Læsetid: 3 min.

Glas, rust, laks, tis og dild

Om besværet med at forstå moderne medieironi efter en udsendelse med Casper Christensen
20. februar 2004

(2. sektion)

Radio
Da Casper Christensen, der en overgang som ung mand boede i eller nær ved Las Vegas, begyndte som Danmarks første moderne stand-up-komiker, gjorde han det i den grove, brutale genre. Han kunne finde på at kalde ældre damer i bussen for »små, rynkede dværge« og sige, at de er enormt irriterende, fordi de betaler mindre for billetterne end alle andre. Herved krænkede han både dværgene, de gamle damer individuelt og hele mellem-ældre-generationen, der havde kørt med den lektie, at man ikke skulle gøre grin med gamle damer, handicappede og negre endsige bruge ordet neger. I krænkelsen af korrekthed bestod just det grænseoverskridende. Satire har altid haft noget at gøre med at overtræde tabuer, især Gud, kongen og fædrelandet. Men gamle, rynkede damer... ups!
Han forsvarede det uden videre i udsendelsen Løkkegaards på DR P1 tirsdag aften, men erkendte også, at han efter sine ups var tæt på at blive stand-down-komiker, idet hans shows blev placeret tæt ved midnat. Han havde en ubehagelig fornemmelse af at være på vej ud, men havde fundet nyt fodfæste – ikke ved at lave hardcore-stand-up eller revynumre. Nej, ved at slå over i det surrealistiske og absurde fandt han omsider sig selv i stedet for at lade sig vold- og vildføre af andre.

Dild og bjerghval
Det var, bevares, man er ikke asket, interessant at høre om dengang, han blev skilt og indtaget i og af Iben Hjejle, og det var jo virkelig public service, så det baskede, men man havde gerne hørt lidt mere om, hvordan den tidligere Nevadamester i mime arbejder med sine numre. Komikkens udvikling fra gamle dages markedsplads over Dirch Passer og Kaptajn Klyde til nye tiders medieironi hos Christensen og i Banjos tidligere Likørstue, som 68-generationen ikke fattede en dyt af, kunne nok fortjene nogle ord med på vejen. Sådan skulle det ikke være, og mens man i udsendelsen tilbørligt rakkede mere og mere ned på ugebladene, blev denne umærkeligt, men mere og mere mærkbart transformeret til et ugeblad.
Lidt fagsnak faldt der dog af til lytterne – f.eks. at det havde stor indflydelse på komikken, da man gik væk fra mikrofon på stativ (som det kendes fra Eddie Skoller og Dean Martin) og over til håndholdt, vandrende mikrofon. Og Gitte Løkkegaard bad ham indledningsvis nævne – og det var sjovt – et sjovt ord, og han sagde prompte »dild«. Hun bad ham nævne et til, og hans sagde »bjerghval«, for sådan nogle findes ikke.
Men hvad man ikke forstod en lyd af, var, at han, da han skulle nævne nogle sjove ord classic, sagde »glas«, »rust«, »laks« og »tis«. Ingen af disse ord er sjove, og han påstod frejdigt, at de netop var for feinschmeckere, hvilket andre stand-ups ville forstå, men ikke os andre. Den må han længere ud i hampen med. Glas, laks, rust og tis er ikke sjove ord. Det er også det, jeg har imod dem fra Det Brune Punktum. De synes selv, det er ufatteligt morsomt, når de siger prut eller tis. Men er det måske her, ironien kommer ind i sin mest skarpslebne facon?
Lad gå med dild. Jeg husker f.eks. en seance fra dengang, den nye dildsnaps var kommet i handelen. Jeg sad i et selskab, og en i selskabet sagde pludselig »ræk mig lige dild’eren«. Det lo de andre i selskabet af og begyndte i hurtig rækkefølge at sige »ræk mig lige dild’eren«. Jeg kunne se, at de andre syntes, det var morsomt, og det var folk, hvis humor jeg normalt har tillid til, men pludselig var den væk. Dild’eren altså.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu