Læsetid: 2 min.

Gerhard Schröder træder tilbage

Fra posten som socialdemokratisk partiformand. Nu vil han koncentrere sig om at være tysk krisekansler. Oppositionen øjner et ’stort autoritetstab’ og opfordrer til nyvalg
7. februar 2004

Hyppigt har opfordringen lydt, men da nyheden kom, var den alligevel en overraskelse: Kansler Gerhard Schröder opgiver posten som socialdemokratisk partiformand.
»Jeg vil koncentrere mig om mit arbejde som kansler og regeringschef,« forklarede han på et pressemøde i Berlin i går. Han understregede, at han godt kan lide at være partiformand, men hans tid er for knap til at varetage funktionen.
»Tyskland befinder sig i en af de vigtigste reformprocesser i efterkrigstiden. Denne fornyelse er jeg i særlig grad forpligtet til,« sagde han.
Schröder erkendte, at han i de seneste måneder ikke har kunnet vinde gehør for de smertefulde reformer blandt sine egne partimedlemmer. Det vil den nye formand råde bod på.
»På de indre linjer skal vi anstrenge os om denne oplysningsproces,« lovede Schröder.

Vi vil vinde tilliden tilbage
Som ny formand præsenterede Schröder SPD’s gruppeformand i Forbundsdagen, Franz Müntefering, der tidligere har beklædt poster som trafikminister og partiets organisatoriske leder.
Officielt skal Müntefering vælges på et ekstraordinært landsmøde i slutningen af marts, reelt tog han allerede i går ordet.
»Som socialdemokrater vil vi ikke skifte til bakgear, lige meget hvor svær situationen er. Vi vil vinde indbyggernes tillid tilbage. Mange er i øjeblikket afventende, de lader sig overbevise, og det vil jeg yde mit bidrag til,« sagde Müntefering.
Formandsskiftet kommer som svar på længerevarende intern kritik af Gerhard Schröder. Hans økonomiske reformpakke Agenda 2010, der blev vedtaget kort før jul, nød ingen begejstring blandt SPD-medlemmer. Heller ikke løftet om en »reformpause« efter nytår kunne dulme kritikken – de seneste dage lød kravet om en regeringsomdannelse.
Konflikten mellem parti og formand skærpedes af, at det aldrig lykkedes Gerhard Schröder at vinde medlemmernes hjerter. I hele sin politiske karriere var han en outsider, rollen som samlende partifader evnede han ikke. At han overhovedet fik posten, var resultat af SPD-formand og finansminister Oskar Lafontaines pludselige flugt ud af politik i 1999.
Franz Müntefering har bedre forudsætninger for posten. Han er på én gang socialdemokrat af den gamle skole og en moderne medietaktiker. Med sine tørre one-liners når han både tv-kameraer og vælgere.
»SPD-formand er det bedste job ved siden af pavens,« sagde Müntefering med stiv overlæbe.
»Sådan kan man også sige det,« grinede Schröder oplivet.
Rokaden i partiet betyder desuden, at den nuværende organisatoriske formand, Olaf Scholz, går af. Unde de sidste måneders krise var han ikke en tilfredsstillende støtte for Schröder, og da stormen tog til i denne uge, lagde Scholz sig syg.

Besk reaktion
Reaktionerne fra den borgerlige opposition er besk.
»Det er begyndelsen på enden for kansleren og regeringen,« spår CDU–formand Angela Merkel.
»Jeg mener ikke, at man som kansler kan lede dette lands indbyggere, hvis man må indrømme sin fiasko som sine medlemmers leder. Derfor er det et autoritets-tab på hele linjen,« siger hun.
Den bayriske leder og tidligere kanslerkandidat Edmund Stoiber (CDU) opfordrede Schröder til også at opgive posten som kansler:
»Partiet (SPD) er udmattet, men det må ikke føre til, at Tyskland udmattes. Derfor har vi brug for en ny regering,« mener Stoiber.
Hos den grønne regeringspartner hilses formandsskiftet velkomment.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu