Læsetid: 5 min.

Her går det godt!

Hvorfor har dansk film mange kvindelige instruktører, når svensk film ikke har? Det spørgsmål stilles i øjeblikket igen og igen i svensk film. Her giver en række danske filmkvinder deres bud på mulige forklaringer
13. februar 2004

(2. sektion)

Baggrund
Giv 100 procent af filmstøtten til kvinder i de kommende år!
Sådan har den svenske filminstruktør Lukas Moodysson på vanlig kontroversiel facon foreslået, at man kan få flere kvinder i svensk film i de kommende år. Andre, som den tidligere chef for Göteborg Film Festival Gunnar Bergdahl argumenterer for, at det svenske filminstitut skal ansætte en særlig filmkonsulent til udelukkende at støtte projekter af kvindelige filmfolk, så mindst en tredjedel af de svenske film i løbet af et år vil være lavet af kvinder.
Debatten raser i Sverige, hvor det svenske filminstitut er blevet pålagt af kulturminister Marita Ulvskog at undersøge vilkårene for kvinder i branchen. Det har blandt andet medført debatbogen Män, män, män och en och annan kvinna og en række seminarer, senest om en mulig svensk version af det engelske mentor-program ’Directing Change’ (se artikel her på siden).
Fra dansk side kan man forundres over den pludselige og heftige opblussen af de kønspolitiske diskussioner. Med populære spillefilminstruktører som Susanne Bier, Lone Scherfig, Annette K. Olesen, Charlotte Sachs-Bostrup, Natasha Arthy og Lotte Svendsen, Charlotte Sielings succes med Krøniken og debutanter i år som Linda Krogsø-Holmberg (Tæl til 100) og skuespilleren Paprika Steen (Lad de små børn) er det svært at spore en krise for kvindelige danske instruktører.
Al snak om kvotering eller forfordeling af midler bliver mødt med skepsis, og den generelle holdning er, at dansk film ikke har kønspolitiske problemer på produktionssiden.
Som tidligere spillefilmkonsulent Vinca Wiedeman, der nu er leder af Det Danske Filminstituts Talentudvikling, formulerer det, er det at grave sin egen grav at tilgodese kvinder i filmstøtten. Efter hendes mening vil det være direkte ødelæggende både for svensk film og de kvindelige instruktører i landet at introducere sådanne tiltag.
Hun siger til Information, at »ingen bliver hjulpet af, at man ikke støtter de bedste film. Det er ikke nemt at finde gode instruktører og projekter, og selvfølgelig skal man tage de bedste. Det gælder også, når man ansætter de folk, der skal uddele støtten. Ingen bliver hjulpet af, at man ikke finder de bedste.«

Naturlig udvikling
Svenskerne skeler naturligt nok til den danske filmscenes mange kvindelige instruktører og forsøger at finde en forklaring. Hvad forskellen skyldes, har de færreste i den danske filmbranche et enkelt bud på, men flere fremhæver, at det er resultatet af langsigtede udviklinger på mange forskellige planer.
Natasha Arthy, der senest instruerede spillefilmen Se til venstre, der en svensker, ser det som en naturlig udvikling, at der er kommet flere kvinder på banen de sidste år.
»Det handler ikke om at særbehandle kvinder, eller om at kvinder er skarpere. I Danmark er vi ret ligestillede i min generation. Jeg tror, det er en naturlig udvikling af vores kønsroller. Men det betyder da også noget, at der for fem år siden kom godt skub i den danske filmverden. Det gav plads til og mere fokus på dansk film, og som en naturlig del af det er der kommet flere kvinder med.«
»Og selv om man altid klager over for få penge, har vi ret gode kår sammenlignet med vores nabolande. Jeg tror, at Danmark har været først. De andre lande begynder at komme med nu, f.eks. begynder der at ske noget i Norge, som ellers har ligget ret langt efter.«

Historier i øjenhøjde
Annette K. Olesen, som lige nu deltager i filmfestivalen i Berlin med Forbrydelser, understreger, at alting går i bølger, og at flere kvindelige instruktører nok har fundet sig godt til rette i kølvandet på dogmebevægelsens ambition om at forholde sig til hverdagen.
»Der har været bølger i svensk film med mange kvindelige filminstruktører, men lige nu er der lavkonjuktur. Der er ikke så mange svenske film i det hele taget. Mange spørger mig, hvorfor der er så mange kvinder i dansk film lige nu. Man kan selvfølgelig kun gisne, men det kan hænge sammen med den bølge af film de sidste otte-10 år, der har fundet et stort publikum.«
»De har fortalt historier i øjenhøjde om publikums hverdag, og måske hænger det simpelthen sådan sammen, at de historier meget ofte fortælles af kvinder af helt traditionelle årsager. Kvinder har måske stadig et mere passioneret forhold til hverdagen, end mænd har, og publikum har haft lyst til at se de historier. Måske vender billedet om nogle år, når publikum ikke gider se realisme længere. Det ved man aldrig...«

Træning af talent
Lone Scherfig forbereder i øjeblikket indspilningen af hele to engelsksprogede film i Skotland og er ikke meget for at tale om deciderede kvindelige historier.
Hun fokuserer på talent – måske tilsat lidt pigeflid. Der er ingen tvivl om, at der skal både arbejdsomhed og stædighed til at lave spillefilm, og som Vinca Wiedeman siger, har Filmskolen nok været en vigtig faktor i at få kvinder, der måske tøver mere, til at kaste sig ud i de store projekter.
»Filmskolen har været vigtig, fordi der har været et sted at få træning og skoling og blive hjulpet på vej i stedet for, at det er ren junglelov,« siger Vinca Wiedeman.
»Skolen har været med til at lette vejen for dem med talent. Men man kan ikke pege på én grund for udviklingen i Danmark. Det er det, svenskerne misforstår. Det handler ikke om ét tiltag, og vupti, så er alt anderledes. Det kræver en langsigtet politik at afgøre, hvordan samfundet skal se ud, og der spiller faktorer som børnehaver og mænds og kvinders ligelige fordeling af børnepasning f.eks. ind. Ellers kunne man jo ikke have en karrriere som kvinde. Og på filmfronten betyder det altså noget, at vi har haft en god filmskole i 30 år,« siger Vinca Wiedeman.
Historisk har Danmark haft flere succesrige kvindelige filminstruktører. I 1950’erne stod Alice O’Fredericks for en væsentlig del af den folkelige filmproduktion med blandt andet Morten Korch-film og Far til fire-serien, mens Annelise Reenberg fra 1966 lancerede filmene om Min søsters børn, der i disse år oplever en renæssance.
Astrid Henning Jensen vandt international opmærksomhed og Oscar-nominering for Paw (1959) og fik en sølvbjørn i Berlin for Vinterbørn i 1978. I 70’erne lavede blandt andet Jytte Rex og Helle Ryslinge mere radikale kvindefilm, men der har aldrig været så mange aktive og forskelligartede kvindelige spillefilminstruktører i dansk film som i disse år.
Lørdag har Annette K. Olesen mulighed for at hjemføre endnu en filmpris fra Berlin, efter at hun selv vandt Blaue Engel-prisen for Små Ulykker i 2002, og Lone Scherfig året inden fik en sølvbjørn for Italiensk for begyndere.
Der er både priser og publikum til film af kvindelige danske instruktører, så de fleste på denne side af sundet synes, at det går rigtigt godt på den front. Selv om man selvfølgelig altid gerne vil have flere produktionspenge – til film af både kvinder og mænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu