Læsetid: 2 min.

Fucking Baal

’Fucking Baal’ ville Aalborg Teater gerne have kaldt deres opsætning af Bertolt Brechts allerførste stykke, ’Baal’ – men det fik de ikke lov til!
5. februar 2004

Teater
Brecht 1918, 20 år gammel, borgerligt utilpasset digterspire, med krigslazaret-chok. Ekspressionismen raser med patetiske frelsesgebærder hen over ruindyngerne, med digteren som den sande seer. Men Brecht var allerede, altid modsat.
Han tog ekspressionismen ved vingebenet og digtede sin første tragikomedie, Baal, provokatorisk opkaldt efter den syriske jordgud, den gammeltestamentlige Beelzebul. Bevidst antimetafysisk. Baal som sin tids inkarnation af gamle, anarkisk gudsforgående digtervagabonder som Francois Villon og Arthur Rimbaud, med en fuldkommen utilpasset livsappetit – og dødsens. Ikke noget dårligt oplæg, heller ikke i dag.
Baal er på moden. Han synger sine beske sange, fascinerer ved sin fandenivoldskhed, han støttes af kapitale kræfter, han drikker og horer på tværs af al borgerlig anstændighed – og længes hemmeligt efter en større indfældethed i naturen, både som kreatur og som sjæl. Og dør af det, efter at have ødet adskillige stakkels liv, mænds og især kvinders.

Og i dag
Aalborg Teater spiller Baal mellem gesvindt bevægelige plakatvægge, storbymæssigt, og med et (heavy)rockband i hjørnet, helt oppe i egetræets krone. Godt nok. Unge adrætte spillere, parate til rolleskift. Det er nok Brecht før han virkelig blev Brecht, endnu ikke det episke teater, med gestisk cool ’songs’ som tankevækkende afbrydelser, men det ligner. Ligner også noget i dag, den omfattende sociale usammenhæng, den individuelle utilpassethed, musikken som rasende outlet.
Instruktør Christoffer Berdal har strammet stærkt op i Brechts – forståeligt nok – mangfoldigt strittende tekstkorpus, har forsøgt deraf at optegne både Baals over alle grænser skridende figur og dens selvdestruktive konsekvenser tydeligt.
Dog, alting afhænger af Baal-personificeringen, hans altædende, dragende, nedadsugende kraft. Jens Gotthelf har også – ud over at være forsanger i det udmærkede, indforskrevne band Schwarzwald Library meget glimrende skuespillerkvaliteter, men de ligger mere i det elegant forfinede end i den tyrenakkede pondus, der her kræves. Så meget mere som Baals digteriske kvaliteter er underspillet og/eller ikke høres alt for vel i guitarstøjen.
Gotthelf er altså på en uriaspost, og trods sin moderne smukke krop er hans erotisk betvingende kraft ikke overbevisende. Han taler for ’pænt’, hans gestik er ikke mere sexy end hver tredje knøs på discospring i Jomfru Ane Gade. Det er synd, for ham og for forestillingen.
Lars Topp Thomsen eller Rasmus Bjerg, der begge gør glimrende fyldest i andre roller, havde været bedre typer. Men næppe så gode sangere. Men sådan er det, når man med små midler vil sætte en stor historie, som Baal allerede er det, op.
Baal er under alle omstændigheder værd at se. Der er power i ensemblespillet, der er grovmorsomme, beckettske tableauer, der er spejlingspunkter for både unge mænd og unge – (selv)mishandlede – kvinder. Og der er et tight band. Som i øvrigt kan høres i egen ret i Aalborg Teaters Café 18.-20. feb.

*Bertolt Brecht: Baal. Instruktion og bearbejdelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Aalborg Teater, Lille Scene. Til 28. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu