. De indsatte af denne kategori med eller uden tæsk i barndommen bor stuvet sammen på en hel del færre kvadratmeter end Le Corbusiers anbefalede gyldne snit for mennesker; noget sådant kan folk nu engang ikke tåle. Især ikke hvis de på forhånd er spærret inde med udsigt til flere år i skyggen. Regeringen har i strafafsoningsbranchen ikke fulgt det hellige udelelige bevidstløse princip om frit valg, hvilket kan være godt for noget. Således lader privatiseringen af fængselsvæsenet foreløbig vente på sig og hænger sikkert sammen med, at kun et overskueligt antal investorer i den private sektor står parat med risikovillig kapital til bygning af et alternativt delvist nedbrændt fængsel.
Der skal ligesom være lidt mere motivation, før liberalismen viser sit alternerende samfundssind og sætter midler på højkant. Pressionen mod regeringen fra en kreds ivrige private for at få lov at investere i fængsler er i hvert fald spag. Men regeringen kan komme investorerne i møde ved at skærpe straffene yderligere; derved får man flere fanger som kunder og det numeriske grundlag, ja, selve forudsætningen for pengeanbringelse i armeret beton og tremmer, stimuleres.

Begivenhederne understregede mere end noget andet, at vi for Herren alle er gældbundne fanger: bundne af et umådeholdent pengeforbrug, af syndernes manglende forladelse, af druk og hor, af ugengældte tjenester, af brudte løfter og, for slet ikke at tale om alt det andet – af fortiden og fortidens forældede forestillinger. Selv et land kan således være lænket og fastholdt i den grad, at end ikke en debat om i givet fald at revidere en forældet og mangelfuld grundlov kan tillades folket og dets mere ivrige tjenere. MF Krarup/Langballe modsatte sig atter i ugens løb enhver tale om grundlovsdiskussioner. Det vil være ensbetydende med destruktion af kongehuset, folkekirken, folkestyret, folket, det hele, messede parret og betegnede andre religiøse påfund end deres egne som alle mulige sekter, der ikke på vilkår i en ny grundlov må anfægte den folkekirke-lutheranske særstatus. Her burde man med Søren Mørch stille det modkrav: at når Krarup/Langballe sætter lighedstegn mellem kristendom og danskhed, bør den grundlovsfæstede folkekirkekristendom afskaffes på stedet, da denne så må opfattes som en rent politisk størrelse.
Dermed er der jo tale om en rettighedsmonopoliseret kirke opretholdt af et politisk hensyn ekskluderende al anden religiøs og politisk opfattelse end folkekirken/præsteduoens. Såfremt de to befætrede charmetrolde ikke går ind på dén tankegang, har de så meget desto større grund til at få ændret grundloven i egen favør og med rene linjer; så bør grundloven nemlig udtrykkeligt formulere forudsætningen for danskheden og dansk statsborgerskab som kravet om folkekirkemedlemsskab ikke blot for Dronningen, men for hele befolkningen: Ein Volk, ein Reich, ein Krarup/Langballe!

En anden person, der mere kvalificeret ransagede historiske forudsætninger for at nemme nutiden, var doktor både phil og jur professor Ditlev Tamm.
»Der er ingen identifikation bagud,« mente den erklærede konservative professor med sorg i mælet. Han hentydede ikke dermed til Krarup/Langballe, som han ikke ubetinget er enig med, men som han mener »ved meget«; hvad det meget er, får stå hen; historie og retsvidenskab, som er professorens felt kan i hvert fald ikke falde ind under dette præsteskabs dybere indsigt. Men ærindet i de Tammske beklagelser gik altså ikke på præsternes åndsforsnævrende forstokkethed, men på Tamms eget gode gamle parti, dets udvikling og status. Tamm er af natur visselig ikke nogen slagsbror, skønt han af uransagelige grunde lægger pen og ellers godt navn til den skadefro jubelreaktionære lømmel-klumme »Groft sagt« i Berlingeren, men han hævder i bramfri ransagelsestrang, at det står sløjt til med Det Konservative Folkeparti. Venstre sidder i sadlen, De Konservative dikker som halehæng. Folk har de jo ikke; Brian Mikkelsen er i Tamms temmelig umisforståelige tolkning et umodent fæhoved, Bendt Bendtsen uden format.
Da Tamm for få år siden skrev partiets nutidshistorie, end ikke drømte han om at omtale den dengang anonyme politiker. Og jo, kommende vicestatsminister og kompromiskandidat, som Bendtsen også var, efter partiets nærved nedsmeltning. Skal man sammenfatte Tamms let sarte og behersket dybsindige politiske analyse, er De Konservative gerådet i dårligt selskab.
Konservatismen befinder sig bedre i medforvaltningen af en robust stat, hvor også den sociale retfærdighed sidder i højsædet: Gud, konge, fædreland, hvor få har netop det meget mere, der gør uligheden lønlig, og de færreste sulter – heller ikke i fængslerne. Det bemærkes, at Tamm ikke nævner Lene Espersen med et ord, muligvis fordi Tamm er for pænt et menneske og for betydelig en jurist til at tage dette symbol på ignorant retsopfattelse i sin mund. Ja, her slår klummisten vildt om sig med rene håbefulde gætterier, men i ærbødig respekt for Ditlev Tamms øvrige intellektuelle fortjenester.
Det korte af det lange konstaterer den konservative superprofessor et henfald af dansk konservatisme; en krise som partiets ledende lag bør tage alvorlig, inden det er for sent, og enhver identitet er vasket væk med Venstres karbolske samfundsudskylninger. De Konservative sætter ingen dagsorden; det gør Venstre og Dansk Folkeparti der for sin part aldrig forsømmer en lejlighed til at pisse på den foragtede overklasserival. Bendtsen er ikke nogen statsministerkandidat og vil kun blive husket for fred i partiet og nedsparing af forskningen i vedvarende energi, Mikkelsen for skoleblad, lygtepæl, attentatet på biblioteksafgiften og forvridning af kunststøtten. Musikken spilles af Fogh.

Her er det besynderligt, at Tamm ikke nævner som et problem for konservativ hæderlighed og selvforståelse, at konservative politikere sidder til højbords med en statsminister, som efter almindelig moral aldrig burde være blevet det efter sin kreative bogføring og vildledning af Folketinget. Samme politikers hyppige distraktion med hensyn til sandhedsbegrebet svarer heller ikke til klassiske konservative dyder. Det siger sig selv, at loyalitet i denne situation må slide på ellers nette borgerlige menneskers selvagtelse. Pudsigt, at Tamm ikke nævner den side af sagen, som i historieskrivningen vil få sin egen synlige plads til kommende generationers undren over fortidens lette sind.
Også fremmedområdet, et markant brud på borgerlig humanisme, tager Ditlev Tamm forbløffende let, skønt afgørende retsgarantier forankret i menneskerettighedskomplekset tilsidesættes. Hvordan forklarer man som retsindig konservativ noget sådant? Fangenskabet af fortid, tradition og veneration begrænser måske ytringslysten. Eller skal motivet læses i lyset af professorens ambition om at se professoren med foden under dronningens bord? Eller Brians? Rent gæt, men lidt lus i skindpelsen skader ikke en større sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu