Læsetid: 3 min.

Film i tv

13. februar 2004


(2. sektion)

*Steve Buscemi er superb som den plagede instruktør Nick, der prøver at få en lavbudget-film frelst i land, selv om han er forelsket i sin kvindelige stjerne, selv om hans helteskuespiller er en egocentrisk skørtejæger, og selv om røgmaskiner, mødre til de medvirkende, pirrelige statister og en special-indkaldt David Lynch-dværg alle lægger forhindringer i vejen.
Nick er en naiv sjæl fuld af rørende begejstring for håndværket og kunsten. Han får det svært med den mandlige stjerne, der tager chancen med en slumtur til en uafhængig spare-produktion (Brad Pitt var modellen). Den dyre herre forrykker lynhurtigt filmholdets kunstneriske og erotiske balance, og Nick er ved at opgive, indtil hans elskelige mor finder på en løsning, så han kan fortsætte optagelserne. Tom DiCillo har instrueret den skægge lille komedie fra 1995.

Living in Oblivion/Klar til optagelse. Sverige 1, fredag kl. 00.10-01.25

*Sofie Coppola er godt i gang med et blive et verdensnavn takket være mesterstykket Lost in Translation, der byder på en noget nær genial komisk-melankolsk præstation af Bill Murray. Men inden da spillefilmsdebuterede Francis Ford Coppolas datter med det underfundige ungdoms-drama The Virgin Suicides efter Jeffrey Eugenides’ roman – en på samme tid sart, skarp og overraskende beretning om et af de mest fortærskede film-emner på kloden: den tidlige pubertets drømme og længsler.
Vi er i de katolsk hæmmede, bedsteborgerlige Michigan-forstæder i 70’erne og får fortalt en besk fabel om det smertefuldt flygtige og skrøbeligt ubegribelige i de tidligste teenage-års himmel og helvede af vage forhåbninger og skærende frustrationer. Filmens billede på miljøets livsundertrykkende selvfornægtelse er meget passende selvmordet, der truer en familie med fem teenageprinsesser, indespærret af en livsforskrækket dronningemor. Hun spilles af Kathleen Turner, mens den mere afslappede far fremstilles af James Woods – normalt amerikansk film intense maniker nummer ét, men her en lænestolsfar af de mere fredelige. Spillet – ja, hele filmen – er en udsøgt nydelse, og det samme gælder Coppolas skønsomme brug af 70’ernes popmusik, f.eks 10cc og Bee Gees.

The Virgin Suicides. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.55

*Billy Bob Thornton, bl.a. kendt for sin hovedrolle i Coen-brødrenes The Man Who Wasn’t There, fik en Oscar for sit manuskript til denne sydstatshistorie fra 1996, som han tillige har instrueret. Han spiller hovedrollen som Karl, der som 12-årig slog sin mor og dennes elsker ihjel, da han opdagede dem under et samleje.
Karl voksede op uden kærlighed, under usle sociale forhold, behandlet som et umælende dyr. Og da han efter mere end en snes år på en sindssygeanstalt slippes løs, aner han intet om virkelighedens verden og vil helst tilbage til anstalten igen.
Vi befinder os i Sydstaterne meget langt ud på landet, blandt personer af beskedent kulturelt udsyn og lav social status, og det fine ved Thorntons film er dens indlevede portrættter af disse såre jævne sydstatskarakterer – den vellykkede film finder menneskelighed, hvor man mindst venter det.

Sling Blade. Sverige 4, lørdag kl. 22.00-00.25

*Farrelly-brødrene, der netop nu underholder i biograferne med To i en, har måske aldrig været så inspirerede som her, hvor de i rige doser viser deres bizart ynglende humor i historien om nørden (Ben Stiller), der hverken vil eller kan glemme skolekæresten over dem alle, den blonde Mary. Farrelly-brødrene forstår at toppe en smagløs vits med en endnu mere smagløs, så man efterhånden forsvarsløst hvirvles ind i deres herligt surrealistiske, men kunstnerisk kontrollede univers. Især er de gode til at skildre de umodne amerikaneres klumpedumpe-forhold til pigerne.

There’s Something about Mary/Vild med Mary. TV2, søndag kl. 20.55-22.55

*Zhang Yimou er efter alt at dømme Kinas bedste instruktør, og At leve fra 1994 er et af hans hovedværker. Et ligefremt folkeligt epos om en ’helt’, der gennem tre årtier forstår både at leve og at overleve i et Kina hærget af menneskefjendske politiske omvæltninger. Denne Fugui er et instinktivt menneske, lidt af en gøgler, men først og fremmest familiefar og hårdt ramt under Mao-styrets værste kollektiv-
excesser. Han prøver at tilpasse sig kommunismen, men de menneskelige omkostninger er enorme. Zhang Yimous foretrukne stjerne, Gong Li, har en ret tilbagetrukken moderrolle, mens Ge You er fremragende som Fugui og fik Cannes-festivalens førstepris. Filmen vandt samtidig juryens Grand Prix i Cannes. Zhang Yimou har senest udsendt det flotte action-drama Hero.

Huozhe/ At leve. DR 1, torsdag kl. 22.30-00.40

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu