Flere tusinde kroner i ekstra fattighjælp. Så stor en gevinst kan den enkelte flygtning hente blot ved at flytte få hundrede meter over kommunegrænsen.
Det viser nye tal, som landets kommuner har indberettet til integrationsminister Bertel Haarder (V).
De store forskelle fra kommune til kommune kan ikke forklares ved forskel på by og land eller i antallet af flygtninge, der får hjælp i den enkelte kommune. F.eks. måtte en flygtning i Skagen sidste år nøjes med 641 kroner i fattighjælp oven i enten starthjælp eller bistandshjælp. I Hirtshals var hjælpen til den enkelte på 4.687 kroner.
Og i Skælskør fik en flygtning 1.960 kroner i fattighjælp, mens Ringsted udbetalte 5.000 kroner i gennemsnit.
De store forskelle mellem på kommunerne er uretfærdig, mener Dansk Socialrådgiverforening:
»Det er fuldstændig urimeligt over for flygtninge, at tildelingen af hjælp er så tilfældig. Det kan betyde flere tusinde kroners forskel for en flygtning at blive placeret 200 meter væk i en anden kommune,« siger næstformand Laila Walther.
Dansk Folkeparti vil nu have integrationsminister Bertel Haarder til at gribe ind og sikre øget kontrol med de sagsbehandlere, der giver hjælp til flygtninge.
Formanden for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, borgmester Vagn Ry Nielsen (S) er for-bløffet over forskellene. Han vender sig mod den negative interesse for hjælpen til flygtninge:
»Vi tør jo næsten ikke give to stykker viskelæder til en flygtning efterhånden, så får vi kritik. Det risikerer at gå ud over de flygtninge, der f.eks. skal have hjælp til traumebehandling,« siger Vagn Ry Nielsen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, langer ud efter kommunernes sagsbehandlere:
»Tallene bekræfter indtrykket af, at hjælpen afgøres af tilfældigheder og er præget af sagsbehandlernes personlige, politiske holdninger.«
Dansk Folkeparti vil nu have integrationsministeren til at gennemgå kommunernes hjælp. Samtidig skal byrådene føre kontrol med de udbetalte beløb, mener Peter
Skaarup, der understreger, at han endnu ikke selv har regnet på kommunernes tal.
Nye flygtninge fordeles i dag i kommunerne efter en særlig ordning.
Og selv blandt landets største byer er der stor forskel på den hjælp, der venter. Hvor Ålborg blot gav 1.128 kroner i hjælp sidste år, så var der mere end tusind kroner ekstra at hente i København 2.439 kroner i månedlig hjælp oven i enten starthjælpen eller bistandshjælpen.
»Placeringen efter en kvote er simpelt hen til at bestemme, om en flygtning kan få økonomien til at hænge sammen,« siger Socialrådgiverforeningens næstformand, Laila Walther.
Brug for hjælp
I Horsens får nye flygtninge hjælp i form af en gratis skolepakke til børnene blyanter, penalhus og skoletaske.
Voksne får tøj til sig selv og familien. Flygtningene får også den første måneds hus-leje gratis. Hjælpen udgør i Horsens 3.472 kroner pr. modtager.
Den langt dyreste hjælp er behhandlingen af de flygtninge, der har traumer efter krig eller tortur, oplyser borgmester Vagn Ry Nielsen, Horsens. Han frygter, at kommuner med en meget lavere hjælp sorterer behandlingen fra:
»Den væsentligste udgift er traumebehandlingen og den kan ikke gøres for 600 kroner. Måske har nogle kommuner ikke traumeofre. Det er i hvert fald utilfredsstillende, hvis hjælpen ikke bliver givet,« siger han.