Læsetid: 5 min.

Det feminine perspektiv

Kvinder fortæller andre historier og anderledes end mænd. Det mener Jane Campion, som er aktuel med thrilleren ’In the Cut’
20. februar 2004

(2. sektion)

Interview
»Eeeevaaaa!« lyder det begejstret i telefonen fra Australien, da Jane Campion tager røret for at fortælle om sin nyeste film, In the Cut. Vi har aldrig snakket sammen før, men hun behandler mig som en gammel ven og slutter samtalen af med at fortælle indgående om sin store naturpassion og weekendplanerne med at campere ved en af Sidneys smukke floder.
Jane Campion kan godt lide at have det sjovt. Hun beskriver sig selv som en sunny personlighed, og der er ikke langt til fnis og grin, når hun taler. Heller ikke selv om der ikke er meget fis og ballade over hendes erotiske noirthriller In the Cut, hvor Meg Ryan som New York-skolelæreren Frannie kommer tæt på en ubehagelig række kvindemord og måske, måske ikke har en affære med morderen.
Filmen bygger på en roman af Susanna Moore, som umiddelbart appellerede til Jane Campion.

Under overfladen
»Bogen er interessant ved at være en slags moderne version af den klassiske thrillergenre med en meget feminin følelse, men med de hårde kanter intakt. Karaktererne er komplekse, og der er mange motiver at tage fat i, men samtidig er det en rigtig pulpy mordhistorie. Jeg syntes, bogen var både begavet og sexet, og faktisk også temmelig udfordrende. Det er ikke altid det, der tiltrækker mig, men det var det helt sikkert her.«
Det tog lidt tid, før Jane Campion så en film i bogen fra 1995, og det tog også tid at få sat selve filmen i gang. Campions veninde Nicole Kidman skulle oprindelig have spillet hovedrollen, men endte i stedet med at producere. Flere filmselskaber, blandt andet Miramax, var interesserede i at deltage, men som Campion siger, regnede de efterhånden ud, at hun ikke havde tænkt sig at lave den film, de ville have.
»Miramax indså, at jeg ikke havde tænkt mig at lave en klassisk genrefilm. Og det fik mig til at indse, at det havde jeg faktisk heller ikke, og det sendte projektet i en ny retning. Det tog tid at få en ny finansiering på plads, men til gengæld blev det ud fra de rigtige forudsætninger.«
Campion giver historien en drømmeagtig, næsten hallucinerende kvalitet gennem bl.a. filmens indledning med faldende blomsterblade ledsaget af en syret version af »Que Sera«, flere eventyragtige detaljer i det ellers realistiske portræt af New York og ikke mindst gennem flashbacks med Frannies forældre, der i sin tid fandt sammen på en skøjtebane, hvor det var kærlighed ved første blik.
De ideer kom fra Campions forsøg på at omsætte bogens meget personlige førstepersonsfortæller, for hun ville for alt i verden ikke have en kontinuerlig voice over. Ellers følte hun, at Susanna Moores gennemarbejdede historie forholdsvis let kunne overføres til lærredet, og bogen indeholder også flere temaer, man genkender fra Campions tidligere film. Hendes første film som Sweetie og En engel ved mit bord fokuserede især på venskab mellem kvinder, mens senere film som The Piano, Portræt af en kvinde og Holy Smoke indeholder en mere åben kamp mellem kønnene.
In the Cut kombineres begge dele med en intim skildring af venskabet mellem Frannie og hendes søster (spillet af Jennifer Jason Leigh) parallelt med massemorderhistorien.
Campions største bekymring med materialet var ikke de eksplicitte sexscener, som især den amerikanske presse har reageret på, men de løbende diskussioner om, hvorvidt Frannie ved at indlede en affære med en politimand, hun mistænker for at være morderen, var et af den klassiske thriller-genres kvindelige ofre.
»Vi snakkede meget om det, men jeg så aldrig Frannie som et offer. Hun er ikke et offer, men en person, der er villig til at løbe en risiko. Hun vælger at tage chancer, fordi hendes tidligere liv var helt dødt. Og nok også fordi hendes naturlige forsvarsmekanismer bliver slørede af, at hun er seksuelt tiltrukket af politimanden. Det ville være bedst at holde sig væk, men hun har ikke følt sig tiltrukket af nogen i lang tid og kaster sig ud. Hendes instinkt siger, at det er okay, men så er der de her andre informationer, som ikke passer ind... «

Uvant kvindeperspektiv
In the Cut er af amerikanske kritikere blevet kaldt en feministisk filmnoir, og Campion har det fint med, at feminisme bliver bragt på banen.
»Jeg ser mig selv som feminist, naturligvis. Jeg siger naturligvis, fordi det er umuligt at være i den her verden og ikke kæmpe for andre kvinder og lægge mærke til, at verden er ordnet af og til mænd. Jeg synes ikke, mænd har været særligt gode til at organisere verden, og jeg tror i virkeligheden ikke, at de trives specielt godt i den. Ikke, at jeg tror, at det er let at organisere verden, men mændene har helt sikkert ikke gjort det godt.«
»Til daglig tænker jeg ikke så meget over begreber som f.eks. ligestilling, men jeg tænker med en kvindelig hjerne. At have en kvindelig hjerne er noget at bidrage til verden med. Det er godt med et andet perspektiv. Også for mænd. De fleste mænd er i virkeligheden meget interesserede i kvinder, men de forstår ikke, hvordan de tænker.«
»Når folk bliver chokerede over at se mine film eller i virkeligheden en hvilken som helst anden personlig film af en kvindelig filmskaber, er det, fordi det er så uvant at opleve det feminine perspektiv. Det chokerer dem. Tænker kvinder sådan her? Ja, det gør de! Jeg har tit fået at vide, at jeg er så original, men det skyldes kun, at der ikke er nok af de her historier. Det er kun derfor, folk bliver så overraskede og chokerede over dem.«

Selvvalgt sabbat
For at være medvirkende til at få flere historier med et feminint perspektiv frem har Jane Campion meldt sig til det britiske mentor-program for unge, kvindelige instruktører, Directing Change, der blev omtalt på Informations filmsider sidste fredag.
»Folk har hjulpet mig meget i løbet af min karriere, og nu er jeg i en position, hvor jeg kan give tilbage og hjælpe andre. Det ville være dejligt, hvis flere kvindelige filmfolk fik en chance. Jeg elsker f.eks. Sofia Coppolas film. Jeg var vild med The Virgin Suicides, og Lost in Translation er fantastisk. Jeg tror ikke, at en mand ville lave sådan en film.«
Der går imidlertid et godt stykke tid, før en ung instruktør kan komme i lære hos Campion. Hun har nemlig planlagt at holde fire år fri fra filmarbejdet, selv om hun aldrig har haft det sjovere og følt sig bedre tilpas i instruktørarbejdet end nu.
»Jeg har en niårig datter, som jeg gerne vil være sammen med. Det skylder jeg hende. Vi har det så godt sammen, og vi hader begge to, når jeg skal være væk. Og et eller andet sted, er det nok de sidste år, hvor jeg har mulighed for at hænge ud med hende og være en vigtig indflydelse i hendes liv. Efter det vil vi snarere være mates.«
Umiddelbart har Campion ingen planer om at lave noget som helst de kommende år. Idealet er at være »out in the bush«, og hvis verden mangler kvindelige historier imens, må andre tage sig af det. Som hun siger med et stort grin, så må Sofia Coppola helt enkelt arbejde på overtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her