Læsetid: 11 min.

Forfatningen er fundamentet for Europas globale ambitioner

Vi befinder os midt i et geopolitisk stormvejr på globalt plan, hvor europæerne har svært ved at blive enige, siger den verdenskendte sociolog Manuel Castells på en konference med førende europæiske intellektuelle og politikere
6. februar 2004

Irak-krigen blev håndteret på en forfærdelig klodset måde i Europa.«
Javier Solana, den udenrigspolitiske førstemand i Den Europæiske Union, taler åbent ud. Han sidder midt i en lille sluttet kreds på hundrede europæiske intellektuelle og politikere. Under de majestætiske lysekroner i Pedralbes-paladset i Barcelona, diskuterer han, hvad der skal være Europas rolle, med så prominente personligheder som sociologen Manuel Castells, den tyske filosof Jürgen Habermas, demokratiforskeren David Held fra London School of Economics, den fhv. franske premierminister Michel Rocard og mange flere
Irak-krigen og det politiske spil om krigen er et emne, der optager dem alle på denne konference om »krig og fred i det 21. århundrede – At skabe et helt anderledes Europa for global sikkerhed.«
I de afgørende dage for et år siden skulle de europæiske lande i FN’s Sikkerhedsråd tage stilling til Irak-krigen, men de var indbyrdes uenige. Solana var magtesløs, selv om det er hans job at koordinere udenrigspolitikken i EU.
»Hvis bare EU-landene havde kunnet blive enige om en fælles holdning, ville lande som Chile og Bulgarien sikkert også have bakket op,« konstaterer Solana i dag. Han siger det ikke direkte men lader forsamlingen forstå, at det ville have været svært for USA at føre krig i Irak imod et forenet Europas vilje.
Det er en smertelig debat. Kan europæerne i det hele taget enes om at spille en rolle i verden, eller bøjer de sig som lydstater nakken for USA’s militære og økonomiske overherredømme i verden?
»Vi bør ikke fumle rundt i EU, når Rom brænder,« siger David Held, der sidder lige ved siden af Solana. »USA har opkastet sig som den højeste magt, der unilateralt kan true og skabe frygt overalt. I krigen mod terrorismen har USA systematisk undermineret den multilaterale retsorden, og gjort sig selv til politimand, dommer og bøddel.«
Manuel Castells, der i en årrække har været professor ved Berkeley universitetet i Californien og er kendt for sit store trebinds-værk om informationstidsalderen, er også bekymret: »Vi befinder os midt i et geopolitisk stormvejr på globalt plan, hvor USA satser mere og mere på unilateralistiske interventioner. Problemet er bare, at Europa er ude af stand til at gøre noget, for internt har europæerne svært ved at blive enige om, hvad de skal mene.«
Michel Rocard, der i dag er medlem af Europa-Parlamentet for socialistpartiet, synes, at en del af ansvaret skal placeres hos Frankrigs præsident Jacques Chirac: »Han begik en stor fejl. I stedet for at fare ud med kritik af USA og optræde arrogant overfor øst- og centraleuropæerne, burde han være taget til Berlin og have talt Gerhard Schröeder fra den absurditet at sige, at Tyskland under ingen omstændigheder ville støtte en krig i Irak,« siger Rocard.
»Hvis han havde gjort det, kunne han måske også have gjort indtryk på Tony Blair i Storbritannien og bidraget til at skabe en samlet europæisk position i forhold til Irak. Men der er desværre en lang fransk tradition for arrogance i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og den skal brydes. Vi må erkende, at en forening af Europa er en forudsætning for at kunne regulere globalt og skabe større sikkerhed. Det er ikke omvendt.«

Javier Solana er ikke typen, der lader sig slå ud af et politisk nederlag. Efter Irak-krigen fik han vedtaget en ny sikkerhedsdoktrin i EU, der fastslår, at unionen ikke længere bare skal være en ’blød’ civil stormagt, der overlader alle hårde militære opgaver til USA’s imperiale overmagt. Den Europæiske Union skal aktivt – i partnerskab med USA – påtage sig et ansvar for sikkerheden. Om nødvendigt skal EU som global aktør lave ’robuste interventioner’, hvis fallerede stater eller terrorister får fat i masseødelæggelsesvåben.
På Pedralbes-konferencen forsøger Solana at holde dilemmaet mellem den hårde og den bløde magtudøvelse i live. Han foretrækker at bruge diplomati og multilateralisme, men han erkender samtidig, at ord uden en ’effektiv’ militær styrke har sin grænse.
»EU kan ikke blive en global aktør uden en vis militær magt,« mener han. »Det betyder ikke, at EU skal konkurrere militært med USA, men at EU skal have en stående militær kapacitet til at rykke ud. EU har en forpligtelse til at skabe sikkerhed og forsvare vort nabolag – fra Middelhavet og Mellemøsten til Moldova. Hvis vi en dag må spørge andre, om de vil intervenere for os i vort nabolag, vil EU være tæt på at bryde sammen.«
Han henviser bl.a. til, at EU efter en telefonopringning fra Kofi Annan i FN sendte en militær styrke til Ituri i Congo, og under ledelse af Frankrig fik soldaterne i løbet af få måneder stoppet en blodig optrapning af volden.
Successen stiger dog ikke Solana til hovedet: »Militær magt er sjældent den mest effektive måde at løse truende konflikter på,« indrømmer han.
»Det har været en succes, når man har interveneret med diplomatiske midler for at finde masseødelæggelses-våben, sådan som det er sket i Iran og Libyen. Når man har interveneret med militær magt som i Irak, har det været en fiasko, og man har ikke fundet masseødelæggelsesvåben,« siger han.
Solana understreger, at terrorisme »ikke bekæmpes med militær magt,« for man kan kun komme den til livs, hvis efterretningstjenesterne i EU, USA og Rusland lærer at samarbejde. På det punkt kan han ikke dy sig for at kommentere det taktiske tilbagetog, som USA’s præsident George W. Bush og Storbritanniens Tony Blair har indledt:
»De regeringer, der støttede krigen i Irak, forsøger nu at skyde skylden på folkene i efterretningstjenesten. De retfærdiggør deres handlinger ved at sige, at de troede på de informationer, som spionerne gav dem. Det er i realiteten, hvad Bush og Blair sagde forleden. I stedet for at tage et politisk ansvar, henviser de til informationer fra efterretningstjenesten, der ikke kan holdes ansvarlig. Det føler jeg mig en smule utryg ved.«
Uanset hvor ansvaret skal placeres, så er den internationale retsorden og det multilaterale samarbejde ikke kommet styrket ud af Irak-krigen. Det mener professor David Held, der har skrevet bøger om et kosmopolitisk demokrati og har været rådgiver for de europæiske socialister, der sidste år – under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen – udgav en rapport om Europa og den nye globale orden.
»Multilateralismen befinder sig i en dybere og mere vedvarende krise, end mange af os ønsker at tro,« fastslår Held. »Krisen for multilateralismen er ikke bare et produkt af Irak-krigen. Handelsforhandlingerne på Cancun-topmødet brød sammen på grund af den uforsonlige position, som USA og EU indtog. De globale miljøproblemer fortsætter med at vokse, men der er ingen multilaterale institutioner til at gribe ind. Krisen for multilateralismen er øget ikke bare på grund af krigen men også på grund af de manglende aftaler for handel og miljø. Der er også behov for at nytænke forholdet mellem menneskerettighederne og de multilaterale institutioner, for de taler ikke sammen mere.«
»Overgreb på menneskerettighederne må fordømmes, uanset hvor de finder sted. Man bør ikke på forhånd udelukke militære og humanitære interventioner i andre lande, men de må kun laves for at beskytte civile borgere,« understreger Held. »Vi må til at tænke kosmopolitisk. Ingen enkeltstående magt skal have lov til at handle som både politimand, dommer og bøddel. Interventioner må først godkendes i FN for at se, om de beskytter civile borgere. De internationale institutioner må gives en stærkere legitimitet. FN skal reformeres, og her må vi til at erkende, at Europa er overrepræsenteret i FN’s Sikkerhedsråd. Overrepræsentationen i forhold til andre verdensdele er desværre med til at underminere FN’s legitimitet,« siger Held, der også slår til lyd for at opbygge et socialt og økonomisk Sikkerhedsråd i FN.

Held holder sig ikke bare til principperne og de overordnede visioner. Han giver også en replik til debatten om, hvordan terrorismen bekæmpes bedst: »Man skal ikke alene slå hårdt ned på terrorismen, men også slå hårdt ned på dens årsager,« siger han og reformulerer dermed en sætning, som den britiske premierminister Tony
Blair har brugt om kriminaliteten.
»Den kæmpemæssige sociale ulighed i verden bør ikke længere ignoreres, for den giver terrorismen en grobund. Gælden til verdens fattigste lande burde eftergives. Det kunne de rige lande nemt få råd til. Der mangler ikke ressourcer. Det handler om værdier.
De rige landes landbrugsprotektionisme koster over 300 mia. dollar. EU
burde indtage en mere radikal position i de globale handelsforhandlinger og gå foran. Alle ville vinde på det.«
»Den Europæiske Union må markere sig som konsekvent forsvarer af menneskerettigheder, international ret og det multilaterale samarbejde,« anfører David Held.
Javier Solana nikker anerkendende og klapper venligt Held på armen, inden han tager ordet igen: »Efter udvidelsen af EU til 25 medlemslande
sidder unionen på en fjerdedel af verdens bruttonationalprodukt, og vi har med 500 millioner mennesker mange flere indbyggere end USA. Et så stort Europa kan ikke lukke øjnene for resten af verden, og de dybe sociale, sikkerhedspolitiske og miljømæssige problemer, som eksisterer. Europa må engagere sig i løsningen af dem. Vi er pisket til at gøre noget ved verdens mange fastfrosne problemer, ellers vil vi mærke konsekvenserne af dem.«
Michel Rocard mener heller ikke, at Europa kan stikke hovedet i busken: »Der er mange, der helst vil have, at EU bliver til et stort Schweiz, et pacifistisk, neutralt og rigt land. Men det kan Europa ikke. Schweizerne tror, at Schweiz er i sikkerhed, fordi det er et lille land, har en lille økonomi og kan gemme sig. Men Europa er ingen lilleput, det har en stor økonomi, og det kan ikke gemme sig. Europa kan ikke undgå at tage ansvar for de globale forhold,« fastslår Rocard.
Ved hans side sidder den 75-årige tyske filosof, Jürgen Habermas. Det er ikke så meget størrelsen, som ’finaliteten’ for det europæiske samarbejde, der optager ham.
»Uden et minimum af solidaritet internt, vil Europa ikke få kapacitet til at handle på verdensarenaen,« pointerer han. »Forudsætningen for at konstruere en europæisk politisk identitet er, at man får udstrakt solidariteten hinsides de nationale grænser.«
Han erkender, at den opgave ikke bliver mindre nu, hvor unionen udvides med ti lande fra første maj.
»Udvidelsen af unionen til 25 medlemmer skaber større kompleksitet, og derfor må beslutningsprocessen ændres,« forklarer Habermas.
»EU er nødt til at tage flere flertalsbeslutninger, men unionen har et alvorligt legitimitetsproblem. Konventet og Det Europæiske Råd forsøgte at finde et svar på Bruxelles-topmødet. Man ville effektivisere og reducere antallet af beslutningsformer. Men resultatet var yderst skuffende. Forslaget blev ikke til noget, fordi det manglede en klar målsætning. Og forslaget til forfatning løste ikke den simrende konflikt mellem dem, der ønsker øget integration, og dem, der ønsker et mellemstatsligt samarbejde.«
Professor ved det åbne universitet i Barcelona, Manuel Castells, er enig i, at EU mangler legitimitet.
»Europa virker som en overfladisk instans med et kosmopolitisk anstrøg, men EU har intet demokrati, og det er umuligt at stille en europæisk regering til ansvar,« siger han.
»De europæiske institutioner er svage, og 60 procent af europæerne føler, at de ikke er regeret af folkets vilje på demokratisk vis. Desuden er den europæiske identitet svag og tvetydig. Mange borgere, der opfatter globaliseringen, indvandringen og det multietniske samfund som reelle trusler, betragter EU som en ekstra trussel. De historiske og kulturelle rødder er stærke, og nationalismen er ikke overvundet. Vi ved fra undersøgelser, at nationalismen er særlig udbredt blandt ældre folk med lav social status og dårlig uddannelse. De føler et identitetstab og reagerer imod globaliseringen.«

Giuliano Amato, der var vicepræsident for Det Europæiske Konvent, som sidste år fremlagde et forslag til en ny europæisk forfatning, bryder sig ikke om, at den nationale identitet tillægges så stor betydning.
»Jeg er træt af, at folk siger, at Europa ikke har en identitet, ikke er et demokrati og ikke er en stat. Det er de samme argumenter, man hører hele tiden. Nationalstaterne har også et begrænset demokrati,« klager Amato.
»Europa er noget andet. Det skal ikke være en ny statsdannelse, for det, vi er i gang med at bygge, er en ny regeringsmodel med flere lag. I stedet for at klamre sig til en national identitet er Europa et rummeligt projekt, der er kompatibelt med mange forskellige identiteter.«
»Jeg ønsker ikke at slutte mit liv med, at der kun er en europæisk identitet og ikke andet,« tilføjer Amato.
Michel Rocard vil også helst tænke Europa i flertal:
»Europa har udviklet en handelsidentitet, men det har altid afvist at skabe en politisk identitet. Europa er bygget op omkring en række forskellige identiteter, og Europas historie er en lang fortælling om, hvordan man har forsøgt at forhindre nogen identitet i at blive dominerende,« siger han.
Men Rocard ser gerne, at EU efterhånden bliver til en slags statsdannelse:
»EU bygger stadig på en Milton Friedman-myte om, at man ikke behøver en stat til at skabe et perfekt fælles marked, og at de økonomiske kræfter selv kan klare det hele. Den tankegang har ødelagt os alle.«
Javier Solana føler sig tilskyndet til at kommentere Rocards ord:
»Vi kan ikke skabe en europæisk identitet ’à la française’ eller som en kopi af ’the american way’. Vi må skabe noget andet. Europa vil aldrig blive en superstat. Forfatningsmæssigt vil det blive et andet dyr,« mener han.
Habermas fastholder, at det er muligt at skabe en europæisk politisk identitet, og han går til angreb på flere ’myter’ i EU-debatten.
»Den europæiske integrationsproces har nået en grænse, som mange europæere tror, ikke kan overskrides. Og i Europa er der en Demos-tese om, at man ikke kan skabe et europæisk demokrati, fordi der ikke er en europæisk identitet. Men den bygger på en myte om, at der findes en førpolitisk instans og identitet, der på forhånd bestemmer, hvad der er muligt. Det er omvendt,« fastslår han.
De historiske erfaringer viser ifølge ham, at den nationale identitet var et produkt af en aktiv politisk proces og ikke en forudsætning for demokrati. I Frankrig, Tyskland og Italien fik eliten i løbet af et århundrede opbygget en national konsensus og skabt en solidaritetsfølelse, hvor folk så hinanden, ikke som fremmede, men som aktive medlemmer af en demokratisk nation. En sådan ’forfatningspatriotisme’ kan også skabes i Europa, mener Jürgen Habermas:
»Det er først, når Europa har fået en forfatning, og folk i en transnational demokratisk proces begynder at forstå hinanden som medlemmer af det samme samfund, at der vil blive skabt en europæisk identitet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her