Læsetid: 3 min.

Fogh er færdig

9. februar 2004

INGEN VENSTRE-POLITIKER har nogensinde fået mere end én periode i træk som statsminister. Ganske vist bestred partiet i perioden fra systemskiftet i juli 1901 og til august 1909 landets øverste embede, men med tre forskellige mænd: J.H. Deuntzer, I.C. Christensen og Niels Neergaard. Siden har Venstre aldrig formået at fastholde statsministerembedet, hvilket har betydet, at to af partiets store ledere, Erik Eriksen og Poul Hartling, aldrig opnåede samme status som de socialdemokratiske ikoner efter krigen som Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag.
Denne erkendelse er svær for nutidens Venstre-folk at sluge – og drømmen om endelig at skabe en langtidsholdbar statsminister var i høj grad med til at få partimedlemmerne til at acceptere, at Anders Fogh Rasmussen som ny formand i foråret 1998 markant ændrede partiets politik. Fogh leverede varen ved valget i november 2001 – næsten på dato 100 år efter systemskiftet – og erobrede statsministerposten tilbage. Udgangspunktet var perfekt, idet landet for første gang siden Madsen-Mygdals Venstre-regering fra 1926 til 1929 havde et rent højreflertal. Den store drøm, som Fogh har om at blive den første Venstre-leder, som bevarer posten som statsminister, er imidlertid ved at briste.

DE SENESTE måneders meningsmålinger har vist en overraskende markant nedgang for Venstre. En måling fra PLS Rambøll i Jyllands-Posten i weekenden gav dramatisk tilbagegang til alle de borgerlige partier: Venstre taber ti, De Konservative to og Dansk Folkeparti seks mandater. Samlet er højreblokken gået til
bage fra en samlet tilslutning på 54,7 procent ved valget i 2001 til blot 42,5 procent. Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, som drøner frem i alle målinger, ville storme ind i Statsministeriet, hvis der var valg nu. For Fogh Rasmussen gør den slags meningsmålinger forbandet ondt – også selv om han lader, som om han er
ligeglad. Han er på en og samme tid VK-regeringens stærkeste og svageste kort – stærk, fordi han suverænt er dens bedste begavelse; svag, fordi hans personlige stil støder vælgerne bort. Det skred i opbakningen, som regeringen har oplevet på et år, er langt mere end en krusning – og det er åbenlyst, at regeringens ministre fornemmer krisen.

DET GIK allerede galt for Fogh, da valgresultatet stod klart sent om aftenen den 20. november 2001. Med et solidt flertal for en VK-regering alene med Dansk Folkeparti opstod to alvorlige problemer: For det første var han tvunget til at føre den blok-politik, som han egentligt ikke ønskede – idet kun Pia Kjærsgaard bakkede op om Foghs to vigtigste løfter, nemlig skattestoppet og den stramme udlændingepolitik. For det andet havde han pludselig mulighed for at gennemføre næsten alt, hvad han lovede i valgkampen – hvilket stort set ingen statsminister før har kunnet. Det sidste lyder bagvendt, men er i virkeligheden enkelt: Ved at føre blokpolitik og gennemføre en lang række afgørende politiske beslutninger med et snævert flertal – nedlæggelse af råd, nævn og puljer; milliardbesparelse på ulandshjælp; indførsel af et skattestop, som begunstiger de rige – stod Fogh både alene med æren og lidt senere, skulle det vise sig, også helt alene med problemerne.
Mens tidligere statsministre som Nyrup Rasmussen, Poul Schlüter og Anker Jørgensen altid kunne vikle andre partier ind i deres problemer efter fedtede kompromisser, står Fogh i dag alene. De tre forgængere holdt i omkring ti år – måske allermest fordi de var tvunget ud i det samarbejdende folkestyre.

FOR ET ÅR siden kunne Fogh gå på vandet – efter det succesrige EU-formandskab. I dag er han tæt på at drive til bunds – trukket ned af en række sager og forsømmelser. Tv-dokumentaren Fogh bag facaden viste en arrogant og iskold statsminister, som nedgjorde sine nærmeste. Den værdi- og kulturkamp, som Fogh indledte, er kørt helt af sporet – med reaktionære angreb på skolelærere, forfattere og tv-journalister – og placerede statsministeren helt ude på den sorte højrefløj sammen med præsterne fra Dansk Folkeparti. Den stigende ledighed – næsten 45.000 flere er uden job, end da Fogh overtog magten – skyldes måske mest en svag dollar og dårlige internationale konjunkturer, men regeringens manglende bud på en løsning viser en ligegyldighed over for de, som frygter at miste deres job.
Ja, det eneste bud har jo hidtil været at plukke landets ledige for 800 millioner kroner i besparelser på dagpenge – et forslag, som regeringen kun i sidste øjeblik trak tilbage. Den kurs, som Fogh hidtil har ført, er på vej til at gøre ham til endnu en af Venstres kortvarige statsministre: Fogh er simpelthen færdig. Han taber næste valg og må træde tilbage.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her