Fortællinger om det 20. århundrede

Interview
Prøv at nævne tre moderne komponister, der har ændret den klassiske musiks ansigt, og navne som Philip Glass, Arvo Part og Steve Reich vil dukke op i tankerne. Men spørg en hvilken som helst producer af elektronisk musik, hvilken klassisk komponist, der har påvirket dem mest, og Steve Reichs navn vil sandsynligvis dukke op flest gange.
Da albummet Reich Remixed blev udsendt i 1999, var Reich allerede almindelig anerkendt som en af den elektroniske musiks grundlæggere. Hans minimalistiske værker havde påvirket The Orb, Underworld, the Aphex Twin og Tortoise, lang tid før Coldcut gav sig i kast med Music for 18 Musicians i det officielle remix album. I 1991 gik The Orb på rov i Reichs banebrydende stykke Electric Counterpoint og ’lånte’ flere elementer (navnlig Pat Methenys guitarakkorder og Rickie Lees stemme) til deres hallucinatoriske hymne Little Fluffy Clouds i en sådan grad, at de var nødt til slutte en ’fredelig overenskomst’ med deres beundrede mentor.
Hans ikoniske status foranledigede New York Times til at skrive:
»Få nulevende komponister har skabt en så rasende original stil, så umiddelbart genkendelig og tilgængelig. Det er svært at forestille sig noget i amerikansk musik, der kommer op på siden af det.«
Da Reich bliver mindet om dette møde i anledning af sin turnébesøg i London for at reklamere for sin nye digitale opera på cd og dvd, smiler han genert på en måde, der næsten klæder ham.
»Da vi i 1974 gav en koncert i Queen Elizabeth Hall, kom der en eller anden langhåret fyr med læbestift på op til os og spurgte: ’Hvordan går det så? Mit navn er Brian Eno’. Jeg kan huske, at David Bowie var der til den europæiske premiere for Music for 18 Musicians på nationalgalleriet i Berlin i 1976.«
»Og langt senere kom The Orb så og stjal med arme og ben fra min musik, fordi de holdt så meget af den.«
Hans øjne funkler, når han kommer ind på den indflydelse, han har haft på andre musikikoner.
»Jeg har det egentlig meget godt med at folk, der ikke engang var født, da It’s gonna rain blev udsendt i 1965 (det banebrydende værk, hvor en prædikant i en uendelighed taler om verdens undergang, red.) finder det interessant nok til at stjæle eller tilpasse til deres egen musik.«

Bedre som komponist
Det kommer ikke som en overraskelse, at en mand der er kendt for at mixe båndsløjfer med minimalistiske toneartsmodulationer og markedsføre kanon’er som omfatter ikke blot klassisk vestlig musik, men strukturer, harmonier og rytmer fra afrikansk og amerikansk folkelig musik, har øre for mange genrer uden for den klassiske sfære:
»Jeg voksede op med en rock’n’ roll-musik, der var så dum. Før
Beatles var der ikke noget interessant. Hvis man ser bort fra Chuck Berry, som var stor, var det noget bras. Men Beatles fik mig virkelig til at skifte standpunkt og lige siden har jeg mere eller mindre været tunet ind.«
Da Reich studerede filosofi på Cornell Universitetet i slutningen af 50’erne, var den største musikalske inspirationskilde jazzen.
»Da jeg studerede, var der en fyr som hed Günther Schuller, som startede en jazzbevægelse, der kaldte sig ’The Third Stream’ og som forsøgte sig med tolvtone standardfraser, hvilket var helt grotesk. Selv om jeg har en fortid som jazztrommeslager, er jeg ikke jazzmusiker. Jeg besluttede mig simpelthen for, at jeg egnede mig bedre som komponist.
»Jeg droppede det uden at skænke det en tanke mere. Påvirket af specielt John Coltrane, der ligesom så mange af sine samtidige spillede meget af sin musik med meget få harmonier, fulgte jeg min egen vej. Jeg studerede også afrikansk slagtøjsmusik og balinesisk gamelan.«
Reich begyndte at studere balinesisk gamelan, semar pegulingan og gamelan gambang i Den Amerikanske Forening for Østerlandsk Kunst i Seattle og Berkeley i Californien.
»Før jeg tog til Afrika,« fortsætter Reich, »skrev jeg et klaver- og violinfasestykke, men det var trommerne som optog mig. Men da jeg var færdig med fasemusikken og de tolvdelte takter, føltes det, som om der var nogen som prikkede mig på ryggen og åbnede mine øjne for, hvor lang en tradition, der var for det. Slagtøj kan være endnu mere kompleks og intens end elektronisk frembragt musik. I 1962 brugte Stockhausen og Cage bjerge af elektronisk udstyr, men for mig var det at tage til Afrika en bekræftelse af nogle ting, som jeg intuitivt vidste, før jeg tog af sted.«

Teknologiens betydning
Ideen til Three Tales opstod i midten af 80’erne, da han blev opfordret af folkene bag Frankfurtoperaen og Hollandfestivalen til at komponere et operastykke.
»Først afslog jeg, da jeg ikke bryder mig om operastemmen og heller ikke skriver for orkester mere,« forklarer han. »Men da jeg havde lagt røret, begyndte jeg at overveje, om der ikke var et eller andet, jeg kunne lave.«
Men det var først efter, at han havde skrevet det anmelderroste stykke om holocaust, Different Trains i 1988, at ideen med at bruge videobilleder med livemusikere og sangere blev virkeliggjort.
»En af The Cave’s vigtigste samarbejdspartnere spurgte os, om vi (Reich og hans kone, videokunstneren Beryl Korot. red.) havde lyst til at skrive et stykke om det 20. århundrede«, forklarer han, mens han nipper til sin kop med citronte. »Det første, der dukkede op i mit hoved, var teknologi, eftersom det er umuligt at undgå her på jorden. Desuden har jeg før benyttet mig af båndede stykker og mikrofoner, og Beryl har beskæftiget sig rigtig meget med videokunst.«
Reichs og Beryls tre fortællinger om teknologiens betydning blev fortalt fra henholdsvis begyndelsen, midten og slutningen af århundredet. »Hindenburg var et naturligt valg,« forklarer Reich, »fordi det var første gang i historien, at der var kameraer til stede, da noget gik fuldstændigt galt. En 800 fod stor gasbeholder fyldt med brint og et kæmpe hagekors på, som fløj over Manhattan og brød ud i flammer over Jersey, virkede som det perfekte valg. Atombomben var umulig at undgå, men Hiroshima og Nagasaki var blevet vist så mange gange. Ideen med forsøgene ved Bikini dukkede op, da de fleste mennesker troede, at navnet stammer fra en badedragt; de havde ingen anelse om, hvor det kom fra.
Så hele ideen med atomforsøgene på Bikini, hvor den indfødte befolkning, der indtil da næsten ingen kontakt havde haft med den omgivende verden, måtte rømme deres ø, så den kunne blive brændt til aske, virkede som et helt ekstremt sammenstød.«
»Den tredje fortælling var vi i tvivl om, lige indtil fåret Dolly blev klonet i 1997. Vi så på hinanden og udbrød: »Der har vi det!« Det var et helt andet perspektiv, der udgik fra biologien og ikke fysikken, som nu åbnede sig, og som vi endnu ikke kender det fulde omfang af.«
I betragtning af, hvor forskelligt og variereret Reichs musik er, er der et spørgsmål, som uundgåeligt presser sig på og det er, om han opfatter sig selv som klassisk komponist. Han svarer på en gang lærd og tøvende:
»Tja, jo det er jeg vel. Men navnet ’klassisk’ betyder grundlæggende den musik, der befinder sig mellem Haydn og den mellemste eller sene Beethoven. Efter den tid har vi den romantiske musik og før da, barokken. Normalt viger jeg uden om de spørgsmål ved at sige, at jeg spiller koncertmusik«, griner han.

(c) The Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen