Læsetid: 7 min.

Alle film starter ved nul

Skuespilleren Benicio Del Toros engagement i sit arbejde er ikke til diskussion, og han er parat til at kæmpe for sin sag, hvis han tror på en rolle, siger han i et interview i anledning af sin seneste film, dramaet ’21 Grams’
27. februar 2004

Interview
Alene i måden, han skrider gennem værelset på med et strålende smil om munden, kan man se, at han er filmstjerne. Piller man de enkelte dele fra hinanden, kan det være svært at se hvorfor. Han er ganske vist høj, mørk og smuk, men ikke på nogen skarptskåren, velplejet og forudsigelig måde.
Han er snarere en kødfuld, stor mand med grove ansigtstræk. Men på en eller anden måde passer det sammen: De katteagtige øjne, den store mund og det uregerlige, grånende, skulderlange hår. Det er det samme med hans tøjstil: Han er ganske vist iført et smart jakkesæt, men under jakken bærer han en hvid T-shirt og for at fuldende det usammenhængende samlede indtryk, er han iført gummisko og en sort truckerkasket med titlen på den film, vi skal tale om, skrevet hen over. En ting er i hvert fald sikker; Del Toro er ikke slave af moden.

Bond-skurk
I en alder af 37 år har Del Toro udført den enestående bedrift som skuespiller at blive anerkendt i Hollywood på sine egne betingelser. Ikke desto mindre tog det et stykke tid før puerto-ricaneren brød igennem. Skuespilagenterne kastede et hurtigt blik på ham og plukkede ham straks ud til små skurkeroller. Han fik småroller på tv og markerede sig i et enkelt afsnit af Miami Vice, før han underligt nok fik sin filmdebut som den knoldesparkende dreng Duke i Big Top Pee Wee.
Han må have været historiens yngste Bond-skurk (han var 21 år), men i License to kill var der ikke mange som lagde mærke til det. Det var Brian Singers kultklassiker The Usual Suspects, der fik alle op af stolene og gjorde dem opmærksomme på den muskuløse Del Toros vidunderligt excentriske spil.
Efter gennembruddet har Del Toro selv kunnet vælge og vrage. Blandt de film, han har medvirket i, er Abel Ferraras The Funeral, Frygt og væmmelse i Las Vegas, The Way of the Gun, Traffic, Sean Penns The Indian Runner og The Pledge. Det har kunnet betale sig. Han fik en Oscar for sin præstation i Traffic og er også nomineret i år for sin rolle i 21 Grams – Alejandro Gonzáles Iñarritus opfølger til Love Is a Bitch.
21 Grams er en fortælling om skæbne, forløsning og faldne engle.
Det er en alvorlig film, der mest handler om døden i al dens komplicerede, skyldplagede og banale pragt. Del Toro spiller Jack, en tidligere politimand, der har vendt sig mod Jesus, og som daglig prøver at holde sin fattige familie oven vande, lige indtil han ved et biluheld kommer til at slå en mand og to børn ihjel.
Det er en film, der kræver engagement fra rolleindhavernes side og som får det. Sammen med Sean Penn og Naomi Watts leverer Del Toro en hjerteskærende præstation. I rollen som Jack er han en fortabt, jaget og såret person – en mand reduceret til ren klynken.

Det rigtige valg
Del Toro skrev kontrakt uden at tøve et eneste sekund. »Det var Alejandro, manuskriptet og Sean Penn, der afgjorde sagen,« forklarer han med sin karakteristisk dybe, buldrende stemme. »Der var ikke andet at gøre.«
Han fik dårlig tid til at overveje, om han var parat til så anstrengende en rolle. »Jeg var sikkert lidt naiv. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg kunne leve op til rollen,« siger han. »Men efter jeg havde sagt ja, begyndte tvivlen.«
»Man kommer altid i tvivl, når først man er i gang og begynder at spekulere på, om man valgte rigtigt.« Han tænder en cigaret, tager et langt hvæs og tilføjer: »Man er nødt til at koge det ned til, hvem det er, man skal spille. For mig er Jack et menneske, som gennemlever en lang depression. Det er så det, jeg må prøve at sætte mig ind i.«
For at researche satte han sig ind i menneskæbner, der var plaget af skyld efter at have overlevet en ulykke.
»Det er sådan noget, der sker, når man overlever en ulykke, og personen ved siden af dør,« forklarer han. »Folk føler skyld – og Jack var et oplagt eksempel på det,« siger han tænksomt og læner sig tilbage i stolen. »Og han voksede ikke op på Park Avenue med mulighed for at gå til sin egen psykiater.«

Method acting
Efter at have gjort sin research, overlod han resten til fantasien. »Sådan må det være. Nøjes man med at gå rent intellektuelt til værks, er man ikke skuespiller.«
Del Toro studerede under Stella Adler og er en varm fortaler for method acting. Han beviste det ved i Terry Gilliams Fear and Loathing in Las Vegas at brænde sig selv med cigaretter på armen, når det stod i manuskriptet (disse scener blev siden klippet ud). Smerten var ikke et problem, men den vægtforøgelse, som rollen krævede, blev det – han åd doughnuts som et svin for at tage 20 kilo på. »Det gør jeg aldrig mere,« siger han eftertrykkeligt. »Jeg vil gerne gå med til at tabe mig, men jeg vil ikke spise mig til en rolle igen. Jeg har haft problemer med ryggen lige siden.«
Vil han så advare andre skuespillere om at ofre sig på den måde. »Nej,« smiler han. »Det er godt for skuespillere at prøve det af og erfare det på sin egen krop – men jeg har prøvet det, og jeg har ikke behov for at gøre det igen.«

Den er min
Del Toros engagement i sit arbejde er ikke til diskussion, og han er parat til at kæmpe for sin sag. »Hvis man forestillede sig, at instruktøren har et eller andet bestemt i tankerne,« siger han, »så er det mit job at prøve på at fremstille det og tro på det, jeg gør. Hvis jeg tror på det, kan jeg også spille det. Hvis jeg ikke tror på det, kan jeg ikke.«
På spørgsmålet, om han ændrede ved Jacks karakter i forhold til, hvad der stod i manuskriptet, viger han lidt tilbage. »Jah, selvfølgelig bringer man noget med sig ind i rollen,« parerer han, mens øjnene bliver mindre.
Det varer kun et øjeblik, så vender grinet tilbage: »Den er min,« råber han, og påtager sig et teatralsk storhedsvanvid. »Den er min! De gav den til mig.« Han fortsætter i sit normale toneleje: »Forfatteren skaber en karakter på sin computer i et værelse. På et tidspunkt er det så op til dig at gå i gang med at opføre sig som den.«
Det lyder fornuftig nok, men Del Toro har ikke i sinde at forlade emnet. »Jeg ved bedre end nogen anden, hvad der virker for mig,« fortsætter han, med antydningen af en panderynke. »Ingen kan komme og sige til mig, ’du skulle hellere gøre sådan.’ Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvad der virker for mig. Når jeg har en klar mening om noget, prøver jeg at overbevise instruktøren om at gøre det på min måde. Det er afgørende, at jeg tror på det, jeg gør. Hvis jeg ikke tror på det, kører jeg den bare på rutinen, og det kan ses. Selv folk, der intet aner om film, ville kunne se, at det ikke holder.«

Knolde på vejen
Det kan lyde arrogant, men hans selvtillid har ikke skadet ham. Tværtimod har den ført ham langsomt opad i Hollywoods hakkeorden. »Jeg har været ret heldig,« indrømmer han mere beskedent. »Jeg har vundet en Oscar, og det forandrer meget. Der er større lydhørhed i forhold til de tanker, man gør sig om en bestemt rolle. Jeg bliver sikkert taget mere alvorligt. Og det er lettere at få en film finansieret.«
»Men det ændrer ikke ved den, jeg er,« sukker han. »Jeg ved, hvor meget det har kostet at blive anerkendt. Der har altid været en masse knolde på vejen, og de er der stadig. Man er gunstigere stillet og får sikkert flere tilbud om at medvirke i film som økonomisk set hjælper en godt på vej, men det betyder ikke, at man har skudt papegøjen. Overhovedet ikke.«
For tiden prøver han på at udnytte sin Hollywood-status til at stable sit eget projekt på benene, en film om Che Guevara, hvor han selv skal spille rollen som den argentinske revolutionshelt. Men alligevel er det noget af en opgave: »Vi arbejder på at rejse fondsmidler,« siger han forsigtigt.
»Det er meget svært. Vi har et manuskript og Terrence Malick?...« Han bliver pludselig tavs og fraværende, før han igen genvinder fatningen: »Forstår du, det er ikke noget jeg har lyst til at tale om, før der er kommet styr på tingene. Jeg kan bedst lide at udtale mig, når sådan noget er rundet af.«
Del Toros kultstatus gør det paradoksalt nok sværere at overtale investorer til at smide penge i foretagendet. »Hvis jeg spillede mere konventionelle roller ville det sikkert være lettere at skaffe penge til en film,« siger han nøgternt. »Men når man prøver på at fortælle skæve og personlige historier, kan det være svært.«
»Det betyder ikke noget at have vundet nogle priser. At have vundet en Oscar, betyder det ikke, at alt hvad man rører ved, bliver til guld – slet ikke. Alle film starter fra nulpunktet.«

© The Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her