Læsetid: 10 min.

Folkemorder på fri fod

Hvis Saddam Husseins pågribelse var en sejr for menneskerettighederne, er Radovan Karadzics fortsatte frihed en hån imod dem. Hvorfor vil USA og dets allierede ikke afsætte de nødvendige ressourcer til at finde og pågribe den værste krigsforbryder i Europa siden Anden Verdenskrig?
14. februar 2004

BEOGRAD – Celebici er en afsides beliggende ravnekrog af en landsby, blot en seks-syv huse, og en kirke, og at nå frem til den kræver et par timers kørsel ad stejle småveje gennem knudrede bosniske bjerge, omgivet af skovklædte tinder. Men den lille flække blev i februar 2002 så stor som overskrifterne i alverdens aviser, da en NATO-militærstyrke indtog Celebici i et forsøg på at pågribe Radovan Karadzic, som man mente skjulte sig her. Helikoptere udspyede den ene hætteklædte kommandosoldat efter den anden, som sparkede døre op og skød låse i smadder på deres dør-til-dør-ransagninger. Men de forlod Celebici med uforrettet sag. Den bosnisk-serbiske leder, som står tiltalt ved krigsforbryderdomstolen i Haag for sin ledende rolle i folkemordsaktionerne i Eksjugoslavien i årene 1992-95, hvorunder op til 200.000 blev dræbt, hovedparten bosniske muslimer, er endnu i dag på fri fod og end ikke i nærheden af at blive fanget. Til dato er Operation Daggry, som aktionen i Celebici kaldtes, det eneste seriøse forsøg, Vesten vides at have gjort for at slå en klo i Karadzic.
I henseende til grusomhed og karisma hævder Radovan Karadzic sig smukt i selskabet af mere berømte samtidige flygtninge som Osama bin Laden og Saddam Hussein. Vi husker ham som den bemærkelsesværdig offentlige frontfigur for folkemordet i Eksjugoslavien. Den alfaderligt udseende bosnisk-serbiske leder serverede med afvæbnende charme den ene løgn efter den anden ved disse års velbesøgte pressemøder, samtidig med at hans militssoldater holdt det belejrede Sarajevo (ved hvis største hospital han tidligere arbejdede) i et jerngreb, hvis de ikke gik fra landsby til landsby og indespærrede familier inde i deres egne huse, som de så nedbrændte eller drev kvinder sammen i interneringslejre, hvor de udsatte dem for massevoldtægter. Sammen med sin general og medflygtning Ratko Mladic, står Karadzic anklaget for et hovedansvar i alle disse grusomheder, hvoraf den mest berygtede er massakren i 1995 på 8.000 muslimske mænd og drenge i det såkaldte FN-sikre område i Sbrebrenica – den værste enkeltstående forbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig.

Nu hvor amerikanske tropper har fanget Saddam Hussein og Bush-regeringen har udbasuneret denne tilfangetagelse som både en retfærdiggørelse af krigen og et afgørende fremskridt i forhold til at vinde freden, er det blevet logisk og moralsk umuligt at retfærdiggøre, at Karadzic fortsat skal have lov at strejfe frit om. På samme måde som Osama bin Laden er Karadzics fysiognomi velkendt og særpræget. En høj mand med stor vom, kløftet hage og dramatisk grå manke bør ikke være let at holde skjult. Ligesom Saddam er han ubestrideligt bagmand for folkemord. Ligesom Saddam begik han sine værste forbrydelser for et årti siden. Og som i Irak før Saddams tilfangetagelse bremser det den demokratiske udvikling og skaber ustabilitet i hele landet, at gårsdagens mordertyrran fortsat er løs. Hvis Saddams pågribelse var en sejr for menneskerettighederne, er en Karadzic på fri fod en hån imod dem.
Karadzics uantastede frihed holder Bosniens sår fra krigen åbne og smertelige. Otte år efter Dayton-fredsaftalerne indledtes den proces, der skulle forestille at føre til genforening af landet. Men trods indsatsen fra i hundredvis af udenlandske hjælpearbejdere og udviklingsinvesteringer på mere end fem mia. dollar, er ’landet’ forblevet skrøbeligt og splittet. Bestræbelserne på at skabe enhed og varig fred forpurres af en korrupt magtklike, som fortsat er totalt dominerende i den etnisk serbiske stat-i-staten, der kendes som Republika Srpska. Og dens gift flyder også ud over de nationale grænser: Karadzic-kliken mistænkes således for at have stået bag snigmordet i marts 2003 på den serbiske ministerpræsident, Zoran Djindjic, i nabolandet – den restklump af Eksjugoslavien, der nu går under navnet Serbien og Montenegro. Hele områdets vanskæbne rummer oplagte lektioner for de vestlige demokratiserings- og nationsopbygningsbestræbelser fra Irak til Afghanistan.

Iagttagere vurderer, at Karadzics strategi er at afvente, at det internationale samfund taber tålmodigheden. Når de internationale fredsstyrker en dag har fået nok og trækker sig ud, vil Karadzic og hans stråmænd søge om at få Republika Srpska annekteret af Moderlands-Serbien, uanset at deres bosnisk-serbiske enklave indtil 90’ernes folkefordrivelser husede et stort antal etniske bosniakker (muslimer) og kroater, som først nu langsomt er begyndt at vende tilbage til deres førkrigshjem.
Karadzics fortsatte frihed vækker uundgåeligt bange anelser hos de hjemvendte. Samtidig har en aura af uovervindelighed fået hans stjerne til at vokse blandt såvel Serbiens serbere som de 700.000 bosniske serbere. Hvad de bosniske muslimer angår, hengiver de sig til stadige spekulationer og diverse konspirationsteorier. Mest af alt frygter de, at det internationale samfunds ledelse slet ikke ønsker Karadzic fanget.
Da USA og FN i Dayton i 1995 forsøgte at finde en udvej til at stoppe krigen i Bosnien, antydede Richard Holbrooke, daværende amerikansk viceudenrigsminister og Clintons chefforhandler, da også over for Karadzic, at hvis serberlederen ville forlade den politiske scene, kunne han slippe for at blive arresteret. FN’s daværende repræsentant Carl Bildt erklærede offentligt at have indgået en lignende handel af med Karadzic.
Men både Holbrooke og andre højtstående amerikanske regeringsembedsmænd har siden flere gange opfordret til, at USA må føre an i jagten på Karadzic, der i kraft af sin rolle som marionetfører under jorden underminerer stabiliteten i hele regionen. Det er fra NATO selv, og herunder især USA's militær, at der har lydt størst modvilje mod at løbe de nødvendige risici for at fange Karadzic.
Alle i Bosnien ved tilsyneladende alt om Karadzics aktuelle omstændigheder. Karadzic er hele døgnet rundt og alle dage omgivet af 90 svært bevæbnede krigsveteraner, hvis fingre sidder meget løst på aftrækkeren, lyder en version. Nej, han lever stort set alene kun omgivet af et lille følge, lyder en anden. Han gemmer sig i skovene. Nej, han bor i en lejlighed i en lille by. Dækker han sig bag en anden identitet? Ja, han går rundt forklædt som præst. Nå nej, han har da fået plastickirurgisk behandling. Han har ikke set sin kone i årevis. Forkert. Han mødes jævnligt med hende.

Der er mange forhindringer, som stiller sig i vejen for at finde Karadzic. Først og fremmest gemmer han sig i et område, hvis befolkning i vidt omfang er fjendtligt stemt over for udlændinge, og som dyrker ham som en slags etnisk folkehelt. Han råder over store finansielle ressourcer. Og i kraft af sit politiske parti, SDS, og resterne af den bosnisk-serbiske hær, han har en omfattende infrastruktur til rådighed, som i vidt omfang er viet til at holde ham uden for rækkevidde af vesterlændinge. Men den største forhindring af alle er den enkle, at USA og dets allierede simpelt hen ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at finde og pågribe ham.
SFOR-styrkerne (Stabilization Force in Bosnien-Herzegovina) tæller 13.000 soldater fordelt på militærkontingenter fra 35 lande, der ofte ikke taler samme sprog Hvert kontingent har sit eget ry. De amerikanske tropper – som nu blot tæller 1.500 er alle nationalgardister (dvs. hjemmeværnsfolk) – tandlæger fra Ohio og industriarbejdere fra New York og den slags. De har ikke ligefrem specialstyrkekvalitet og er tilbøjelige til at holde sig for sig selv på deres baser. De italienske og franske tropper foretrækker det lidt mere lidt livligt og ’fraterniserer’ måske lige lovligt meget med de lokale. Briterne er de mest entusiastiske i forhold til reelt at skabe praktiske resultater. Med deres erfaringer fra en fjendtlig og undertiden bevæbnet civilbefolkning i Nordirland, er de også de bedst forberedte – hvilket de viser igennem deres drevne brug af lokale efterretningskilder og lynhurtige kommandoraids. Indtil videre er det dem, der har pågrebet flest krigsforbrydermistænkte: Halvdelen af de 24 anholdelser, som SFOR til dato har gennemført, er sket i deres zone.
Men de områder, hvor bosnierne har mistanke om, at Karadzic gemmer, sig er kontrolleret af italienske, franske og tyske tropper, og ingen af disse ser ud til at være specielt ivrige for at affyre deres våben. De tyskere, jeg har mødt i Celebici, forklarede, at det absolut ikke vil være ønskeligt – af indlysende historiske grunde – hvis Tyskland spiller en hovedrolle i en muligvis meget blodig international militærbegivenhed, som involverer tilfangetagelse af personer, der er anklaget for at have myrdet et stort antal mennesker. Franskmændene, som teknisk set har kommandoen i området, har historisk stået serberne nær og var modstandere af at oprette Haag-tribunalet. Om morgenen på den dag, hvor Celebici-aktionen skulle finde sted, modtog en fransk officer ifølge vedholdende rygter et telefonopkald fra en politimand i Republika Srpska, som forhørte sig om, hvad den store SFOR-tilstedeværelse i området skyldtes. I samtalen, som ifølge samme rygte blev opsnappet af andre fredsbevarende styrker, kom franskmanden med forblommede hentydninger til Celebici, »især i dag«.

At fange Karadzic er så meget desto større en udfordring, fordi de lokale serbere forguder ham, og fordi nogle usædvanligt skurkagtige og magtfulde personer hænger sammen med ham som ærtehalm. Overalt hvor man rejser hen på begge sider af grænsen mellem Bosnien og Serbien og i miniputnabolandet Montenegro (hvor Karadzic blev født og voksede op), må man konstatere, at Karadzic tilbedes som folkehelt og hyldes for sit helhjertede forsvar for den serbisk-ortodokse kirke imod den muslimske aggression.
Han har således indskrevet sig heroisk i en over 500 år gammel regional strids annaler. Haag-domstolens beviser på hans krigsforbrydelser afvises som overdrevene, fordrejede eller rent opspind. Hans opfordringer til at skabe et samlet land, der kan forene alle etniske serbere, er sammen med den hæder, han har indlagt sig som psykiater og forfatter til digte, folkesange og børnebøger, effektivt blevet brugt til at polere hans lokale billede som helt. Hans tidligere informationsminister har netop udgivet en bog med poesi for børn, som han hævder, at Karadzic har skrevet i sit skjul. Kalendere med Karadzics billede hænger på busstationerne.
Juledag 2002 modtog tusinder af bosniske serbere på deres mobiltelefon en sms-julehilsen fra Karadzic. Og sidste år dukkede Karadzic-plakater på mystisk vis op over hele Banja Luka, selv om myndighederne – utvivlsomt af bekymring for reaktionen fra de vestlige styrker – lod dem fjerne inden for få timer.
Mange af de serbere, som forsvarer Karadzic, er mindre motiveret af nationalistisk ildhu end af ønsket om at holde sig på god fod med magthaverne. Karadzic sad – og sidder formentlig stadig – i kernen af et intrikat spind af politiske, retslige, militære, politimæssige og økonomiske magtrelationer, som har skabt sig betragtelig velstand gennem sortbørshandel, og som til stadighed er blevet favoriseret af såvel Karadzics som de efterfølgende regimer i Republika Srpska.
»Resultatet af hele krigen og årsagen til den er nogle få forretningsmænd, som udnyttede nationalismen til at blive rige,« siger en tidligere højt rangerende bosnisk-serbisk politimand. De fleste af disse forretningsmænd menes at have nære bånd til Karadzics regerende SDS-parti, og deres ulovlige sortbørsaktiviteter udgør en betragtelig del af den samlede økonomi. Også mange regeringsembedsmænd, herunder flere ministre, er dybt involveret i undergrundsøkonomien og kan regne med sikre korruptionssigtelser og lange fængselsstraffe, hvis det nogensinde skulle ske, at der blev renset ud i den semi-autonome republik.

Bosnisk-serbiske militærembedsmænd, der er loyale over for Karadzic, har ved adskillige lejligheder været impliceret i allehånde skandaler fra at levere våben og ekspertbistand til Saddam Husseins regime til at udspionere SFOR’s styrker og overvåge NATO’s bevægelser i Balkanområdet. Igennem det sidste års tid har de vestlige styrker i Bosnien dog slået hårdt ned på de mest korrupte af hærens topfigurer, men institutionen er stadig loyal over for Karadzic.
Republika Srpska er den eneste del af det tidligere Jugoslavien, der endnu ikke har anholdt så meget som én krigsforbrydermistænkt, skønt den blev pålagt denne opgave i Dayton-aftalen.
Karadzics kumpaner bruger ifølge udenlandske diplomater omkring 200.000 dollar om måneden på at beskytte ham. En form for middelalderligt tiendesystem, der håndhæves af barske rockertyper, indbefatter en »skat«, der opkræves af civile personer, som bærer politi-ID-kort. Andre penge kommer fra at skumme profitten ved salg af elektricitet til nabolandene. USA’s efterretningsvæsen har sporet gas fra Saddam Husseins Irak tilbage til forhandlere med nære bånd til SDS’s ledelse og Karadzic. Republika Srpska yder også donationer til den serbisk-ortodokse kirke. Officielt går disse penge til at genopbygge de religiøse institutioner og strukturer, der blev ødelagt under krigen, men donationerne figurerer ikke i nogen offentligt tilgængelige regnskaber. Embedsmænd i den etnisk serbiske hovedstad Banja Luka og udenlandske diplomater er overbevist om, at nogle af disse penge har fundet vej til Karadzic.

Mange vestlige embedsmænd er af den formening, at det er en den serbisk-ortodokse kirke selv, der giver ly til Karadzic. Flere gange har SFOR forberedt aktioner mod kirkelige ejendomme, men hver gang er de blevet afblæst, formentlig for at undgå at opflamme religiøse spændinger. I marts sagde Haag-anklager Carla del Ponte, at overvågninger af telefonkommunikation havde afsløret, at Karadzic skjulte sig på det ortodokse bjergtop-kloster i Ostrog, nordvest for hovedstaden. Lokale kirkeembedsmænd benægtede at huse Karadciz, men lovpriste ham ikke desto mindre.
Hvis tilfangetagelsen af Saddam var den vigtige milepæl for Iraks fremtid, som Det Hvide Hus hævder, hvilken rimelig grund kan der så være til ikke at investere blot en brøkdel af den energi, som den krævede, i at pågribe Karadzic? Trods dens påståede engagement i at jagte og drage tyranner til ansvar, henviser Bush-regeringen i dag rutinemæssigt til det vage gummibegreb »national sikkerhed« som forklaring på sin passivitet i denne sag. Så længe dette er Washingtons position, kan Radovan Karadzic – en krigsforbryder, der kan måle sig med flere af det 20. århundredes største dræbere – fortsætte med at destabilisere en letantændelig region og strejfe frit om. Ikke fordi vi ikke kan få fat på ham. Men fordi vi har valgt ikke at prøve for alvor.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Russ Baker er amerikansk freelancejournalist, bosat i Beograd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her